Foto: Carsten Andersen

Foto: Carsten Andersen

Almene familieboliger med lav husleje forsvinder

26. feb 2019

Private udlejningsboliger på Nørrebro i København er 3.000 kroner dyrere end de almene familieboliger, der skal sælges, nedrives eller omdannes i regeringens indsats mod parallelsamfund.

Huslejerne i de såkaldt hårde ghettoer i storbyerne ligger flere tusinde kroner under huslejerne i deres nærområde. Det viser en analyse fra januar 2019, der er bestilt af Transport-, Bygnings- og Boligministeriet.              


For eksempel ligger den månedlige husleje for en almen familiebolig på 80 kvadratmeter i de to såkaldt hårde ghettoer i København cirka 3.000 kroner under den gennemsnitlige husleje i de omkringliggende kvarterer. Men også i Aarhus, Odense og Vejle er huslejerne i de såkaldt hårde ghettoer mindst 2.000 kroner lavere end i bydelen.                            


Billige almene familieboliger skal væk
Analysen har til formål at vurdere mulighederne for at sælge almene familieboliger i såkaldt hårde ghettoer til ejerboliger eller private udlejningsboliger. Den indgår i regeringens indsats mod parallelsamfund, der skal nedbringe andelen af familieboliger i såkaldt hårde ghettoer, så de max udgør 40 procent af områdets boliger i 2030.


Mjølnerparken i København er et af de boligområder, hvor forskellen på huslejerne er størst. Firmaet bag analysen, Copenhagen Economics, skriver, at den gennemsnitlige leje for en bolig på 80 kvadratmeter i området omkring Mjølnerparken er på cirka 9.400 kroner om måneden. I selve Mjølnerparken er den tilsvarende leje på 6.200 kroner om måneden.


Mjølnerparken er et af de forholdsvis mindre boligområder der med 527 boliger skal omdanne 303 familieboliger for at lande på 40 procent familieboliger. Det kan gøres på flere måder, blandt andet ved at rive ned, sælge, omdanne boliger til ældre- eller ungdomsboliger, eller for eksempel ved at bygge nyt. Mjølnerparken er dog allerede meget tæt bebygget, og taglejligheder er en af de få muligheder for at bygge nyt, ifølge analysen.


Rapporten ser blandt andet også på det noget større københavnske boligområde Tingbjerg. Her ligger huslejerne også omkring 3.000 kroner under gennemsnittet i nærområdet. I Tingbjerg er der dog flere muligheder for at nedbringe andelen af almene familieboliger, især fordi der er arealer, der kan sælges til nybyggeri.


Højere huslejer efter renovering
Analysefirmaet Copenhagen Economics har benyttet det gennemsnitlige huslejeniveau i nærområdet til at beregne, hvad en investor er villig til at betale for de almene familieboliger. Den nye lovgivning for såkaldt hårde ghettoer giver nemlig mulighed for at opsige lejere ved salg af deres almene bolig. Ved gennemgribende renoveringer forventes det, at boligerne kan lejes ud til en højere husleje, ifølge rapporten.


Analysens beregninger viser dog, at bortset fra i Vollsmose i Odense, vil salgspriserne for boligerne i de såkaldt hårde ghettoer være højere, hvis de sælges som ejerboliger end til udlejning.


Så stor er forskellen på huslejen for en 80 kvm. bolig i og omkring de såkaldt hårde ghettoer i gennemsnit:

Område

Så meget er huslejen i boligområdet lavere/højere end nærområdet

Husleje nærom-råde

Husleje boligom-råde

Behov for omdan-nelse, antal boliger

Bispehaven, Aarhus

3.300 kr. lavere

8.100 kr.

4.800 kr.

518

Mjølnerparken, København

3.200 kr. lavere

9.400 kr.

6.200 kr.

303

Tingbjerg, København

2.900 kr. lavere

8.800 kr.

5.900 kr.

1.344

Finlandsparken, Vejle

2.400 kr. lavere

6.500 kr.

4.100 kr.

317

Vollsmose, Odense

2.100 kr. lavere

6.200 kr.

4.100 kr.

1.695

Gellerupparken, Aarhus

2.000 kr. lavere

7.300 kr.

5.300 kr.

1.140

Motalavej, Slagelse

1.800 kr. lavere

6.600 kr.

4.800 kr.

415

Munkebo, Kolding

1.800 kr. lavere

6.100 kr.

4.300 kr.

337

Ringparken, Slagelse

1.500 kr. lavere

5.700 kr.

4.200 kr.

521

Tåstrupgård, Høje-Taastrup

1.300 kr. lavere

7.500 kr.

6.200 kr.

560

Stengårdsvej, Esbjerg

1.100 kr. lavere

5.400 kr.

4.300 kr.

470

Agervang, Holbæk

900 kr. lavere

6.200 kr.

5.300 kr.

358

Sundparken, Horsens

900 kr. lavere

5.200 kr.

4.300 kr.

289

Skovvejen/skovparken, Kolding

900 kr. lavere

5.400 kr.

4.500 kr.

533

Gadehavegård, Høje-Taastrup

300 kr. højere

5.900 kr.

6.200 kr.

592

Note: Lejen omkring området er beregnet ud fra lejeniveauer i en omkreds af 2 km. fra ghettoområdet. En gennemsnitlig bolig er på 80 kvm.

Kilde: Analyse af boligsalg – og priser i hårde ghettoområder, Trafik -, Bygge – og Boligstyrelsen, 2019.