06. SEP. 2021 KL. 10:09
Se billederne fra OB-konferencen
06. SEP. 2021 KL. 10:09
Repræsentanter fra landets organisationsbestyrelser mødtes 4. og 5. september til konference i Nyborg. Se billeder fra dagene her.
To år er der gået siden BL sidst samlede organisationsbestyrelsesmedlemmer fra landets boligorganisationer. Endelig skete det.
I weekenden var godt 200 deltagere fra hele landet samlet i Nyborg til to dage med et tætpakket program. Temaet hed ’Den bæredygtige boligorganisation’, fyldt med oplæg, debat og inspiration.
"Det var nogle rigtig gode dage med stort engagement fra deltagerne. Der var masse af debat og spørgsmål. Vi fik både snakket om god almen ledelse og om vores unikke mulighed for at skabe fællesskaber. Her hjælper boligorganisationerne til velfærdsløsninger. Det gør vi gennem initiativer og løsninger i det helt nære, hvor folk bor, og på et mere strategisk niveau i samarbejde med fx kommunen," siger Eva Seyffert, konsulent i BL og arrangør på konferencen.
Der blev zoomet helt ind på bestyrelsens ledelsesansvar. Og der var oplæg fra bl.a. Andreas Kamm, paneldebat med Ole Jacobsen (adm. direktør i DAB), Vinie Hansen (BL’s næstformand) og Anna Bjerre (Formand for Frivilligrådet). Derudover var bl.a. Viborg-borgmester Ulrik Wilbek (V) på besøg, som fortalte om boligorganisationerne som en vigtig samarbejdspartner til kommunen.