;

TrygFonden bakker op om almene familieprojekter

20. apr 2020

Al2bolig og Bo-Vest har modtaget donationer fra TrygFondens sociale akutpulje. De skal gå til lektiehjælp og leg/læring af særligt udsatte børn i de almene boligområder.

 

 

Der kommer hjælp til børn, der er kommet bagud med skolen under corona-krisen, og støtte til udsatte familier. To projekter fra almene boligorganisationer var så gode, at TrygFonden har givet økonomisk støtte.

 

Der var ellers rift om pengene fra Trygfonden i år. Fonden skulle uddele 30 millioner kroner, men måtte lukke ned for ansøgningerne efter bare syv dage.

 

”Vi har oplevet et enormt behov for bidrag til især mindre foreninger og organisationer, også helt lokalt, der har afgørende betydning for, at de mest sårbare i Danmark kan få hverdagen til at hænge sammen i denne tid. Det har været vigtigt for os at få pengene ud at arbejde hurtigt og målrettet de mest sårbare. Det er lykkedes,” siger adm. direktør i TrygFonden, Rie Odsbjerg Werner, i en pressemeddelelse.

 

Den 1. april åbnede TrygFonden for en social akutpulje på 30 millioner kroner. En pulje, der skal gå til sociale indsatser for udsatte og særligt sårbare grupper under corona-krisen. Organisationer og mindre lokale foreninger kunne søge midler i puljen.

 

 

Familier får nu et ekstra tilbud, så deres børn kommer op på niveau, inden de starter i skole igen.

 

Hans Christian Knudsen, boligsocial projektleder i AL2Boligen.

 

Udsatte børn får hjælp

To boligorganisationer var blandt de mange, der fik penge. 

 

Det ene projekt er i det udsatte boligområde, Langkærparken i Tilst. De har modtaget 43.000 kroner fra TrygFondens akutpulje til at ansætte ekstra bemanding til boligområdets lektiecafé. De skal hjælpe med at koordinere lektiehjælp til særligt udsatte elever, som går i 6.-9. klasse.

 

”Bidraget gør, at det nu bliver muligt at samle op på de elever, som er mest udsatte, og som er kommet bagud på pensum på grund af corona-nedlukning af skolerne. Vi har flere sårbare familier i vores boligområde, hvor forældrene er udfordret på at støtte deres børn i skolearbejdet. De familier får nu et ekstra tilbud, så deres børn kommer op på niveau, inden de starter i skole igen,” fortæller boligsocial projektleder Hans Christian Knudsen, Al2Bolig.

 

Al2boligs boligsociale enhed har et godt samarbejde med Tilst Skole, hvor 75 procent af Langkærparkens børn går.

 

Skolens lærere har under nedlukningen fulgt med i, hvilke elever der halter efter på skoleopgaverne.

 

De har udpeget 25 børn fra Langkærparken, som er kommet bagud, og som har ekstra behov for at blive støttet i skolearbejdet. 6.-9. klasserne skal stadig være hjemme, hvor skolens lærere har ikke mulighed for at hjælpe eleverne med at holde fokus på at lave lektier.

 

Skolen har kontaktet de 25 familier og fået samtykke til, at boligselskabet må kontakte dem for at få en dialog om, hvordan de kan hjælpe deres børn i gang med skolen igen.

 

”Vi håber at se mange af de børn, som nu har fået tilbuddet. De skal gerne møde op hver dag. Måske det er mere spiseligt for dem, at lektiehjælperne her ikke er lærere. Får vi mange børn dagligt, er planen at køre både formiddag og eftermiddag – og vi opsøger aktivt dem, som ikke dukker op,” siger Hans Christian Knudsen.

 

Digital læring til familier

Den anden donation er gået til Bo-Vest og et familieprojekt i den boligsociale helhedsplan Greve Nord Projektet. De har modtaget 35.000 kroner fra TrygFondens akutpulje til en indsats, som skal hjælpe boligområdernes udsatte familier med undervisning og leg/læring for børnene.

 

Donationen skal bruges til at udbygge et eksisterende kursus med et digitalt modul. Kurset ”Vejen til forandring” er dialogbaseret og kombinerer børneopdragelse, samfundsforståelse og motivation til beskæftigelse.

 

Se listen over alle donationer her