21. AUG. 2019 KL. 14:48

INDBLIK: Fritidsjob baner vej for en god fremtid

fritidsjob-i-kolding30.jpg

Alex Tran

Tobias fejer, Sofiya serverer, og Mohamad slår græs. Tre unge, der har fået en hånd af den boligsociale medarbejder i Kolding.

Den tidligere politibetjent Kai Hundrup går målbevidst hen imod viceværternes kontor i det udsatte boligområde Skovparken/Skovvejen-kvarteret i Kolding. Han kender området fra sin tid som leder af politiets forebyggelsessektion i Kolding. Siden 2015 har han lært det endnu bedre at kende som en del af den indsats, han udfører hver dag i tæt kontakt med børn, unge og deres familier.  

Kai Hundrup er boligsocial medarbejder i ByLivKolding, der står for byens boligsociale helhedsplan. Den er et samarbejde imellem boligorganisationerne Alfabo, AAB Kolding, Boligselskabet Kolding og Kolding Kommune.  

Helhedsplanen dækker fire almene boligområder, hvor Skovparken/Skovvejen-kvarteret er det største. Den boligsociale indsats, Kai Hundrup står for, går ud på at give udvalgte 13-17-årige et fritidsjob hos viceværterne og et skub i retning af en fremtid med uddannelse og arbejde.

Det er vitalt, at de får et fritidsjob, fordi især nogle etniske børn har forældre, der aldrig har haft arbejde, og som tit har andre problemer, for eksempel sygdom og diagnoser.

KAI HUNDRUP, BOLIGSOCIAL MEDARBEJDER, BYLIVKOLDING

Forældre arbejder ikke
De unge skal lære at arbejde, så de bliver klar til at tage et fritidsjob i en privat virksomhed. Forskning viser, at unge, der har et fritidsjob, klarer sig bedre i uddannelse og på arbejdsmarkedet. Det er også Kai Hundrups erfaring. Han har haft cirka 45 unge igennem fritidsjobindsatsen, og de er alle videre i andre fritidsjob, uddannelse eller arbejde.  

”Det er vitalt, at de får et fritidsjob, fordi især nogle etniske børn har forældre, der aldrig har haft arbejde, og som tit har andre problemer, for eksempel sygdom og diagnoser,” siger Kai Hundrup.

”De børn og unge er tit på herrens mark, når de starter i fritidsjob, men de lærer, at de har en vigtig funktion på en arbejdsplads. De lærer at komme til tiden, og at der er nogen, der venter på dem,” siger Kai Hundrup.

Tillid og tålmodighed
I viceværternes frokoststue forklarer varmemester Klaus Oxholm, hvordan Skovparkens ejendomsfunktionærer lærer de unge at arbejde.  

”De har faste arbejdstider, og vi har altid opgaver klar, når de kommer,” siger Klaus Oxholm.

De unge skal for eksempel dele affaldsposer ud til affaldssortering i alle boliger, feje spindelvæv af lamperne i parkeringskældrene, samle papir op fra jorden eller tømme områdets skraldespande, der alle skal låses op med en nøgle og have ny sæk sat i.  

På opslagstavlen i frokoststuen hænger et skema, hvor de unge selv skriver på, hvornår de kommer og går. Det sker, at nogle unge skriver en time for meget på, men så får de at vide, at det ikke er i orden.

”Det handler også om, at vi skal kunne stole på dem. Det handler om gensidig tillid,” siger Klaus Oxholm.

”Det sker også især for drenge, at de bliver sendt hjem, fordi de møder for sent. Så tjener de ingen penge den dag. De skal forstå, at der måske står en kollega og venter på dem, og at han ikke kan komme i gang, fordi de ikke dukker op,” siger Klaus Oxholm.

Det er dog ikke værre end, at den unge får chancen for at møde til tiden, næste gang han skal arbejde.  

Nice at tjene penge
De unge er ansat mindst to timer om ugen i et halvt år på en kontrakt, hvor de får udbetalt løn og feriepenge. Derefter hjælper Kai Hundrup dem videre i ordinære fritidsjob i burgerkæder, dagligvarebutikker, bagerforretninger eller hos småhandlende. Han læser gerne deres ansøgninger igennem, kører dem til jobsamtale og skriver en udtalelse, så arbejdsgiverne kan ringe til ham, men det gør de meget sjældent.

”Når de unge først er ude i et ordinært fritidsjob, er de gode til at passe det,” siger han.

En af dem, der er kommet videre, er Sofiya Gullit. Hun er 15 år gammel og har fået sit første ordinære fritidsjob i cafeen i svømmehallen Slotssøbadet i Kolding, hvor hun laver mad, serverer burgere og betjener kunder. Hun husker, hvordan det var at starte på fritidsjobbet hos viceværterne i Skovparken.

”Det var sjovt at arbejde og tjene sine egne penge. Det var nice at blive lidt uafhængig af sine forældre,” siger Sofiya Gullit.

Jeg var ikke så glad for at gå i skole, så det her passer godt. Jeg vil gerne bruge hænderne meget i mit arbejde. Det er rigtigt dejligt.

