16. SEP. 2024 KL. 10:35
DAB og Lejerbo undersøger muligheden for sammenlægning
16. SEP. 2024 KL. 10:35
Selverkendelse og rettidigt omhu er drivkraften bag plan om at fusionere to af Danmarks i forvejen største almene boligadministrations-selskaber. Bliver det en realitet, råder den nye organisation over næsten 100.000 boliger fordelt i 75 kommuner.
I cirka et år har forpersoner og direktionerne i boligadministrations-selskaberne DAB og Lejerbo sammen udviklet et hensigtspapir, hvor målsætningen er at slå sig sammen til et stort selskab.
I onsdags godkendte begge selskabers bestyrelser, at administrationsselskaberne skal arbejde videre med planerne. Og i formiddags er medarbejderne i både DAB og Lejerbo blevet informeret om, at de kan se frem til mange nye kollegaer.
Om beboerdemokratiet vil, forventes det, at repræsentantskaberne i begge selskaber godkender sammenlægningen i løbet af foråret.
Rettidig omhu
Baggrunden for initiativet, der historisk kan føre til etableringen af alle tiders største almene administrationsselskab, er en solid blanding af selverkendelse og ønsket om rettidig omhu.
”Vi kigger ind i en fremtid med store udfordringer, der vil kræve flere ressourcer end nogensinde, og vi må erkende, at tilgangen af medlemmer ikke længere sker i en grad, der kan blive ved med at dække de stigende udgifter,” siger administrerende direktør for DAB, Ole Jacobsen.
”Vi er også bevidste om, at mange af vores beboere er økonomisk udfordret. Lavere driftsomkostninger giver lavere huslejer. Ved kun at skulle udvikle ting én gang i stedet for to, kan vi samle ressourcer og få mere ud af dem,” supplerer Palle Adamsen, der er administrerende direktør i Lejerbo.
Konkurrence
Det nye administrationsselskab vil efter en eventuel sammenlægning være repræsenteret i 75 af landets 98 kommuner.
”Det er ikke alle steder, at udlejningen går så gnidningsløst som tidligere. Mange steder opleves stor fraflytning. Andre steder er der bygget så meget privat udlejningsbyggeri, at markedet i hvert fald for en periode er mættet.
Vi må erkende, at vi er i en ny og sværere konkurrencesituation,” siger Ole Jacobsen.
”Samtidig med at vi skal holde huslejen så lav som muligt, skal vi også udbyde kvalitetsboliger, som fortsat kan tiltrække et bredt segment. Det er sådan, vi forbliver almene,” fortsætter han.
De store udfordringer
At sikre attraktive boliger kræver, at vedligeholdelsesgraden som minimum opretholdes – gerne skal det føre til forbedringer. Både arbejdskraft og materialer er historisk dyrt. Samtidig stilles der af hensyn til klima og arbejdsmiljø stadig flere krav til byggeriet. Både nybyggeri og renovering er udfordret. Og det er ikke det eneste.
”Vi ser i det hele taget ind i mange flere krav fra myndighedernes side, som vi skal leve op til,” siger Palle Adamsen.
”Nye krav til effektiviseringer, dokumentationskrav som eksempelvis ESG, implementering, administration af ny lovgivning som GDPR,” siger Palle Adamsen.
Digitalisering
Et af de hjælpemidler, der på sigt kan løfte både serviceniveau i forhold til beboere, beboerdemokrati samt simplificere arbejdsgange og gensidig kommunikation mellem alt fra medarbejderne imellem til den enkelte bolig, er optimal digitalisering.
”Vi skal fortsat udvikle digitale løsninger, som kan understøtte både beboerdemokratiet, administrationen og driften,” siger Ole Jacobsen.
”Det vil på sigt frigøre ressourcer. Men her og nu vil udviklingen medføre et ressourcepres, både i forhold til mere specialiserede støttefunktioner, nye kompetencer og understøttelse af den selskabsnære drift,” fortsætter han.
Alle skal med
Medarbejderne i de to boligorganisationer er præsenteret for planerne i dag. De kan forvente forandringer. Men planen er, at alle kan og skal bruges og fortsætter på rejsen.
”Vi har rigtig mange ting, vi skal finde ud af. Indtil videre hedder arbejdsprocessen DAB – Lejerbo. Måske skal det være noget andet. Vi gør det her for at frigøre ressourcer, der skal udvikle os til et bedre administrationsselskab. Det bliver vi ikke af at flytte sammen i noget stort og nyt. Vi har allerede to velfungerende hovedkontorer. Men internt vil det nok ske, at afdelinger skal flytte sammen fra det ene til det andet hus,” siger Ole Jacobsen.
”Men hvordan og hvor er slet ikke planlagt. I vid udstrækning er det nu medarbejderne, som på tværs af selskaberne skal gennemføre detailplanlægningen,” supplerer Palle Adamsen.
Om Lejerbo og DAB
Lejerbo administrerer i dag ca. 38.000 enheder, mens DAB administrerer ca. 57.000 enheder. Begge organisationer har en lang og stolt historie bag sig og er grundlagt i henholdsvis 1944 og 1942.
Tilsammen har de to administrationsselskaber 100 medlemsorganisationer, som har op mod 95.000 lejemål og er placeret i 75 af landets kommuner.
Tilsammen råder Lejerbo og DAB over 400 administrative medarbejdere og 1.200 driftsansatte.
En snak mellem Fagbladet Boligen og de to direktører, hvor de sætter ord på muligheden for en sammenlægning . Foto: Andreas Holm Hansen
Om skribenten
Regnar M. Nielsen er journalist og skriver gerne om landets almene boliger med fokus på det boligpolitiske.
Seneste Artikel
EU-Domstolen har indledt retssag mod den danske statRegnar M. Nielsen er journalist og skriver gerne om landets almene boliger med fokus på det boligpolitiske.
Seneste Artikel
EU-Domstolen har indledt retssag mod den danske statMest læste
Se alle artikler (2956)0