Indblik: Her er hjælp til bil og computer

Der er stor efterspørgsel på seniorbofællesskaber. Konsulent i Ældre Sagen, Margrethe Kähler, forklarer det med, at det er 68-generationen, skilsmissegenerationen, for hvem familien ikke fylder så meget, der nu er ved at blive pensioneret. Mange af dem har erfaringer fra kollektiver og er interesseret i et liv i fællesskab med andre – også når de forlader arbejdsmarkedet. Hun vurderer, at der er oprettet over 300 bofællesskaber for ældre. Det samlede tal kendes ikke, for der er tale om individuelle boliger, der som minimum har lokaler til fællesspisning og andre aktiviteter.

”Og om man kalder dem oldekoller eller seniorbofællesskaber er ligegyldigt, for der er tale om det samme,” siger hun og understreger, at der ikke er tale om egentlige kollektiver, for beboerne har alle deres egne boliger og selvstændig økonomi, men de ønsker et mere forpligtende fællesskab, end man har i en almindelig opgang eller villavej.

Holder os raske

Margrethe Kähler kalder seniorbofællesskaberne en genial opfindelse. Hun henviser til flere undersøgelser, der viser, at helbred og sociale relationer er forbundne. 68 procent af beboerne i seniorbofællesskaber vurderer selv deres helbred som godt eller meget godt. Kun seks procent kalder deres eget helbred dårligt.

”Mennesker med stærke relationer har normalt et bedre helbred og bliver mindre syge end folk med svage sociale relationer. Desuden kommer de sig hurtigere oven på sygdom,” siger hun og fremhæver, at det giver tryghed og nærhed til andre mennesker.

”Her kan man undgå ensomhedens forbandelse og samtidig bevare sin selvstændighed og integritet,” siger hun.

I bofællesskabet Asbo i Odsherred gennemførte Lejerbo en tilfredshedsundersøgelse, da fællesskabet var 11 år gammelt. 85 procent havde ofte følt sig ensomme, inden de flyttede ind i fællesskabet, men kun 10 procent følte sig ensomme, efter de var flyttet til Asbo.

Ingen var utilfredse med at bo der, og beboerne mente, at deres helbred var bedre, end det var 11 år tidligere. SOLIDARISK

Naboskab

Også forfatteren Max Pedersen, der har skrevet bogen ”Det store eksperiment” om hverdagsliv i seniorbofællesskaberne, siger, at mange ældre gerne vil bo på den måde, selv om det kræver en del overskud at indgå i den slags fællesskaber. Han understreger, at folk ikke skifter til en ny livsstil, for der er ikke tale om kollektiver, men om at man etablerer et mere solidarisk naboskab, hvor man hjælper hinanden med praktiske ting, men ikke med penge eller personlig pleje.

”I de bofællesskaber, jeg har besøgt, er der masser af eksempler på, hvordan man hjælper hinanden. De, der har bil, kører for andre, man får hjælp til at sætte hylder op, hente havemøbler frem – og kvinder får hjælp til deres biler. Hjælp til computer og mobiltelefon er også meget brugt. Beboerne vil som regel gerne fællesskabet, og fællesspisningerne er populære. Her møder omkring 80-90 procent op, når der bliver serveret i fælleshuset."

Han fremhæver også, at det naturligvis ikke er konfliktløst at bo i et seniorbofællesskab, men at selv om man skal have vedtægter, skal man være påpasselig med at lave for strenge adfærdsformuleringskrav. Personstridigheder og klikedannelse kan være kilde til kontroverser.

”Kun 5-6 procent har boet i bofællesskab før, og de fleste er opmærksomme på, at fællesskabet ikke må blive for omfattende. Man skal ikke sidde lårene af hinanden."

Han forestiller sig, at der med tiden vil komme flere elementer af fællesskab i denne boform. Han bemærker for eksempel, at der endnu ikke findes delebiler blandt beboerne. Der er tale om en rationel måde at tilrettelægge sin alderdom på, så man ved, at ægtefællen har gode omgivelser, hvis man selv dør først.

Mest søgt af kvinder

Ifølge Max Pedersens undersøgelse, der ligger til grund for bogen, er over 95 procent tilfredse med boformen, kun få er flyttet, og kun 1-2 procent overvejer at flytte. Det er færre end i andre boformer.

Han – og mange andre – undrer sig over, at der findes så få enlige mænd i bofællesskaberne. Mange enlige kvinder vælger bevidst boformen. Mændene er der derimod typisk, fordi de flytter ind sammen med deres kone – ofte på hendes initiativ – og bliver boende, når hun dør. 62 procent af beboerne er kvinder, 38 procent er mænd.

”Man burde virkelig gøre noget for at få flere mænd med på ideen,” siger Max Pedersen.

Han mener, de har brug for fællesskabet. Men de fleste mænd kan bedre forestille sig et liv alene, og de er som regel ikke utrygge ved at bo alene. Max Pedersen siger, at kommunerne har meget forskellige holdninger til seniorbofællesskaberne.

”I København og Nordsjælland er man blevet mere positivt indstillet over for dem, fordi de boliger, beboerne forlader, kan overtages af unge børnefamilier,” siger han.

Nogle kommuner vurderer også, at fællesskaberne potentielt kan nedbringe presset på de offentlige udgifter, fordi fællesskab og netværk holder de ældre raskere. Det er en boform med indbygget netværk, naboskab – og ofte også venskab.

”Det har en dokumenteret positiv effekt på helbredet.”

Flest almene fællesskaber

Når flertallet af bofællesskaberne er i almene boliger, skyldes det, at den almene sektor har været en vigtig drivkraft som innovator og været aktiv i at etablere studiekredse for interesserede.

”Men den almene sektor har også skullet æde nogle kameler undervejs, for det har været nødvendigt at acceptere, at man ikke følger den almindelige venteliste,” siger han.

Boligselskabet kan godt føre ventelisten, men det er beboerne, der bestemmer, hvem der skal have en ledig lejlighed.

”Det er nødvendigt, for den sociale bæredygtighed afhænger af, at folk kan fungere sammen,” siger han.