Indblik: Halle Neustadt - en socialistisk modelby

Der bliver stille, når man forlader den store hovedvej i Halle Neustadt. Hovedvejen løber hele vejen igennem det store område og forbinder det med byen Halle imod øst, små fem minutter væk i bil.

Vejen summer med larm fra biler, lastbiler og sporvogne, men bevæger man sig længere ind i området, ind imellem de store firkantede boligblokke, bliver der stille.

Da Halle Neustadt blev opført i 1967, var byen et eksempel på en velfungerende socialistisk modelby – en by, hvor der var plads til titusindvis af arbejdere, der levede et godt liv i lighed og broderskab, og hvor gaderne summede af liv.

”Her stod der engang fem højhuse med omkring 250 boliger i alt,” fortæller Guido Schwarzendahl, direktør i boligkooperationen Bauverein Halle & Leuna eG.

Med en armbevægelse henleder han opmærksomheden på et tomt stykke jord, mindre end en fodboldbane, der nu er overgroet med højt og vintervissent græs. 

I horisonten kan man se flere højhuse, der giver én en idé om, hvordan de fem højhuse må have set ud. Høje, kompakte og anonyme bygninger.

”De her bygninger rev vi ned for snart 10 år siden. Der var ikke så mange lejere i dem, så vi fik dem genhuset i andre bygninger i området.”

Han bevæger sig hen på en lille sti, der fører ned til en lukket skole. Skolen, der engang var lige så stor som de mange boligblokke, den står iblandt, og hvor mange af Halle Neustadts børn i massevis rendte rundt i gangene, er i dag en ruin.

Skolen har været lukket i mange år – der var ikke nok elever til både den og andre skoler i området. Guido Schwarzendahl må hæve stemmen for at overdøve gravkoen, som langsomt fjerner murbrokkerne fra det, der engang var midten af skolebygningen.

”Skolen er ikke vores, den tilhører byen. Men vi er glade for, at den nu bliver revet ned. Det er jo ikke rart for vores lejere at bo ved siden af en faldefærdig ruin.”

Befolkningstab på 100.000 indbyggere

Halle Neustadt var en selvstændig by, indtil den i 1990 blev integreret som en del af den østtyske by Halle, der ligger knap 150 kilometer fra hovedstaden Berlin. Målt på indbyggertal er Halle den største by i delstaten Sachsen- Anhalt.

”Da Øst- og Vesttyskland blev genforenet i 1989, havde Halle sammen med Halle Neustadt næsten 330.000 indbyggere. I dag har vi mistet omkring 100.000 af de indbyggere. Og selvom vi i de seneste år har oplevet en lillebefolkningstilvækst af unge mennesker, er det stadig et faktum, at vi har mistet næsten en tredjedel af befolkningen,” fortæller Guido Schwarzendahl.

Under DDR-regimet var Halle en vigtig by med en stærk kemikalie-industri. To af det gamle Østtysklands største kemikaliefabrikker lå nær Halle – Bunawerke og Leunawerke – og tilsammen beskæftigede de næsten 60.000 arbejdere. I efterkrigstiden var der mangel på boliger, så for at give de mange arbejdere et sted at bo byggede man i 1967 Halle Neustadt.

Da Tyskland blev genforenet, og de to kemikaliefabrikker ikke længere leverede varer til Sovjetunionen, forsvandt størstedelen af Halles industri. I dag er der kun ansat omkring 10.000 medarbejdere – altså et tab på omkring 50.000 arbejdspladser. Størstedelen af Halles befolkningstab kom fra byen, hvor mange af kemikaliearbejderne boede – Halle Neustadt.

Fokus på koncentration af lejere

På trods af at bygningerne er bygget kompakt, kan man stadig ane, at der om foråret og sommeren er mange grønne områder overalt i Halle Neustadt.

Kun en gang imellem ser man et glimt af fodgængere – en dame, der er ude at gå med sine hunde, eller en ældre mand, der er ude at spadsere. I det såkaldte ”træfpunkt” i Halle Neustadt, der til en vis grad kan sammenlignes med aktivitetscentre i Danmark, er der tomt.

Træfpunktet er ment som et sted, hvor primært de ældre lejere i området kan mødes, være sociale og dyrke forskellige aktiviteter sammen. Der er blandt andet et madlavningshold og et håndarbejdshold. Men i dag ligger gangene øde. Guido Schwarzendahl kører forsigtigt ind på en lille parkeringsplads foran en af de mange store boligblokke.

”I vores boligkooperation har vi som sagt forsøgt at koncentrere vores lejere i bygninger som den her,” fortæller Guido Schwarzendahl og vinker til en ældre beboer, der nysgerrigt kigger ned fra sin altan.

”I stedet for at have vores beboere spredt i mange forskellige bygninger, har vi forsøgt at genhuse dem og samle dem. På den måde kan vi rive de nu tomme bygninger ned, og de eksisterende bygninger bliver fyldt op med lejere.”

Han fortæller, at de ved at samle lejerne i færre bygninger også har haft nemmere ved at modernisere de tilbageværende bygninger. Bygningerne i Halle Neustadt er præfabrikerede bygninger fra 1960’erne, og specielt op igennem 1990’erne havde mange af dem brug for en kærlig hånd. I dag er de fleste af Bauverein Halle & Leuna eG’s boliger moderniseret.

Facaderne er renoveret, elevatorerne i bygningerne forbedret, og kigger man ud over området, kan man også se, at nogle af bygningerne har fået en smule maling af forskellig farve i et forsøg på at adskille dem en smule fra hinanden.

Bygningen, som ingen vil have

De fleste af de faldefærdige, tomme boligblokke er revet ned, men én står stadig tilbage. Vinduerne er ødelagte, facaden krakelerer og er dækket med graffiti, og bygningen er forladt. Den står hverken til at blive revet ned eller renoveret. Guido Schwarzendahl sætter farten ned, mens han kører forbi den.

”Det er en bygning med et dårligt ry her i området. Den tidligere ejer gad ikke have noget med den at gøre, og inden ejendommen overgik til byen, afskar han sig fuldstændig fra al kommunikation – både med byens administration og de tidligere lejere.”

Bygningen har været forladt i mange år nu, og hvert år forsøger man fra byens side at sælge den. År efter år bliver prisen reduceret en smule i forsøget på at finde en køber. Bygningen ligger lige ud til den store hovedgade, tæt på en af de sporvognsstationer, der løber igennem Halle Neustadt og ind i Halle centrum.

På mange måder ligger bygningen tæt på hjertet af den gamle socialistiske modelby. Ingen har endnu været interesserede i at købe den.