29. APR. 2020 KL. 12:50

Samarbejde med lokalpolitiet skaber tryghed i Værebro

politimand-i-dialog-med-borgere_foto-kim-matthai-leland.jpg

Politi i dialog med borgere. Foto: Kim Matthai Leland

Er det narkosalg, eller drenge, der hænger ud og keder sig? Borgermøder med politiet har gjort Værebro Park tryggere, og det er ikke længere på listen over udsatte boligområder.

I Værebro Park går det rigtig godt med beboernes tryghed. Blandt andet på grund af et velfungerende kriminalitetsforebyggende samarbejde med lokalpolitiet.

Forleden blev der holdt borgermøde i beboerhuset, en fast del af samarbejdet.

”Det handler om at skabe tryghed og afkræfte eventuelle rygter og bekymringer,” fortæller Klaus Mortensen, politikommissær for Vestegnens Politi.

De har et tæt samarbejde med den boligsociale helhedsplan, kommunen, skoler og klubber i området.

”Vi holder for eksempel et borgermøde hvert kvartal med et par lokalbetjente og såkaldte civile forebyggere, hvor vi fortæller, hvad vi har lavet de sidste tre måneder, og borgerne kan vende de problemstillinger, de oplever,” siger Klaus Mortensen, som også deltager på møderne og har kørt patrulje som betjent i boligområdet.

”Måske mener nogle beboere, at de har set narkosalg i området, som vi kan sætte ind overfor. Men måske er det bare nogle drenge, der hænger ud og som mangler en sportsklub eller et sted at spille musik,” siger han.

Ikke længere ’Udsat boligområde’

Politiet har også et netværk af erhvervsdrivende i Værebro, hvor de mødes hvert halve år, så de har en mere direkte kontakt til politiet, hvis der er udfordringer med tyveri eller ballade.

”Endelig har vi planer om at spille fodbold med de unge i ungdomsklubben en gang om måneden for at skabe en relation og for at vise, at vi også bare er mennesker. Måske går nogle med en drøm om at blive betjent, så kan vi snakke om det. Eller måske er nogle på grænsen til at kriminalisere sig selv, så kan vi også snakke om det.”

”Når vi fortæller, hvad vi laver, og hvad borgerne er en del af, kommer vi langt på det, der hedder Tryghedsbarometeret, hvor folk faktisk føler sig trygge, fordi de ser det reelle billede,” fastslår politikommissæren.

Værebro Park er inde i en god udvikling. Kriminalitet i området er faldende ifølge politiets statistik. Bydelen figurer heller ikke længere på regeringens liste over ’Udsatte boligområder’, der blandt andet omhandler kriminalitet.

”Vi har et godt og rart beboelsesområde her, og vi gør alt for at styrke det gode naboskab og livskvaliteten, og at samarbejde med lokalpolitiet er en naturlig del af arbejdet,” siger Mohammed Hamouti, leder af det boligsociale arbejde i Værebro Park.

“Vi er glade for, at folk fra hele Bagsværd har lyst til at komme og deltage i arrangementer her,” konkluderer Mohammed Hamouti.

Om skribenten

Fik du

læst disse?

Oversigt Kbh BL-direktør: Der er brug for tryghed om ejendomsvurderingerne
Notech Ude Ålegræs i vinduerne: Beboere får bæredygtig isolering
Stinewadskaermunch01 Stine bygger bro og får flere udsatte børn og unge ind i foreningslivet
BL 04994 Ny BL-rapport: Flere vil bidrage til fællesskabet, men ved ikke hvordan
DSF9561 Ny hjemløsereform skal afskaffe langvarig hjemløshed
Se alle artikler ( 2884 )

0

Læseliste