Foto: Christian Lindgren, Ritzau/Scanpix

Foto: Christian Lindgren, Ritzau/Scanpix

Odenses fem boligselskaber giver boliggaranti til hjemløse

12. feb 2019






Med en ny aftale har hjemløse i Odense ret til at få en bolig stillet til rådighed inden for tre måneder. Aftalen er skabt af et stærkt samarbejde på tværs af boligselskaber og kommune.

Siden 2009 har Odense Kommune i samarbejde med byens fem boligselskaber arbejdet med en såkaldt Housing First-strategi i bekæmpelsen af hjemløshed. Strategien prioriterer, at de hjemløse først og fremmest skal have et sted at bo, inden yderligere hjælp går i gang.


Strategien bliver i Odense betragtet som en stor succes og et eksempel til efterfølgelse. Og fredag den 8. februar blev strategien så styrket yderligere, da kommune og boligselskaber sammen underskrev en aftale, der giver de hjemløse garanti på, at inden for tre måneder vil blive tilbudt en bolig.


Aftalen blev foruden kommunen underskrevet af alle byens fem boligselskaber: Civica, Arbejdernes Boligforening Odense, Fyns Almennyttige Boligselskab, Boligforeningen Kristiansdal og Odense Boligselskab. Og lige netop dette brede samarbejde bliver udpeget som den største styrke ved Odenses hjemløseindsats.


”Hvis jeg skal pege på det allervigtigste element, der har gjort indsatsen til en succes, så vil jeg pege på vores brede samarbejde på tværs. Der er aldrig noget boligselskab, som ikke tager sin del af de hjemløse. Alle er altid klar på at få dem fordelt, hvor det er bedst for dem, og det er jo også derfor, at vi nu kan stille sådan en garanti,” siger Tessa Johansen, formand i Arbejdernes Boligforening Odense.





Stærkt alment samarbejde
Odenses Housing First-indsats styres fra kommunen, som har nedsat et akutteam. Akutteamet står for at tage sig af de hjemløse på daglig basis og mødes så én gang om måneden med udlejningscheferne fra de fem boligselskaber. På disse møder bliver det besluttet, hvor eventuelt boligtrængende hjemløse ville have bedst af at bo. Og her byder alle fem boligselskaber ind.


”Jeg synes, vi har et samarbejde, hvor alle virkelig tager deres almene ansvar alvorligt. Der har aldrig været problemer med, at nogen kører på frihjul og ikke vil tage deres del. De hjemløse bliver fordelt efter størrelsen af de forskellige boligselskaber, og så selvfølgelig hvem der lige har nogle boliger ledige,” fortæller Erling Nielsen, formand i Fyns Almennyttige Boligselskab.


Og det gode samarbejde i Odenses almene sektor begrænser sig ikke kun til hjemløseområdet.


”Vi mødes jo jævnligt og snakker tingene igennem i forbindelse med vores boligsamarbejde, som har kørt i cirka fem år. Det er også her, vi er gået sammen om BoligØen, hvor vi har slået alle ventelisterne i Odense sammen,” siger Tessa Johansen fra Arbejdernes Boligforening Odense.


Giver tryghed til de hjemløse
Men ikke kun samarbejdet imellem boligselskaberne har været vigtig i forhold til at få givet boliggaranti til byens hjemløse. Også på byens rådhus har man arbejdet hårdt for at få løftet Housing First-strategien til det næste niveau.


”Det er faktisk min idé, at vi giver de hjemløse en garanti på en bolig inden for tre måneder, og det handler om, at vi gerne vil have sat socialpolitikken på dagsordenen. Det, at vi forpligter os til at finde en bolig til de hjemløse, giver en tryghed til dem, der henvender sig,” siger Brian Dybro (F), der er rådmand i Odense.


Han afviser dog, at garantien er blevet skrevet ind i aftalen, fordi der før i tiden har været problemer med at finde en bolig i tide.


”Indtil nu har vi faktisk været ret hurtige til at finde en bolig til de hjemløse, men der har også været tilfælde, hvor der har været noget ventetid. Med denne garanti sørger vi for, at de hjemløse ikke skal gå at bekymre sig, mens de venter på en bolig,” siger Brian Dybro.


Og Brian Dybro ved nok faktisk bedre end de fleste, hvad han taler om. Inden han blev fuldtidspolitiker for SF efter kommunalvalget i 2017, arbejdede han i hvert fald på Kirkens Korshærs Varmestue i Odense. Et arbejde, han har haft orlov fra siden januar sidste år.


”Det gør jo, at jeg kender mange af dem, som denne her garanti kommer til at omfatte, og i al beskedenhed, så er det da noget, der har optaget mig i mange år. Mit arbejde på varmestuen har også overbevist mig om, at den måde, vi tager os af hjemløse i Odense, er den allerbedste måde at gøre det på. Så jeg håber, vi kan være med til at inspirere andre kommuner også,” siger Brian Dybro.

Udfordringer med nedrivninger
Siden Hoursing First-strategien blev indført i Odense i 2009, har kommunen nedbragt antallet af hjemløse med 48 procent. Fra 2011 til 2016 har kommunen placeret 317 hjemløse, hvoraf 94 procent har fastholdt deres bolig. En stor, entydig succes mener alle, som Fagbladet Boligen har snakket med.


Men alligevel ulmer der måske farer i horisonten for det ellers rosenrøde samarbejde. Regeringens planer om at rive boliger ned i kommunens udsatte boligområder truer nemlig med at gøre det markant sværere for byens boligselskaber fortsat at finde boliger til de hjemløse.


”Hvis vi skal fjerne 1.000 billige boliger i Odense, så kan det godt blive svært fortsat at finde en bolig, der er til at betale for alle. Det bliver jo i hvert fald en udfordring at bygge 1.000 nye, der er ligeså billige og ligeså store. Derfor er det også vigtigt at give denne garanti, så det ikke er de hjemløse, der bliver ramt af ’ghettopakken’,” siger Erling Nielsen fra Fyns Almennyttige Boligselskab.


Og den betragtning er rådmand Brian Dybro enig i.


”Ja, aftalen er jo også med til at presse os selv til at sørge for, at der også i fremtiden vil være et bredt boligudbud i Odense. Grunden til, at vi kan garantere en bolig, er jo, at vi i Odense i årtier har haft et fokus på at bygge almene boliger. Det er noget, vi skal fortsætte med i fremtiden, og det kræver jo ikke bare ord, men også handling,” siger Brian Dybro.