De fem bedste …

17. nov 2017

Flere end 700 af deltagerne på Almene Boligdage afgjorde, hvem der vandt fagpriserne. I flere kategorier var afstemningen meget tæt.


Jesper Nygård, administrerende direktør i Realdania og med en fortid i den almene boligsektor, uddelte de fem fagpriser under Almene Boligdage.

Han fremhævede den kæmpefornyelse, der er sket i den almene sektor i de senere år, og understregede, at også de 131 forslag til fagpriserne viser, hvor mange ambitiøse tiltag der findes i boligforeningerne.


”I mit nuværende job møder jeg mange, der slet ikke kender den almene sektor og ikke ved, hvordan den bidrager til samfundets sammenhængskraft,” sagde han, inden han udløste spændingen og afslørede, at vinderne er:


JobFirst, Aarhus, vandt i kategorien Boligsocialt Arbejde. Her har 24 utilpassede unge mennesker kommet i arbejde med at renovere boliger. Jan Houborg Andersen, boligsocial leder, og Anette Østerhaab, bestyrelsesformand, modtog prisen.


Professionalisering

I kategorien Drift vandt Bovia i Kolding for at sikre bedre ressourcestyring og digitalisering af udearealer. Beboerservicechef Dorte Radik og formand Karl Jørn Petersen tog imod klapsalver og hyldest fra salen.
 

I kategorien Beboerdemokrati vandt projektet Børnedemokrati i almene boligområder i Rødovre. Her får børnene handlemuligheder, og boligafdelingerne håber, at de på den måde sikrer fødekæden til beboerdemokratiet. Ejendomsleder Søren Lillevang og Klaus Lind Bentsen tog imod prisen.


Nyt og gammelt

I kategorien Nybyggeri vandt Havnehusene i Brabrand – i meget tæt konkurrence med den ombyggede kirke, Samuels Hus. Administrationschef Susanne Witting og afdelingsformand i Havnehusene Ebbe Meldgaard tog imod.


I kategorien Renovering vandt Søhusene i Nakskov. Her er nedslidte lejligheder blevet erstattet af attraktive rækkehuse, som der er venteliste til. Adm. direktør i Boligkontoret Danmark Michael Demsitz og Jonna Lund Hansen, næstformand i Nakskov Almene Boligselskab, tog imod hæderen.


Priserne består af æren – og et kunstværk, der kan hænge på væggen.  Engagementet og deltagelsen i fagpriserne har været så stor en succes, at sekretariatschef Olav Kirchoff er overbevist om, at det bliver gentaget på Almene Boligdage om tre år.

FAKTA

Der var i alt 131 fantastiske projekter indstillet og i løbet af september nominerede et professionelt panel de tre bedste i hver kategori.

Læs også:
Nomineret til prisen for bedste boligsociale projekt 
 

Fagpanelets vurdering