MOHAMAD EL-ZAHMAD, 17 ÅR, BEBOER I SKOVSPARKEN

Fritidsjobbet hjælper familien
Kai Hundrup tilbyder fritidsjob til de børn og unge, der har mest brug for en hjælpende hånd. Det er typisk børn, hvor forældrene aldrig har været på arbejdsmarkedet – børn, der har det svært i skolen, eller som bor med mor og 5-7 søskende i en treværelses lejlighed. I økonomisk trængte familier er det en stor hjælp, når børnene får et fritidsjob.  

Fritidsjobindsatsen fungerer også kriminalpræventivt. Den kan for eksempel ”redde” drenge med kriminelle storebrødre fra selv at få en kriminel løbebane. Den henvender sig dog ikke til unge, der har begået alvorlig kriminalitet, da viceværterne ikke er uddannet til at håndtere dem.

Fejer og samler skrald
Kai Hundrup rekrutterer blandt andet de unge igennem skoler og klubber, hvor han ofte kommer. For 13-årige Tobias Bæk Hvid Madsen kom tilbuddet om et fritidsjob igennem hans skolelærer.

”Kai havde snakket med min lærer på skolen om, at jeg kunne få et fritidsjob, og jeg ville gerne tjene nogle penge,” siger Tobias Bæk Hvid Madsen.

Han er startet for nylig hos viceværterne i Brændkjær-kvarteret, et andet af områderne i Koldings boligsociale helhedsplan. Foreløbig har han fejet og samlet skrald op. Det praktiske arbejde passer ham godt, fordi han er skoletræt, forklarer han. Lønnen er også vigtig.

”Jeg skal på skoletur i 7. klasse, så nogle af pengene bliver lagt til side til turen,” fortæller han.

Fra fritidsjob til uddannelse
For 17-årige Mohamad El-Zahmad har fritidsjobbet hos viceværterne i Skovparken ført til, at han i dag er i gang med en uddannelse. Han har svært ved de boglige fag, og allerede i folkeskolen fik han fri et par timer om ugen for at arbejde hos viceværterne. Derfor har Kai Hundrup i samarbejde med boligorganisationen AAB Kolding og Kolding Kommune hjulpet ham til at sammensætte en såkaldt EGU-uddannelse, en erhvervsgrunduddannelse, der giver ham kompetencer, han kan bruge som ejendomsfunktionær. Uddannelsen finder sted hos viceværterne i Brændkjær, en afdeling i AAB Kolding.

”Jeg var ikke så glad for at gå i skole, så det her passer godt. Jeg vil gerne bruge hænderne meget i mit arbejde. Det er rigtigt dejligt,” siger Mohamad El-Zahmad.

Han klipper hæk, slår græs, hjælper med at klargøre lejligheder til indflytning og udfører småreparationer. Sideløbende tager han AMU-kurser, for eksempel i kemikalier, elværktøj og sikkerhed.

Hjem til familierne
På torvet i Skovparken hilser Kai Hundrup på et par af beboerne, mens varmemester Klaus Oxholm stiller op til fotografering med et par drenge, der har fritidsjob hos ham, og som tilfældigvis kommer forbi. I et kvarter som Skovparken er mange lejligheder tæt beboet. Søskende deler tit værelse, og børn og unge opholder sig meget udenfor. Her kan de komme i selskab med unge kriminelle, og derfor hjælper fritidsjob og andre boligsociale indsatser børn og unge til at vælge et liv med job og uddannelse.  

Kai Hundrup kommer ofte hjem til familierne og taler især med mødrene om børneopdragelse. Han fortæller dem, at det er vigtigt, at de sørger for, at børnene kommer i skole hver dag og laver lektier. Det er en dialog, mødrene gerne tager.

”Tænk på, hvor langt man kunne nå med den boligsociale indsats, hvis der var mere tid til at opsøge familierne,” siger Kai Hundrup, der på trods af, at han sender mange unge imod en bedre fremtid, nok ikke løber tør for arbejde foreløbig.

...................................



Claus Jensen er indehaver af Jensen Blomster i Kolding, og han har de sidste par år haft omkring 15 unge ansat, der tidligere har været i fritidsjob hos viceværterne i Skovparken/Skovvejenkvarteret. For tiden arbejder syv unge hos ham.

”Mange af dem får deres første ordinære fritidsjob her hos os. De klarer det fint. De vil faktisk gerne lære noget,” siger Claus Jensen.

De unge sætter blomster på plads, vander, fejer og tømmer blomsterspande.

”Vi starter altid med at give hånd, når de møder på arbejde. Jeg kigger på mennesket og ikke på, hvor de kommer fra. De skal have en chance,” siger Claus Jensen.


Fagbladet Boligen nr. 5 - 2019

Om skribenten

Fik du

læst disse?

Oversigt Kbh BL-direktør: Der er brug for tryghed om ejendomsvurderingerne
Notech Ude Ålegræs i vinduerne: Beboere får bæredygtig isolering
Stinewadskaermunch01 Stine bygger bro og får flere udsatte børn og unge ind i foreningslivet
BL 04994 Ny BL-rapport: Flere vil bidrage til fællesskabet, men ved ikke hvordan
DSF9561 Ny hjemløsereform skal afskaffe langvarig hjemløshed
Se alle artikler ( 2877 )

0

Læseliste