22. MAR. 2021 KL. 12:00
Slipper for bus til lægen – kæmpe sejr for beboere

”Man bliver vildt glad, når man kommer ned til Vollsmose. Man har sine fordomme inde i hovedet, og så kommer man ned, og så er det bare supersøde mennesker,” siger Peder Ahnfeldt-Mollerup. Foto: Alex Tran
22. MAR. 2021 KL. 12:00
”Jeg gør det nok også for at provokere mine kolleger lidt,” siger læge Peder Ahnfeldt-Mollerup, der sidste år åbnede praksis i Vollsmose.
16 år. Så længe skulle der gå, før de 9.000 beboere i Vollsmose i Odense igen fik en læge i bydelen. For et halvt år siden åbnede Peder Ahnfeldt-Mollerup en lægepraksis i området.
”Det er gået over al forventning. Hver uge kommer der flere patienter til. De fleste har haft en læge inde i byen, og så har de så skiftet til os,” siger Peder Ahnfeldt-Mollerup, der forventer at klinikken på sigt får omkring halvdelen af beboerne i Vollsmose som patienter.
De nærmeste læger ligger cirka 4 kilometer væk i nærheden af Odenses bymidte, og det er langt for mange beboere, fortæller Ole Jensen. Han leder Boligsocialt Hus og de boligsociale helhedsplaner i Odense, blandt andet den i Vollsmose.
”Det er en kæmpe sejr for beboerne og en kæmpe glæde for området, at der er kommet en læge,” siger Ole Jensen.
Giver god mening med læge i nærheden
Odense Kommune og Regionsrådet i Region Syddanmark har længe forsøgt at lokke en læge til Vollsmose, blandt andet med kommunalt indrettet lægeklinik. Men ingen læger bed på krogen, og i foråret 2020 var politikerne klar til at opgive forsøget.
Peder Ahnfeldt-Mollerup lagde billet ind på klinikken, da han opdagede, at planen om en lægepraksis i Vollsmose var ved at blive taget af bordet.
”Jeg har taget det op, fordi der ikke har været læge i Vollsmose i 15 år. Det giver god mening, at vi har det, der hedder nærhed i sundhed. At vi har læger, der arbejder i det lokalområde, hvor befolkningen bor,” siger Peder Ahnfeldt-Mollerup.
”Jeg går jo meget ind for, at man siger nærhed i sundhed og lighed i sundhed,” siger han.
Statsministeren tog lægemangel i boligområder op i nytårstale
I nytårstalen 1. januar 2021 kom statsministeren ind på, at mange danskere har svært ved at få deres egen faste læge, også i boligområder. Mette Frederiksen sagde:
”Vi tager også fat på det problem, at alt for mange danskere ikke har mulighed for at få deres egen praktiserende læge. Det gælder særligt på Lolland-Falster, på Vestsjælland, i Nordjylland og i dele af de større byer – blandt andet nogle boligområder i København.”