Foto: Colourbox

Foto: Colourbox

Kun beboere dømt for narkobesiddelse smitter af på naboerne

26. mar 2019

De dømte for vold, indbrud og narkotikasalg gør ikke deres naboer mere kriminelle, viser videnskabeligt studie af boligplacerede unge i København.

 

Blandt fagfolk og beslutningstagere er der bred enighed om, at når det kommer til kriminalitet, så har det stor betydning, hvor du bor. En almindelig ung mand vil altså, siger snusfornuften, have større chance for at ende i kriminalitet, hvis han bor i et uroplaget udsat boligområde, end hvis han bor i et ressourcestærkt parcelhuskvarter.


Men ifølge Gabriel Pons Rotger, seniorforsker ved Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd (VIVE), findes der faktisk kun meget begrænset belæg for, at den såkaldte ”naboeffekt” er en realitet.


Det er nemlig særdeles svært at skille den effekt, som naboer har på en persons kriminalitet, fra alle de andre faktorer, der spiller ind, når en person ender i kriminalitet. I et ny studie, som Gabriel Pons Rotger står bag, og som er blevet udgivet i det videnskabelige tidsskrift Journal of Economic Geography, er det dog rent faktisk lykkedes at isolere ”naboeffekten”.


Og det studie peger på, at det kun er kriminelle dømt for besiddelse af euforiserende stoffer, som har en afsmittende effekt på deres naboer. De, som er dømt for henholdsvis vold, salg af euforiserende stoffer og for indbrud og tyveri, har i studiet ikke haft indflydelse på deres naboer.


”Vores studie siger ikke noget om årsagen til, at det lige netop er den gruppe, der smitter af på deres naboer. Men mit bud er, at narkoen, udover at være populær blandt kriminelle, også har et socialiserende aspekt. For at kunne have en ’naboeffekt’ skal der være en vis kontakt imellem beboerne, og det er noget, som skabes af narkotika,” siger Gabriel Pons Rotger.

 

Udsatte lettest påvirkelige
Konklusionerne bygger på en analyse af 2.230 udsatte unge, som fik anvist en bolig af Københavns Kommune imellem 2009 og 2012. Ved hjælp af de offentlige registre er forskerne kommet frem til, hvor mange og hvilken type af kriminelle som i forvejen boede i de ejendomme, som de unge blev anvist til.


Nogle af de anviste unge var tidligere hjemløse, andre havde psykiske problemer, og andre igen var dømte for kriminalitet. Fælles for dem alle var dog, at de af Københavns Kommune var vurderet til at være så udsatte, at de kunne få adgang til en bolig via kommunens anvisningsret.


Og det, at de boligplacerede i forvejen var udsatte, gjorde dem ifølge Gabriel Pons Rotger også lettere påvirkelige af kriminelle i deres opgang.


”De effekter, vi fandt, var tydeligst blandt de unge, som havde begået kriminalitet før. Så det er sandsynligt, at hvis de unge ender i nogle ejendomme, hvor der er et stofmisbrugsmiljø, så er det lettere for dem at komme i kontakt med stoffer. Og da der er tale om unge med en lav indkomst, så er det også sandsynligt, at de bliver tvunget til at begå anden kriminalitet for at have råd til at opretholde deres stofmisbrug,” siger Gabriel Pons Rotger.


Giver bedre vidensgrundlag
Tidligere er ”naboeffekten” også blevet påvist i et studie, der kiggede på flygtningefamilier og vold. Her blev det demonstreret, at de kommuner, som havde flest unge dømt for vold, også var de kommuner, hvor flygtningefamiliernes børn havde størst chance for at blive kriminelle, når de voksede op.


Men hvor den undersøgelse observerede effekten på kommuneniveau, går Gabriel Pons Rotgers nye studie helt ned på den enkelte ejendom. Det gør, at den nye undersøgelse i langt højere grad undersøger effekten af de naboer, som bor lige ved siden af, og ikke kun dem, som bor i samme byområde. Undersøgelsen bidrager derfor ifølge Gabriel Pons Rotgers med noget, der ikke er observeret før.


”Vi mener, at det er ny viden, som vi kommer med. Det har vi kunnet nå frem til, fordi boligplaceringen i København foregår på en unik måde. Man bruger nemlig noget software, som allokerer de unge helt tilfældigt. Tilfældigheden gør det muligt at studere en gruppe borgere, som er ens på de fleste parametre, men hvor den store forskel er, hvor i byen de bor,” siger Gabriel Pons Rotgers.


Den nye viden er vigtig, fordi den giver et mere solidt vidensgrundlag, når man vedtager lovgivning og iværksætter tiltag, der skal sikre mere socialt blandede byer.


”Det er meget svært fuldstændigt at isolere ’naboeffekterne’. Så det, at vi har kunnet påvise denne specifikke ’naboeffekt’ imellem udsatte unge og kriminalitet i deres ejendom, det gør også, at det er mere sandsynligt, at der også findes andre tilfælde, hvor naboerne har en effekt,” siger Gabriel Pons Rotger.

 

Bør bruges i fremtiden
Den beviselige forskel i, hvordan unge klarer sig, alt efter hvilken bolig de ender i, mener Gabriel Pons Rotger også, at man bør overveje, når man boligplacerer i fremtiden.


”Jeg ved ikke, hvordan Københavns Kommune eller andre kommuner har reageret på vores resultater, men jeg håber, at den nye viden får en betydning. Det er jo meget uheldigt, hvis nogle unge ønsker at slippe væk fra deres tidligere kriminalitet, men så havner i det igen, fordi de får kriminelle naboer. Det kan også have store konsekvenser for samfundet,” siger han.


Og disse negative konsekvenser mener Gabriel Pons Rotger, at man bør forsøge at undgå. Med udgangspunkt i resultaterne er han således kommet frem til en klar anbefaling til Københavns Kommune og til andre kommuner, der måtte være interesserede.


”Jeg ville anbefale, at man i højere grad hører efter, hvis de unge siger, at de gerne vil væk fra et stofmisbrugsmiljø. Hvis de siger det, bør man sørge for at placere dem et sted, hvor der ikke i forvejen bor nogle med en kriminel baggrund,” siger Gabriel Pons Rotger.


Han understreger dog, at det ikke er helt så simpelt, som det lyder. Københavns Kommune har nemlig ikke adgang til andre beboeres kriminalhistorie, så skulle hans råd iværksættes, ville det kræve et tæt samarbejde med politiet.