Foto: Jørgen Jørgensen

Foto: Jørgen Jørgensen

Tilbage til begyndelsen

16. jul 2019

Tinggården satte mange ting i gang i dansk arkitektur:
selvbyggeri, beboerindflydelse, nærdemokrati. Fagbladet Boligens arkitekt, Nathan Romero Muelas, besøger Tinggården i Herfølge. 

For ikke så længe siden bevægede arkitekturen sig i bølger, der kunne vare i flere år:

”funktionalisme”, ”hightech”, ”postmodernisme”, ”de­konstruktivisme” – for blot at nævne et par eksempler. I dag er bølgerne kortere og hurtigere, skubbet af vinden i alle retninger. Men da Tinggården blev bygget i 1978 – efter SBI’s idékonkurrence fra 1971 om tæt/lave bosætninger – fulgte de arkitektoniske tendenser stadig dette langsomt ondulerende mønster.

Tinggården repræsenterer et dobbelt oprør. For det første var det en reaktion imod ”betonhønseburene”, dvs. de store industrialiserede højhuse fra 1960’erne, der nok opfyldte boligbehovet, men ofte var triste og fremmedgørende. Og for det andet var det en reaktion imod et lidt træt, om ikke direkte kedeligt, forstadsparcelhuslandskab.


Tinggårdens farvepalet.

Progressiv arkitektur eller eskapisme?
Det selvgroede og landsbycharmen harmonerede så godt med den libertarianske ånd, der herskede i 1970’erne, at succesen var umiddelbar, og boligerne blev udlejet med det samme. Men der var dengang (og stadigvæk i dag) en vis modstand imod projektet. Adjektiver som nostalgi, populisme og romantik dukker fortsat op, når man taler om Tinggården. Og dog virker det til, at man med årene er nået til enighed om den høje kvalitet af byggeriet. Mange aspekter af tidsånden fra 1960’erne og begyndelsen af 1970’erne ses sikkert i dag som en form for eskapisme: Man ville væk fra byen, som var roden til alt det onde, og ud til den landlige forstadsutopi. Men disse huse havde noget, der har holdt dem attraktive igennem årene. Måske var det mere en attitude, et engagement i måden, de blev udført på, end en egentlig formel. Fordi selvom formlen igen og igen er blevet imiteret, og stadig bliver det den dag i dag, er det alligevel aldrig siden lykkedes lige så godt.


Facader mod friarealer.

Det handler om slægtskab, ikke gentagelse
Når vi kigger på den oprindelige grundplan fra Tinggården I – dengang, der kun var 6 familiegrupper – kan man se, at med placeringen af ​​husene omkring de grønne fællesområder opnåede man en stærk fællesskabsfølelse. Hver gruppe bestod af 12-13 familier, præcis store nok til, at alle kendte hinanden. Grupperne havde eget fælleshus og et større forsamlingshus for alle familierne. Og så var der det åbne, flydende forhold til naturen i form af private eller halvprivate forhaver, og fællesområdet, hvor der i dag, med de fuldvoksede træer, er skabt et idyllisk billede. Men allerede i 1983 blev Tinggården udvidet, på en – synes jeg – mindre succesfuld måde. Tinggården II’s grundplan var også veludført, men mindre romantisk og mere urban, hård og ensartet. Og det ellers åbne forhold, som originalen havde haft med landskabet, hvor rækkehusene strakte sig imod syd som åbne arme langs den bløde hældning, forsvandt. Det, man havde opnået i Tinggården, var en sjælden oplevelse og en svær balancegang: variation, rigdom og helhed inden for en struktur, der var tydelig, men ikke åbenbar. Ikke hvert hus var det samme, men ikke alle huse var forskellige: slægtskabet vandt over gentagelsen. Materiale- og farvepaletten var begrænset, men rig: malede træfacader, sækkeskurede murede partier og grå eternittage. Og så masser af grønne områder, planter, træer: liv.


Snak med naboerne.

TÆT-LAV, 50 ÅR EFTER - en bydel i Fyrværkeriparken

Engagement og det at høre til
Bevidst om deres privilegium tager Ting­gårdens nutidige beboere de udenforståendes interesse og opmærksomhed med stoisk tålmodighed og lidt ironi. Et flot midaldrende par er på vej ud ad døren, da de ser vores kameraer: ”Er det nu, vi skal smile,” råber de til os. Det viser sig, at Birgitte og Thomas er pionerer og glade for at vise deres smukke bolig, vidunderlige forhave og drivhus frem og tilmed fortælle os om det hele. Det samme er Jytte og den meget venlige og engagerede beboerformand Jørgen Kieler, der stolt viser os billeder af sit yngre jeg og familien, som klatrer rundt på taget i forbindelse med den årlige maling af husets facade. Der er bestemt en følelse af ejerskab og en sammenhængskraft, der måske kommer fra beboerinddragelsen, som var en stor del af aftalen fra begyndelsen. Deltagelse i beslutninger, i den daglige drift, osv.


Fælleshuset i en famliegruppe.

Fleksibilitet fremfor størrelse
Arkitektur er også kompromisets kunst. Hvis vi sammenligner med de lejligheder, som de store betonklodser kunne tilbyde på det tidspunkt, også inden for det almene byggeri, var Tinggårdens huse ret små med en gennemsnitlig størrelse på 78 m2. Men andelen af fællesarealer var til gengæld på 10 procent, hvor det sædvanlige var på kun omkring 3 procent. Bortset fra hvad det betød for den sociale interaktion, så hjalp det også med til, at lejlighederne ikke føltes for små for børnefamilierne, og fælleshuset tæt på fungerede effektivt som en udvidelse af boligen. Basisboligen var en 2-rumsbolig på 1, 1 ½ og 2 etager, i mange kombinationer. Dertil kom et mellemliggende tillægsrum, der kunne skabe variation i boligernes størrelse over tid. De var, som arkitekterne selv beskrev det, ”små hjem, men masser af plads”.

Pionerånd og et højdepunkt
Tinggården satte mange ting i gang i dansk arkitektur: selvbyggeri, beboerindflydelse, nærdemokrati osv. Nogle siger endda, at de var de første med køkkenalrummet. Det er nu ikke helt rigtigt. Jeg kan for eksempel pege på Jørn Utzons hus i Hellebæk med amerikansk vestkyst-inspiration som et tidligere eksempel fra 1952. Men ja, det var også ret nyt i 1978 og særligt i det almene byggeri. Men hvis mange af disse tiltag er almindelige i dag, hvorfor virker magien så ikke mere i de nyere tæt-lave bosætninger? Samfundet har ændret sig, og den participatoriske idealisme er muligvis dalet, men ud over det, bærer arkitekturens fysiske kvalitet en stor del af æren.

Politik ja, men også arkitektur
Det er ikke nok at tale om fællesskab og at programmere det for at få den ”sociale formel” rigtig. Man skal stadig designe rummene, særligt fællesrummene, som folk gerne vil bruge tid i. Bare se på billedet af fælleshuset: Et rum med værdighed, som kan være repræsentativt eller intimt. Et sted, hvor man mødes med vennerne for at fejre, men også et sted, hvor man tager en pause fra familien med en god bog på sofaen. Et lysende og fredfyldt rum. Se, hvordan det fælles køkken og vaskemaskinerne er nedsunket, så de ikke forstyrrer visuelt eller støjer. Se også, hvordan lyset fra højvinduet får bjælken til at svæve i rummet. Helt enkelt og simpelt – eller bare god arkitektur.



Fagbladet Boligen nr. 4 - 2019