Hvor der før lå tre blokke med sygeplejeboliger, opfører Domea Odder nu tre punkthuse med 36 boliger. Projektet er en udløber af, at Odder Sygehus blev nedlagt i 2009, og at området indrettes med en række sundheds-, erhvervs- og kulturaktiviteter under navnet Vita Park. I yderkanten af området lå sygeplejeboligerne, som var fra 1952 og ikke blev betragtet som værd at bevare. De blev nedrevet, og i stedet begyndte Domea Odder i november at opføre sit nybyggeri i tre etager, tegnet af Ginnerup Arkitekter.