14. MAR. 2023 KL. 13:17

DOMI Bolig: Beboere engagerer sig, når budgettet bliver konkret

Domi 2

I stedet for kolonner af tal i røde, gule og grønne felter, som dækker over indtægter, udgifter og henlæggelser, viser budgettet i billeder og grafikker, hvad foreningens penge går til. Foto: Eva Andersen

I DOMI Bolig arbejder de med at overskueliggøre afdelingernes økonomi, så beboerne får lyst til at engagere sig mere i boligforeningens udvikling.

Det er søndag formiddag, omkring kaffebordet i rækkehuset i Højvænget i Odder er tre kvinder i gang med at gennemgå boligafdelingens budget for 2023.

Gulstensrækkehusene fra 1970’erne, hvor de bor, står over for en større renovering i foråret. Blandt de dyreste projekter er udskiftning af taget, dele af facaden og nye fliser i for- og baghaver.

Budgettet rummer en huslejestigning på 3,6 procent svarende til et par hundrede kroner ekstra om måneden per husstand.

Husets lejer er Rikke Kristine Skovsgaard, bestyrelsesforkvinde i boligafdelingen Højvænget og Pilevænget.

Hun er vokset op i området, og nu er hun flyttet tilbage med sin mand og parrets to børn.

I dagens anledning har hun printet budgettet, som fylder to A4-sider.

I stedet for kolonner af tal i røde, gule og grønne felter, som dækker over indtægter, udgifter og henlæggelser, viser budgettet i billeder og grafikker, hvad foreningens penge går til.

Det nye budgetark er resultatet af DOMI Boligs arbejde for at overskueliggøre afdelingernes økonomi, så beboerne får lyst til at engagere sig mere i boligforeningens udvikling og fremtid.

For mange af naboerne har det nye budget været en øjenåbner, og pludselig er flere interesseret i at deltage i afdelingsmøderne, når økonomien skal drøftes.

Nyt Budgetark

I DOMI Bolig arbejder de med at visualisere budgettet, når det fremlægges. Foto: Eva Andersen

"Alene det, at folk kan gennemskue og forstå, hvorfor huslejen stiger, og hvorfor det er nødvendigt at sætte penge til side til fremtidigt vedligehold – det er afgørende for, at flere engagerer sig i fællesskabet og bruger deres stemme og indflydelse"

Preben Jacobsen

Direktør i Domi Bolig

Slut med ’dem og ’os’

”Før var der somme tider lidt en ”dem-mod-os-stemning”, når budgettet for det kommende år blev præsenteret for afdelingsbestyrelsen, og huslejen skulle stige.

Folk følte, at de ikke havde noget at skulle have sagt, og en del har nok tøvet med at tage ordet, fordi de var bange for at sige noget dumt,” fortæller Rikke Kristine Skovsgaard, som er uddannet pædagog og nu i gang med en uddannelse i administration.

Er man ikke revisor eller bogholder kan det være svært at forstå de mange tal og fremmedord som ’henlæggelser’, og det kan være svært at regne sig frem til konsekvensen i kroner og ører, når man i budgettet kan læse, at huslejen stiger med x procent.

”Her er det hele overskueliggjort, så alle kan være med,” siger Rikke Kristine Skovsgaard, som denne søndag har selskab af naboerne Kirsten Kejser og Sarah Jess, som også sidder i bestyrelsen. De tre kvinder har været med til at godkende budgettet, som det er kravet i en almen boligforening, hvor beboerne har medindflydelse.

Visse projekter er ikke til diskussion.

Det nye tag for eksempel. Det gamle skal skiftes, det er en del af det nødvendige vedligehold på en ældre ejendom, som skal holde generationer ud i fremtiden.

En fælles forståelse er forudsætningen for medindflydelse

Få hundrede meter væk i administrationen hos DOMI Bolig har direktør Preben Jacobsen i tæt parløb med økonomikoordinator Heidi Lindholm Padkær længe haft fokus på, hvordan de kan blive bedre til at inddrage beboerne i foreningens økonomi.

”Det handler om beboerdemokrati og medindflydelse, det er selve hjertet og grundsøjlen i den almene sektor. Beboerne skal føle medejerskab for det, der foregår i deres afdeling – og det gør de ikke, hvis vi taler hen over hovedet på folk,” siger Preben Jacobsen, som har ansvaret for boligforeningen og de 2150 lejemål.

98 procent af et budget er givet på forhånd. Skat, afgifter, afdrag på lån er alt sammen faste udgifter, som der ikke kan pilles ved.

”Men alene det, at folk kan gennemskue og forstå, hvorfor huslejen stiger, og hvorfor det er nødvendigt at sætte penge til side til fremtidigt vedligehold – det er afgørende for, at flere engagerer sig i fællesskabet og bruger deres stemme og indflydelse,” siger han.

En anden gevinst ved det visuelle budget er, at forholdet mellem beboere og administration er mindre præget af interessekonflikter, fortæller Rikke Kristine Skovsgaard.

Beboerdeltagelsen på afdelingsmøderne er skudt i vejret, forældre har de mindste børn med, som hygger sig med tegnefilm og brætspil, mens de voksne taler om fremtidige projekter – både de sjove – som ønsker om at anlægge køkkenhaver og grill-pladser og arrangere fællesaktiviteter og fastelavnsfester – og de mere kedelige, men nødvendige, som det løbende vedligehold af tagrender, vinduer, tag osv.

”I det nye budget er det tydeligt for alle, hvad vores penge går til. Når man ved, at den ekstra husleje for eksempel skal gå til nye tagrender eller et nyt tag, så vi undgår fugtskader, glider den lidt lettere ned. Og så er det mit indtryk, at folk føler et større ansvar for vores område og passer bedre på tingene, fordi vi har fået en fælles forståelse for, hvad ting koster.”

 

Lær mere på disse kurser fra BL:

Læs senere artikler

"Brug for mere – ikke mindre – beboerdemokrati"

Læs nu
Læs senere
Tilføjet til læse listen

Direktør på topledertræf: "Vi skal klæde beboerdemokrater på til lederskab"

Læs nu
Læs senere
Tilføjet til læse listen

Om skribenten

Fik du

læst disse?

Oversigt Kbh BL-direktør: Der er brug for tryghed om ejendomsvurderingerne
Notech Ude Ålegræs i vinduerne: Beboere får bæredygtig isolering
Stinewadskaermunch01 Stine bygger bro og får flere udsatte børn og unge ind i foreningslivet
BL 04994 Ny BL-rapport: Flere vil bidrage til fællesskabet, men ved ikke hvordan
DSF9561 Ny hjemløsereform skal afskaffe langvarig hjemløshed
Se alle artikler ( 2887 )

0

Læseliste