Boligsocial projektleder: Vi skal ikke putte udsatte unge i en kasse

I Danmark er der 42.000 unge mellem 15 og 24 år, som ikke har en tilknytning til hverken arbejdsmarkedet eller uddannelsessystemet.

Det er en gruppe, der udover de store menneskelige konsekvenser, koster samfundet milliarder af kroner årligt. Men en boligsocial indsats i Fredericia viser måske vejen til løse problemet.

I boligområdet Korskærparken, der er på regeringens forebyggelsesliste, er andelen af unge, der gennemfører en erhvervsuddannelse, nemlig steget med otte procentpoint siden 2015. Det viser en analyse, som BL – Danmarks Almene Boliger har udarbejdet. En udvikling, der har fundet sted, samtidig med at andelen er faldet i andre nærliggende, sammenlignelige boligområder.

Men selvom det er en succes at få de unge i en erhvervsuddannelse, er det ifølge projektleder for den boligsociale helhedsplan, Kasper Søstrøm Müller, ikke et mål i sig selv. Målet er at finde det, de unge selv brænder for.

”Vi vil gerne hen til selvforsørgelse, men det behøver ikke nødvendigvis at være en erhvervsfaglig uddannelse. Det handler om, at de unge finder den vej, som de selv brænder for og synes er spændende,” siger Kasper Søstrøm Müller.

En vigtig grundtanke, lyder det fra Betina Jacobsen, der er lektor i sociologi med fokus på udsatte børn og unge på Aalborg Universitet:

”Noget af det, der kendetegner de succesfulde indsatser, er, at de har en grundantagelse om, at de unge selv har lyst til at komme ud af deres udsatte situation.”

Ikke bare et projekt

Pigen med den hårde opvækst og drengen med det sårbare sind. Beskrivelsen af unge, der står uden uddannelse og arbejde, kan tit give et indtryk af, at de alle har ens problemer. Men ofte er det ikke helt så enkelt.

”Det er unge med komplekse problemstillinger. Det kan både være misbrugsproblemer, sygdomme eller sociale problemer. Oftest er det dog en kombination,” siger Betina Jacobsen.

Komplekse problemer, der gør det svært at lave et tilbud, der passer til alle. En fejl, som Kasper Søstrøm Müller mener har kendetegnet tidligere indsatser.

”Man laver en kasse, hvor der er gruppeforløb, mentor eller det ene eller andet, og så skal de unge passe ind. Det er tit det, de unge bliver ramt af. I vores arbejder lader vi i stedet medarbejderne kigge og sige: Hvad er det rigtige tilbud for den enkelte,” siger han og fortsætter:

”Det er vigtigt, at medarbejderne får lov til at bruge deres faglighed.”

Og den mere individ-baserede tilgang stemmer godt overens med de erfaringer, som Betina Jacobsen har gjort sig. Ifølge hende er sociale indsatser nemlig bedst, når de unge ikke bare føler sig som et tal i et Excelark.

”Jeg har mange gange hørt de unge sige: Her er jeg ikke bare et projekt, her bliver jeg set som et helt menneske,” siger hun.

Reelle relationer

At skabe følelsen hos de udsatte unge af, at de bliver set som hele mennesker og ikke blot som projekter, er selvfølgelig lettere sagt en gjort.

Men i korte træk kræver det, at den boligsociale medarbejder formår at opbygge en autentisk relation med den unge.

”Vi arbejder meget på, at medarbejderne skal være autentiske,” siger Kasper Søstrøm Müller og tilføjer:

”Man snakker tit om, at der skal være en privatsfære. Men hvis jeg har en medarbejder, som virkelig er glad for at spille fodbold, skal de unge da med ud at spille fodbold.”

Selvom det kan lyde som spild af tid, at medarbejderne i en indsats rettet mod at få udsatte unge i arbejde tager ud og spiller fodbold, kan den relation, det skaber, faktisk være medvirkende til at skabe en succesfuld indsats.

”Det er alment menneskeligt, at man har lyst til at gøre noget for nogen, man har en relation til. Eller man har lyst til at gøre noget sammen med nogen, man har en relation til,” fortæller Betina Jacobsen.

En relation, som medarbejderne i den boligsociale indsats i Fredericia har haft succes med at skabe - ikke mindst grundet, hvordan de er anderledes end kommunen. For hvor kommunen har myndighedsansvar, har den boligsociale indsats ikke.

Og ifølge Kasper Søstrøm Müller er netop denne forskel en styrke, der kan gøre begge indsatser bedre.

”Vi udnytter, at vi er i forskellige arenaer. Kommunens sagsbehandler ved, om den pågældende ung har haft en hård barndom eller måske har været ude i noget misbrug, det ved mine medarbejdere ikke,” fortæller Kasper Søstrøm Müller.

For når de udsatte unge møder en boligsocial medarbejder, der ikke har dannet sig et billede af dem på forhånd, skaber det en anden dynamik.

”Det betyder, at den unge selv skal sætte ord på, hvad de kan og ikke kan. Og måske åbner man også op for nogle andre ting, når de ikke er et prædefineret blad, men kan få lov til at fortælle om deres egen virkelighed.”