Omsorg og landsbysladder

Der er rift om pladserne i seniorbofællesskaber,  og i flere kommuner er der nye på vej.

Flere end 100 mennesker skrev sig på listen som interesserede, da en gruppe aktivister tog initiativ til at lave seniorbofællesskab i Farum Midtpunkt. 20 af dem flyttede ind, da lejlighederne var færdige den 1. april 2015. Alle, bortset fra en 91-årig mand, der døde for nylig, bor der endnu. 

Seniorbofællesskabet Toppunktet blev etableret i forbindelse med den store renovering af hele Farum Midtpunkt, og kommunen lavede plejehjem og rehabiliteringscenter i to af blokkene. Men den øverste etage kunne kommunen ikke finde anvendelse for, og derfor har Furesø Boligselskab to seniorbofællesskaber der. Her bor 20 personer i hver – fordelt på både singler og par.

Jytte Reinwald var en af initiativtagerne, og hun bor i en 78 kvadratmeter stor lejlighed, der egentlig er beregnet til et par. Med til lejligheden hører også en 34 kvadratmeter altan og to kvadratmeter depotrum – og adgang til alle fællesfaciliteterne. Hun betaler 7.200 kroner om måneden, inkl. el, vand og varme. 

Camino og landsbysladder

Hun er begejstret for stedet og fællesskabet og fortæller, at fire af beboerne netop er kommet hjem fra en fælles pilgrimsvandring på Caminoen i Pyrenæerne, og at der er masser af fællesskab og aktiviteter i fællesstuen og hobbyrummet. I sidstnævnte mødes alle om torsdagen klokken 11 for at male eller reparere.

”Eller for at få del i landsbysladderen,” griner Jytte Reinwald.

Flere af beboerne kommer fra lejligheder i Farum Midtpunkt. En anden beboer, Hanne Darre, havde boet her i 70’erne, men flyttede hertil fra en støjfyldt lejlighed i København.

”Jeg havde 16 vejbaner og støj fra metrobyggeriet lige uden for mit vindue,” siger hun. Så da hun hørte om planerne i Farum, var hun straks interesseret. 

Fællesskab

Jytte Reinwald understreger, at man ikke skal flytte i seniorbofællesskab for at få sig en velbeliggende, attraktiv bolig.

”Man skal gøre det for at få et fællesskab,” siger hun, og det fremgår da også af vedtægterne, at man skal deltage i fællesskabet, hvis man bor her. Men der er ingen sanktionsmuligheder, hvis ikke man gør det. På den måde har de samme regler som andre almene boliger.

”Men der er en meget, meget afgørende forskel,” understreger hun. 

”Beboerne skal selv bestemme, hvem de nye indflyttere er, og kommunen skal ikke have indstillingsret,” siger hun, og hun er selv en del af interviewgruppen, der til sin tid skal interviewe dem på ventelisten og afgøre, hvem der passer bedst sammen med den øvrige gruppe. Hun gentager flere gange, at det er den allervigtigste del af regelsættet, for det kan være ødelæggende at få en person ind, der ikke gider hverken fællesspisning eller udflugter.  

Andre regler for håbefulde indflyttere er, at de skal være +50, ikke have hjemmeboende børn, kun et enkelt husdyr og være selvhjulpen. Selv om alle erfaringer siger, at beboere i seniorbofællesskaber holder hinanden raske og i vigør, kan der komme en dag, da man ikke længere kan klare hverdagen, og beboerne skal ikke være hinandens sygeplejersker, selv om de holder øje med hinanden og hjælper, når man har småskavanker.

Forleden dag fik Hanne ondt i brystet, mens Jytte var på besøg. Det gik over med en pille.

”Men det var rart at vide, at Jytte ville kigge ind til mig næste dag,” siger hun. 

Sten udenfor

Lejlighederne ligger på en mere end 110 meter lang gang på blokkens 2. sal. Alle har dør ud til gangen, så det er nemt at observere, hvis der er noget usædvanligt hos en af beboerne.

”Vi har alle sammen en lille sten inden for døren. Den lægger vi ud på gangen, hvis vi er hjemmefra i flere dage. Så bliver ingen nervøse for, om man ligger syg og hjælpeløs,” siger Jytte Reinwald.  

Den lange gang får et hyggeligt, beboet præg, fordi den er fyldt med billeder, bøger og personlige genstande, for to lejligheder deles om en lille, møbleret niche på gangen.   

Ikke kollektiv

De har begge boet i kollektiv, da de var unge. Men dette er noget helt andet, for man har sin egen bolig og sin egen økonomi – men der er indbygget en masse fællesskab i boformen. 

”Når man flytter ind, har man ikke nødvendigvis brug for at nyt netværk. Man har jo sin familie og sine venner. Men det er dejligt at have nogle at være sammen med i hverdagen,” siger Hanne Darre og tilføjer, at det er vigtigt, at seniorbofællesskaberne bliver bygget i et nærmiljø og ikke ude på en mark, så man er en del af livet omkring én og stadig kan være aktiv. 

Byg flere

”Behovet er større end nogensinde,” siger Susanne Palsig, tidligere konsulent i administrationsselskabet KAB. Hun har været med til at etablere fire seniorbofællesskaber i KAB-regi.

Hun bor i Gladsaxe og er nu aktiv i Glad Senior, der arbejder på at oprette et seniorbo­fællesskab i kommunen og gerne i et udsat boligområde, hvor hun vurderer, at sådan et fællesskab kan være en motor i beboerdemokratiet. 

Hun forventer, der kommer mange flere af den slags bofællesskaber, for behovet er der.

”Der kommer flere friske seniorer, der ønsker at forlade deres store boliger og gerne vil flytte i et seniorbofællesskab,” siger hun. 

Susanne Palsig opfordrer de almene boligforeninger til at etablere flere fællesskaber og til at arbejde for, at boligforeningens egne beboere kan få førsteret til dem.

”Det vil jo også frigøre boliger til andre,” understreger hun.


Fagbladet Boligen nr. 6 - 2018