;

Foto: Signe Schlichtkrull

Foto: Signe Schlichtkrull

GDPR dræbte Velkomstblomsten – men den er stærkt tilbage

20. feb 2020

Nye regler om persondata har fået boligområder til at ændre velkomst af tilflyttere.

 

”Velkommen Sofie”. I den almene boligafdeling Murergården på Nørrebro i København bliver der sagt pænt goddag til nye beboere. Opgangsrepræsentanten sætter en velkomstseddel op i trappeopgangen, forærer den nye beboer en blomst og fortæller om boligområdet. Sådan har det været i adskillige år. Men i 2018 trådte de nye GDPR-regler i kraft. De beskytter personlige data, og derfor måtte opgangsrepræsentanten ikke længere få nye beboeres navne fra DAB, der administrerer Murergården.


”Det er et helt jordnært praktisk problem, der gør det sværere at støtte sammenhængskraften i den almene sektor,” siger Christian Skaurup Jensen, formand for afdelingsbestyrelsen i Murergården på Nørrebro.


I Murergården fandt afdelingsbestyrelsen en løsning på problemet med hjælp fra ejendomsmesteren. Hun møder nye beboere, når de flytter ind, og spørger dem, om opgangsrepræsentanten må byde dem velkommen. Svaret er som regel positivt, hvorefter ejendomsmesteren giver besked til opgangsrepræsentanten.

 

”Vi har opgange med seks forskellige nationaliteter, og det er vigtigt, at man blive budt velkommen. Folk er meget glade for det,” siger Christian Skaurup Jensen.

 

Masser af madbilletter

Antallet af indflytninger er til at overskue for ejendomsmesteren i Murergården, der har 170 lejemål, men så let gik det ikke i Brøndby Strand Parkerne, hvor der bor 8.000 mennesker. Her gik velkomsterne i stå med de nye GDPR-regler.


”Vi har haft en lang periode, hvor vi har ventet på, det kom i gang igen. Så har vi lavet opgangskaffe i stedet for, og det har også været et stort hit,” siger Stine Lund Hansen, boligsocial medarbejder i Brøndby Strand Projektet.


I dag siger Brøndby Strand Parkernes Naboambassadører igen velkommen til nye beboere. De læner sig op ad en vejledning om GDPR-regler som BL udsendte i november 2019. Den fortæller, at en afdelingsbestyrelse kan få oplysning om, hvornår der sker ind- og fraflytninger i de enkelte lejemål, men ikke om beboeres navne. Firkantet sagt må afdelingsbestyrelser kun modtage nødvendige personoplysninger.


Naboambassadørerne klarer sig fint uden at kende nye beboeres navne og uddeler blandt andet madbilletter til beboerhuset.


”Naboambassadørerne ved ikke, hvor mange der flytter ind, men de tager masser af madbilletter med, så der er nok til de nye beboere. Derudover har de også en lille æske chokolade og brochurer med,” siger Stine Lund Hansen.

                            

Styr på GDPR i afdelingsbestyrelsen

Velkomst og indflytning: Afdelingsbestyrelser kan få oplysning om, hvornår der sker ind- og fraflytninger i de enkelte lejemål, men ikke om beboeres navne.

 

Beboerlister: Afdelingsbestyrelser må som udgangspunkt ikke have lister over samtlige beboere i en afdeling med navn, adresse samt eventuelt telefonnummer og mailadresse.

 

Adgangskontrol til afdelingsmøder: En liste med adresser – men uden navn – kan anvendes til adgangskontrol ved afdelingsmøder. Brug evt. sygesikringsbeviset til adgangskontrol, da beboernes adresse står på det. Beboerne kan dække deres navn og CPR-nummer ved fremvisningen.  

 

Hunde og kattetilladelse: Beboeren giver med sin ansøgning om at holde hund eller kat et samtykke til, at der må behandles personoplysninger om beboeren til dette specielle formål. Der er dermed hjemmel til, at afdelingsbestyrelsen evt. kan behandle personoplysninger i den forbindelse. Det er dog som udgangspunkt en opgave for boligorganisationen at godkende hunde- og kattehold.

 

Find BLs vurdering af GDPR her: