;

Foto: Simon Jeppesen

Foto: Simon Jeppesen

Bo Trivsel stemmer dørklokker: Sundparken skal af ghettolisten

16. okt 2019

Med en opsøgende kampagne vil det boligsociale kontor Bo Trivsel hjælpe borgere med udenlandsk herkomst med at få registreret uddannelser taget i udlandet.


Er du udenlandsk borger, og bor du i et af Horsens' udsatte boligområder, skal du ikke blive overrasket, hvis der i den kommende tid bliver banket på din hoveddør.


”Fortæl os om dit uddannelsesniveau, så du kan undgå at bo i en hård ghetto.”


Umiddelbart et absurd spørgsmål at få, når ens dørklokke har ringet, og man har åbnet sin lejlighedsdør. Men det er faktisk, sat på spidsen og forsimplet, nogenlunde, hvad adskillige beboere i Sundparken, Axelborg, Sønderbro og Sønderport i Horsens vil opleve. Det boligsociale kontor Bo Trivsel har nemlig sat sig for at banke på hos alle beboere med udenlandsk baggrund i boligområderne for at afklare, om beboerne har en udenlandsk uddannelse, som de ikke har fået registreret i Danmark.


Det er væsentligt for et boligområdes status, hvor stor en andel af beboerne der har grundskole som højeste uddannelsesniveau. Er andelen af beboere mellem 30 og 59 år, der kun har gennemført grundskole, over 60 procent, opfylder området nemlig et af fem kriterier for at blive betegnet som en ghetto, skriver Horsens Folkeblad.


I Sundparken, der figurerer på Boligministeriets ghettoliste, har 80,1 procent af beboerne mellem 30 og 59 år ikke højere uddannelse end grundskole ifølge tal fra december 2018, mens andelen på Sønderbro, der ifølge Boligministeriet er et udsat boligområde, ligger på 70,7 procent.

”Men det er ikke et retvisende billede, for vi oplever, at der er mange personer, der kommer fra udlandet med et almindeligt liv og job bag sig, og som har højere uddannelse end grundskole. De har blot ikke fået registreret deres uddannelse i Danmark,” siger Christian Højholt, leder af Bo Trivsel til Horsens Folkeblad.

”Derfor vil vi gerne hjælpe beboerne med at få registreret deres uddannelse og på den måde hjælpe med at skubbe områderne i den rigtige retning. Både for områdernes og for den enkelte borgers skyld,” siger han.


Gode erfaringer fra København

Det er ikke første gang, at man via en kampagne forsøger at få beboere med udenlandske uddannelser registreret i Danmark.

I Bispeparken i København har fsb haft stor succes med at stemme dørklokker. For at finde ud af, om der rent faktisk skjulte sig højtuddannede beboere i området, sendte fsb de boligsociale medarbejdere, der allerede arbejdede i området, ud for at stemme dørklokker, og de erfaringer vil Bo Trivsel tage med sig i deres kampagne.


”Når man kan lykkes med det i København, mener vi også, at vi kan i Horsens. Vi har allerede været ude at lave en stikprøvekontrol, hvor vi henvendte os i to opgange, og her fandt vi seks personer, der ikke havde fået registreret deres uddannelse,” siger han.








 

 

 

Ghettodefinition

Ved et ghettoområde forstås et alment boligområde med mindst 1.000 beboere, hvor andelen af indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande overstiger 50 pct., og hvor mindst to af følgende fire kriterier er opfyldt: 

  1. Andelen af beboere i alderen 18-64 år, der er uden tilknytning til arbejdsmarked eller uddannelse, overstiger 40 pct. opgjort som gennemsnittet over de seneste 2 år.
  2. Andelen af beboere dømt for overtrædelse af straffeloven, våbenloven eller lov om euforiserende stoffer udgør mindst 3 gange landsgennemsnittet opgjort som gennemsnit over de seneste 2 år.
  3. Andelen af beboere i alderen 30-59 år, der alene har en grunduddannelse, overstiger 60 pct. af samtlige beboere i samme aldersgruppe.
  4. Den gennemsnitlige bruttoindkomst for skattepligtige i alderen 15-64 år i området (eksklusive uddannelsessøgende) er mindre end 55 pct. af den gennemsnitlige bruttoindkomst for samme gruppe i regionen.

Kilde: Regeringen.dk

Læs mere

Annonce Annonce Annonce Annonce