15. MAR. 2022 KL. 13:52
Få flere til afdelingsmødet: Beboerne og eksperten giver råd
15. MAR. 2022 KL. 13:52
Mange boligafdelinger har svært ved at få beboerne til at komme til afdelingsmødet. Men hvad kan man gøre ved det?
Hvad kan få dig til at deltage i afdelingsmødet?
Dét spørgsmål rejste Bo Godt på sin Facebook-side – og fik overvældende mange svar fra beboere over hele landet.
Vi har fået Henrik Madsen, der er konsulent hos BL – Danmarks Almene Boliger til at gennemgå de mange besvarelser fra fra beboerne. Henrik har speciale i beboerdemokrati og afdelingsmøder.
Læsertip 1: Jeg ville deltage, hvis jeg følte mig velkommen
Ekspertens svar: "Det er vigtigt, at afdelingsbestyrelserne tænker over, hvordan de er gode værter over for beboerne på afdelingsmødet. Det efterspørger flere beboere i deres kommentarer på Facebook. Det gode værtskab handler både om at skabe kontakt med beboerne, være nærværende og få beboerne til at føle sig velkomne."
"Det handler også om at sætte sig i beboernes sted og afkode deres behov og ønsker. Byd velkommen, smil og snak med beboerne før og efter mødet. Lad beboerne vide, at de er vigtige for jer."
Læsertip 2: Jeg ville deltage, hvis der var plads til en ordentlig debat
Ekspertens svar: "Det er vigtigt at give plads til god debat, flere perspektiver og holdninger. Det kan godt være, at nogle forslag ikke kan lade sig gøre. Men det er vigtigt, at der plads til, at beboerne kan komme på banen. Flere oplever, at det er svært at få lov at give udtryk for deres holdninger på afdelingsmødet. Her kan bestyrelsen være det gode forbillede og vise åbenhed – simpelthen ved at lytte til beboerne og spørge ind."
"Afdelingsmødet er en rigtig god anledning til at få mere viden om, hvad der er vigtigt for jeres beboere. Det er vigtig viden for jer som afdelingsbestyrelse, for I er beboernes tillidsrepræsentant og det vigtige kontaktled til både organisationsbestyrelsen og administrationen."
Læsertip 3: Jeg ville deltage, hvis beboernes forslag blev taget alvorligt
Ekspertens svar: "Mødeledelse og afvikling af mødet skal ske i god og åben ånd uden at brok tager overhånd. Det er naturligvis dirigentens opgave at sikre en ordentlig tone – men måske er det i virkeligheden udtryk for et behov for en forventningsafstemning: Hvad kan afdelingsmødet reelt beslutte? Hvad har beboerne indflydelse på? Hvad er vilkår, som man ikke kan ændre på lige med det samme?"
"Sørg for at der er klarhed om det. Sig det højt indledningsvist på mødet, så det ikke kommer som en overraskelse eller er usagt. Klarhed skaber ro."
3 gode råd fra Henrik Madsen
1: Gør mødet spændende
Hvordan ser jeres invitation ud? Hvor ser man den? Hvordan taler I om mødet? Få mødet til at virke attraktivt og indbydende
2: Gør det nemt at deltage
Kan alle beboere komme til møderne? Både børnefamilier og rullestole? Overvej det, når I planlægger rammerne for mødet.
3: Lyt efter
Lyt til jeres beboere og drop ”det har vi prøvet”. Lad dem komme til ordet, så de føler sig hørt.
Læsertip 4: Jeg ville komme, hvis der var noget relevant for mig på dagsordenen
Ekspertens svar: ”Dagsordenen må gerne være spændende for beboerne. Og mødeindkaldelsen må også gerne forklare, hvorfor det er vigtigt at møde op. Hvad er formålet med afdelingsmødet? Hvorfor skal jeg møde op?”
"Og så er det vigtigt at bruge flere kanaler til at reklamere for afdelingsmødet og evt. være opsøgende når man er i kontakt med beboerne. Tal med beboerne om afdelingsmødet når I ses i vaskeriet, på fællesarealerne eller på legepladsen. Man kan også arrangere noget socialt i forlængelse af mødet for eksempel fællesspisning, kaffe eller quiz. Det efterlyser flere i kommentarerne på Facebook."
Læsertip 5: Jeg ville komme, hvis det var nemmere at deltage
Ekspertens svar: "Det skal være nemt for beboerne at deltage. Derfor er det vigtigt at man har kendskab til sine beboere og kan tage højde for deres behov. Bor der for eksempel mange børnefamilier, kan børnepasning være et behov. Er der mange ældre, kan det være vigtigt at tænke i tilgængelighed, hvis beboere skal bruge rollator eller kørestol."
"Det kan også være vigtigt at tænke over dag og tidspunkt for afdelingsmødet – hvordan passer det med de beboere, der bor i vores afdeling?"
"Kan folk nå hjem fra arbejde eller spise aftensmad, hvis vi holder mødet på det tidspunkt på en hverdag? Varer afdelingsmøderne i timevis kan det også afskrække nogen fra at møde op – selvom de dybest set er interesseret i at deltage. Så det er også værd at tage højde for."
Vil du vide mere om 'det gode afdelingsmøde', så kig nærmere på kurset her fra BL - klik her
Læs senere artikler
5 gode råd: Sådan lokker I flere med til afdelingsmødet
Video: Her er de 3 ting, du skal have styr på til afdelingsmødet
Om skribenten
Mest læste
Se alle artikler (2995)0