Foto: Jørgen Jørgensen

Byen flytter på landet

09. mar 2019

Fagbladet Boligens arkitekturanmelder, Nathan Romero Muelas, besøger AL2boligs 40 almene boliger på Lisbjerg Bakke i Aarhus. Byggeriet får ­arkitekten til at tænke på fremmede lande – herunder Schweiz.


Man bliver en smule skeptisk, når en arkitektkonkurrence nu til dags benævnes ”fremtidens ... alt muligt”: huse, skyskrabere, byer. Der har før været perioder i arkitekturhistorien, der har frembragt visionær arkitektur, som for eksempel den imellem de to store krige. Desværre blev nogle af drømmene fra 1920’erne senere til 1970’ernes umenneskelige byers mareridt. I dag sker fremskridtene på en lidt anden måde. Mere end store forandringer er der tale om en gradvis udvikling, ofte af teknisk karakter. 

Husgavle set fra det fælles haverum


Således lancerede Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter i 2013 den åbne arkitektkonkurrence om ”Fremtidens bæredygtige almene boliger i Danmark.” En meget ambitiøs og vigtig konkurrence, ikke kun i Danmark, mange andre lande deltog også. I Lisbjerg er resultatet af et af vinderprojekterne nu ved at være færdigt.Fagbladet Boligen har skrevet om det før og vil nok gøre det igen: lejligheden fortjener det.

Forbindelse imellem husene.

Tegnet ud af boksen: 26 nye rækkehuse i Frederikssund

Et bredere syn på bæredygtighed 
Bæredygtighed er et vigtigt element i arkitekturen, men kun når det tekniske og kvantitative går hånd i hånd med den æstetiske og sociale dimension. Hvis en bygning, udover at bekæmpe hullet i ozonlaget, ikke gør vores liv og vores omgivelser bedre og smukkere, får vi en dårlig arkitektur med gode hensigter.


Boligbyggeriet i Lisbjerg er faktisk ganske smukt. Det er et godt bud på fleretagers bygningsblokke i træ, som ellers ikke er ret almindelige i Danmark; selvom der findes nogle eksempler i vores nabolande.


Der er ikke meget futuristisk over byggeriets udseende. Heldigvis, kunne man tilføje. Men alligevel er det anderledes: den lille træ-landsby har sin egen markante karakter.   


Imens jeg nærmer mig husene, kommer jeg til at tænke på fremmede lande, måske Schweiz. Er det træet? Er vi så vant til mursten, at godt gammelt træ er blevet en sjældenhed? Nej, ikke kun. Det er saddeltagenes store udhæng, det er bygningernes bastante og enkle geometri, og det er den måde, de er placeret i det ikke så danske, kuperede terræn. Men ja, også træet, som fremstår nøgent og ubehandlet. At lade bygningerne patinere med tiden er en del af arkitektens idé om bæredygtighed: hvorfor male træet med giftig maling, når man kan lade det ånde og samtidig gøre genbrug lettere og billigere? Men der er også et æstetisk valg på spil: der er noget ædelt og ærligt ved et hus, der ændrer sig med alderen.

 

Lyset lukkes ind 
Den maleriske bakkelandsbys atmosfære er vældig attraktiv, som vi går der på hovedgaden, der fører ned imod de grønne sportsområder ved Lisbjerg Skole. Byggeriet består af seks træhuse på imellem 3 og 4 etager, der fordeler sig langs denne hovedgade, som vrider sig og skaber mellemrum og små pladser imellem husene.


Charmen går dog lidt af, når vi kommer på afstand. Set nedenfor bakken og op, synes byggeriet mere stift, med en lang bygningskrop, der blokerer udsigten fra syd over området. Årsagen til dette kan være den kommende udvikling og behovet for at skabe et mere regelmæssigt gadeforløb. 


Indenfor fremstår lejlighederne decideret åbne og rummelige. Arkitekterne har sørget for en løsning, som giver frihed til at sætte vægge op eller tage ned efter behov. Store, høje vinduer åbner lejlighederne for det rullende grønne landskab udenfor, og lyset strømer ind og kærtegner træets varme overflade, lavet af krydslamineret tømmer (CLT) og ludbehandlede bræddevægge.  

 

Fremtidige fællesskaber
Vandkunsten – arkitekterne, der har tegnet disse boliger – har tidligere vist, at de mestrer den bløde, gradvise overgang imellem det offentlige og det private. For eksempel, hvis vi husker tilbage på deres tæt-lav-boligbyggerier fra 1970’erne, var bilerne altid henvist til steder længere væk. 


Dengang var biler forbrugsdæmoner eller i hvert fald et nødvendigt onde. I Lisbjerg bliver biler set på med en vis naturlighed, og de har fået plads i små lommer imellem husene. Men den dag, vi er på besøg, er det centrale fællesområde optaget af mange biler, meget tæt på boligerne. Fra naturlighed og til at invitere bilen ind i stuen er der bogstaveligt talt i dette tilfælde ét skridt. Men ved en efterfølgende gennemgang af projektets dokumentation bliver jeg klogere: I en fase-to-bebyggelse vil der være en ”bygade”, som vil omkranse det fælles frodige haverum, der i dag er koloniseret af biler. Dette fællesrums udformning, og også de små pladser imellem bygningerne, er vigtige i den overordnede strategi for at skabe fællesskaber.  

 

Nye tekniske muligheder
I overensstemmelse med konkurrencens ambitioner er der udført en hel del forskning inden for træbyggeteknik på disse bygninger. Arkitekterne har udviklet et søjlebjælkesystem i limtræ, en hybrid træstruktur, som inkluderer stål og beton, når det er nødvendigt. Søjlebjælkesystemet giver en højere grundplansfleksibilitet end bærende betonvægge. Det tillader for eksempel de interessante cykelparkeringer, skåret ud af bygningernes hjørner, og det giver også frihed med vinduernes placering. Strukturen bruger boltsamlinger, der tillader fremtidig afmontering og genbrug af byggematerialerne. Facaden er beklædt med lodrette planker af ubehandlet rødgran, undtagen omkring vinduerne, hvor plankerne er placeret vandret. Dette giver en subtil variation i den overordnede træsammenhæng.

 

Den rå elegance
I den bedste arkitektur kan den konstruktive detalje blive dekorativ. Nogle gange kan skønheden udspringe fra løsningen af et praktisk behov. Dette er tilfældet her med de store udhæng, der beskytter træfacaderne. Og også med de vandrette vandnæser, der – som en gammeldags gesims – adskiller hver etage visuelt, men som samtidig beskytter toppen af træplankerne. Disse vandnæser harmonerer også med nedløbsrørene og vinduernes aluminium. Tilsammen tilføjer alle disse detaljer raffinement til byggeriets ellers bastante udtryk.


Jeg synes, disse boliger har opnået en vanskelig balance imellem råhed og elegance. Som en jakke gjort af det bedste linned, der ikke skal stryges, og som hænger løst på kroppen og tillader enhver bevægelse.