Indblik: Det handler om polstring

Basel-komiteen har ingen formel politisk magt, men kommer alene med anbefalinger og ofte af den ganske detaljerede type for at sikre et velfungerende og stabilt finansielt system i verden. I praksis er det således, at mange lande over hele verden indretter sig efter komiteens anbefalinger, men de gør det på lidt forskellig måde. I USA er det typisk således, at kun de allerstørste finansielle aktører følger komiteens anbefalinger, hvorimod man i EU-området typisk implementerer retningslinjerne hos alle finansielle aktører fra lokale sparekasser til de største banker.

Formelt er proceduren i EU, at Europa-Kommissionen skriver retningslinjerne fra Basel ind i enten forordninger eller direktiver, som drøftes af ministrene i alle EU-lande, som er ansvarlige for den finansielle sektor. Når de er enige om, hvordan EU-reglerne skal se ud, forelægges de Europa-Parlamentet til vedtagelse. Når reglerne er fastlagt i EU-regi, bliver de implementeret i national lov i medlemslandene.

Polstring efter finanskrisen
Basel-komiteen er over årene både kommet med forslag til stramninger og lempelser på det finansielle marked. I årene op til finanskrisen, hvor det hele gik over stok og sten på de finansielle markeder, kom komiteen faktisk med visse retningslinjer til lempelser, hvilket i sig selv bidrog til opturen. Dette er komiteen senere blevet kritiseret for, og erfaringerne fra finanskrisen har utvivlsomt gjort Basel-komiteen endnu strammere i sine retningslinjer for at forebygge, at der kommer endnu en finanskrise.

De nye anbefalinger til stramninger – det, der kaldes de såkaldte Basel IV krav – var ventet i december sidste år. Så blev de udskudt til starten af januar i år, og senere er der kommet flere udskydelser. Ingen har således set de nye anbefalinger endnu, men selv fra et så hermetisk lukket forum som møderne i Basel-komiteen kommer der rygter, og de peger klart på store stramninger. Det betyder anbefalinger om, at de finansielle institutter skal polstres væsentligt mere, og dermed stiger låneomkostningerne væsentligt.

Den danske model
Den danske model til finansiering af fast ejendom er realkreditsystemet. Det har det snart været i 300 år, og systemet har i alle årene været robust. Obligationskøberne har ikke tabt penge, og låntagerne har haft adgang til meget billige lån. Derfor er realkreditsystemet også det altdominerende i Danmark. Imidlertid er finansieringssystemerne markant anderledes i de andre europæiske lande, og i europæisk målestok er realkreditsystemet i Danmark meget lille og meget forskelligt fra det, man kender i de andre lande.

Det kan derfor være vanskeligt for Danmark at overbevise Basel-komiteen og EU-Kommissionen om, at det danske realkreditsystem er robust i sig selv og ikke kræver mere polstring. Og det er endnu sværere at overbevise om, at den særlige del af den danske realkredit, der yder lån til den almene sektor, er endnu mere robust, ikke mindst på grund af Landsbyggefondens rolle som finansiel bagstopper.

Robust almen sektor
Den almene sektor i Danmark er funderet på en særdeles robust finansieringsmodel, hvor der i praksis aldrig opstår tab, hverken for realkreditinstitutterne, for kommunerne eller for beboerne. Den væsentlige forklaring på dette er Landsbyggefonden, som har mulighed for at støtte boligafdelinger, som er kommet ud i økonomiske problemer.

Det betyder, at der i praksis er 100 procent sikkerhed for realkreditlån, og de kommunale garantier kommer i praksis aldrig i spil.

Vores absolut stærkeste kort i argumentationen, for at der ikke kræves ekstra polstring for udlån til almene boliger, er, at Landsbyggefonden og det solidariske princip bag netop udgør denne polstring. Og den har i praksis igennem 50 år vist sig uhyre robust.

Alliancer i Europa
Hvis der for alvor skal lyttes til de danske synspunkter om, at det er så godt som risikofrit for realkreditten at låne ud til almene boligorganisationer – og at der derfor slet ikke er behov for ekstra kapitalpolstring – er det derfor helt nødvendigt at skabe alliancer med andre europæiske lande og organisationer, som kan støtte vores argumentation.

BL har derfor taget initiativ til, at vores europæiske samarbejdsorganisation, Housing Europe, har dannet en task force omkring de kommende Basel-retningslinjer. Her arbejder vi tæt sammen med bl.a. vores tyske og franske kolleger, og vi har tæt samarbejde med den Europæiske Organisation af Realkreditinstitutter, den danske Finans Danmarks afdeling i Bruxelles samt den danske realkreditsektor.

Mudret politisk billede
Det politiske billede på verdensscenen er mudret med en amerikansk præsident, der i hvert tilfælde retorisk vil isolere USA og nedtone engagementet i internationale organisationer. London, som er et verdenscentrum for finansielle institutioner, er ved at melde sig ud af EU. Og i skrivende stund et fransk præsidentvalg, som også er et valg om det europæiske samarbejdes fremtid. Dette politiske billede har utvivlsomt forsinket Basel-komiteens arbejde, og det påvirker selvfølgelig også Europa-Kommissionens indstilling.

På et møde med direktøren for Det finansielle generaldirektorat i Europa-Kommissionen har BL præsenteret beregninger, der viser, at nye Basel-retningslinjer kan føre til væsentlige huslejeforhøjelser for de laveste indkomster. Det gav anledning til bekymrede miner, for i disse EU-skeptiske tider er der næppe brug for nye EU-regler, der øger leveomkostningerne og slet ikke for de svageste grupper af EU’s borgere.

Helt tilsvarende bekymring må man forvente i Europa-Parlamentet. Men den store risiko er, at kompleksiteten i de nye finansielle regler bliver så høj, at det bliver meget vanskeligt at gennemskue de konkrete konsekvenser for fx huslejerne. Derfor planlægger BL i samarbejde med Finans Danmarks Bruxelles-kontor og Housing Europe et arrangement i Europa-Parlamentet, hvor parlamentarikerne orienteres om den almene sektor og de mulige effekter af nye Basel-retningslinjer.