Foto: Karim synger i Æblehaven i Roskilde. Foto: Turning Tables

Foto: Karim synger i Æblehaven i Roskilde. Foto: Turning Tables

Lyden af boligområderne

16. jul 2019

Til efteråret udkommer et musikalbum med sange af børn og unge fra almene boligområder i hele landet. 

Hvis man først har oplevet børn helt ned til otte år stå strålende på en scene og synge deres egne tekster, så ved man, hvorfor et nyt projekt fra BL – Danmarks Almene Bo­­liger kaldes ”Optursdanmark”.


Det er organisationen Tur­ning Tables Danmark, der i år er i gang med at lave musik­workshops med børn og unge i seks boligområder i Danmark. Projektet er støttet af BL – Danmarks Almene Boliger som led i fejringen af 100-året for organisationen. Det hele ender med et musikalbum, der udkommer sidst på året.


Turning Tables Danmark tager helt konkret rundt med et transportabelt lydstudie med mikser, højtalere og indspilningsrum. De unge stemmer ude fra boligområderne bidrager med et kunstnerisk input, der skal nuancere billedet af de almene boligområder i dag. Der er workshops i Høje Gladsaxe, Brøndby Strand, Æblehaven i Roskilde, men også i Aalborg Øst, Tingbjerg og Sønderborg.


”En af de største oplevelser for os er, hvor stærkt et fæl­les­skab, der er ude i boligområ­derne. Nogle af de her unge oplever en stigmatisering i medier og fra det etablerede samfund. Vi fokuserer på alt det positive. Alt det vi oplever, at de unge derude faktisk kan, og som vi andre kan lære meget af,” siger Martin Højland, der er grundlægger og leder af Turning Tables Danmark:


”Det har samtidig taget fusen på os, hvor godt naboskabet fungerer nogle af de steder her. Naboskab handler også om at være sammen på tværs af forskelligheder, og jeg kan da selv blive helt misundelig på det sammenhold, de har på tværs derude.”


Aleyna var en af de mange børn, der gav den gas i Brøndby Strand.


Kulturlaboratorier

Selve organisationen er blevet så kendt for deres arbejde med de såkaldte ”kulturlaboratorier”, at de tidligere på året modtog 10 millioner kroner i støtte fra Bikubenfonden til deres fortsatte arbejde med at hjælpe ud­satte unge igennem foto, film og ikke mindst musik.


”Konceptet er blandt andet nyskabende i den måde, partnerne vil arbejde med brobygning, samarbejde og forankring på – i og uden for de udsatte boligområder. Samtidig spiller de unge selv en fremtrædende rolle i udviklingen af indsatserne, og det har vi vægtet højt,” lød det fra Bikubenfonden om projektet.

Hos BL – Danmarks Almene Boliger giver projektet rigtig meget genlyd i fejringen af naboskab og almene beboere i Danmark.

”Samarbejdet med Turning Tables er et stærkt element i vores 100-års-fejring, fordi vi også hører fra en ny målgruppe fra vores boligområder. Nemlig børn og unge. Med projektet skabes der et kreativt rum, til at børn og unge kan dele deres oplevelser, sætte ord og billeder på deres drømme, frustrationer og håb. Det lover rigtig godt,” siger Rikke Lønne, der er projektleder i BL.


Turning Tables Danmark samarbejder bl.a. med Roskilde Festival, Brøndby Strand Projektet, Co­­penhagen Photo Festival, Red Barnet, Cinemateket, Brønd­­by Boligselskab og altså BL – Danmarks Almene Boliger. Børnene har bl.a. optrådt på Folkemødet på Bornholm og på Roskilde Festival.



Fagbladet Boligen nr. 4 - 2019