AAB får nøglerne til psykiatrisk hospital

05. feb 2019

Nøglerne til det gamle psykiatriske hospital i Risskov ligger nu hos Aarhus ældste og største boligorganisation, AAB.

 

Som en del af den vedtagne lokalplan for den såkaldte Bindesbøll-byen skal AAB nu opføre 220 familieboliger i de fredede og bevaringsværdige bygninger. Nøglerne til de historiske bygninge overtog boligorganisationen 1. februar og projekteringen kan nu gå i gang i det attraktive område.

 

Det er lidt af en historisk perle, AAB har erhvervet sig og nu skal omdanne som en del af lokalplanen, som bliver en blandet by med ejerlejligheder og almene boliger. Bydelen er placeret op ad Vejlby Krat og Riis Skov, smukt beliggende ved Aarhus bugt, fire kilometer fra Aarhus Centrum. De nye lejeboliger får en særdeles markant og prestigefuld placering i den nye bydel med i alt 110.000 kvadratmeter boliger.

 

“Det er en lækkerbidsken at få fat i, hvis man interesserer sig for byggeri og arkitektur. Det er de oprindelige vinduer, der er langt over 100 år gamle, der sidder i og skaber noget fantastisk lys. Byggeriet er unikt, men for mig er det også beviset på, at vi her kan skabe boliger for helt almindelige mennesker, som ikke ville kunne komme i nærheden af sådan en beliggenhed ellers. Det er en dyr bydel, der er en fantastisk park og udsigt til vandet. Så takket være kommunen og planloven, så får vi jo her en blandet bydel med forskellige ejerformer,” siger Anders Rønnebro, der er direktør i AAB i Aarhus.

 

Det var politikerne i Aarhus, der med planloven i hånden krævede at Bindesbøll-byen, som ejes af to pensionskasser - Lærernes Pensionskasse og PKA - skulle have almene boliger. Med 220 lejligheder svarer antallet til at godt 15% af området bebygges med almene boliger.

 

Bygningerne blev indviet i 1852 af Jydske Asyl. Arbejdet på asylet var et nybrud i opfattelsen af psykisk syge og i måden at behandle på. Det udtrykkes i beliggenheden og bygningerne, som arkitekt Gottlieb Bindesbøll udformede i samarbejde med asylets første overlæge, Harald Selmer.  Læs mere om historien bag bygningerne her. 

 

“Dengang var byggeriet jo nyskabende. Det fulgte en ny måde at behandle folk med sindslidelser på. Nu var det pludselig en sygdom som andre og ikke noget med at en djævel eller andet havde besat kroppen. Det kom til udtryk i bygningerne. Siden er bygningerne jo blevet udvidet, men meget rives ned. De bygninger vi overtager er de helt gamle,”  siger Anders Rønnebro.

Anders Rønnebro, direktør i AAB, åbner døren til det gamle Psykiatriske Hospital i Risskov ved Aarhus, hvor et stort arbejde nu kan gå i gang. 

 

 

Netop bygningernes historie betyder også, at noget er fredet og andet bevaringsværdigt. Der er derfor en del restriktioner på, hvordan lejlighederne kan indrettes og kvadratmeter, der på papiret ser anderledes ud end inde i bygningerne.


“Normalt, når man bygger helt nye almene boliger, så starter man jo på en pløjemark, men her bygger vi på bygningens betingelser. Det bliver atypiske almene boliger. Som beboer vil man kunne få tilbudt en bolig på 80m2, men når man opholder sig i den så er den måske kun nogle og 60m2. Det skyldes gangarealer, fællesarealer og andet, der regnes med. Det er vanskelige betingelser, men til gengæld får man så nogle helt unikke kvaliteter med højt til loftet, lysindfald, kæmpe vinduer og en beliggenhed lige ved skov og hav,” siger Anders Rønnebro, der oplyser at priserne følger almindeligt alment byggeri og de nyrenoverede lejligheder bliver i størrelsen 50-114m2.

 

Det nye psykiatriske hospital er flyttet til supersygehuset i Skejby og afløser altså det historiske byggeri i Risskov. Byggeriet i Risskov udvikles i samarbejde med pensionskasserne og udviklings- og entreprenørselskabet KPC fra Herning.