15. APR. 2021 KL. 10:23

Digitalt strikkekursus blev starten på bedre hjemmeskole for børn

027 BL Ældre (1)

Foto: Simon Jeppesen

Få de 6 gode råd til digitale fællesskaber fra Susanne Jørgensen fra VIBO og Michael Wulff fra DAB, der også ser en fremtid for Zoom og Teams, når landet åbner igen.

Corona besværliggør arbejdet med fællesskaber og social kapital: For hvordan understøtter vi deltagelse med krav om afstand og forsamlingsforbud? De digitale formater har fået et boost, men giver det mening at arbejde med digitale fællesskaber? Susanne Jørgensen fra VIBO og Michael Wulff fra DAB deler deres erfaringer med at invitere beboerne ind i det digitale rum.

Susanne Jørgensen, familie- og netværkskoordinator i Amagerbro Boligsociale Helhedsplan og ansat i VIBO var frustreret. Og hun var sikker på, at det ikke ville give mening at mødes med beboerne i det digitale rum. I stedet cyklede hun rundt for at besøge kvinderne udendørs.

I længden blev det for tidskrævende. Og i sommeren 2020 besluttede hun sig for at afprøve et digitalt strikkekursus. Kurset skulle tage udgangspunkt i hendes netværk af kvinder fra helhedsplanens syværksted. Det krævede dog stadig en ihærdig indsats at få dem til at deltage.

I efteråret besluttede hun sig for at følge op med en digital samtalegruppe. Her kunne kvinderne tale om, hvordan de håndterer corona-udfordringer i familien. Sidste skud på stammen er et forældreforløb, som er blevet gennemført i år.

De digitale formater kræver gode relationelle kompetencer

Ifølge Susanne har det været krævende at arbejde med digitale fællesskaber. Dels har hun selv skullet lære at bruge de digitale platforme – dels har hun oplevet, at det digitale format kræver mere af hende som medarbejder.

På skærmen skal hun gøre sit ypperste for at sikre, at alle deltagerne bliver en del af fællesskabet. Det kræver, at hun er ekstra tydelig både med sit sprog og sin mimik. ”Kvinderne skal kunne mærke og se mig, og jeg skal bruge min krop, selvom vi er på skærmen, ” fortæller Susanne.

Og det er kun lykkedes, fordi hun har fået hjælp af kollegaerne Marie Krøgh Westh og Line Toft. De har blandt andet hjulpet kvinderne med at komme ind i det digitale rum og bruge de forskellige funktioner.

Beboerne bliver trygge i det digitale rum

Er de digitale fællesskaber lykkedes? Tilbagemeldingen fra kvinderne har været overvældende. ”Tak fordi jeg måtte være med” og ”Mange tak. Jeg var også glad for at være med. Vi ses (masser af hjerte-emojis)” har det blandt andet lydt. 

Vigtigst har de forskellige fællesskaber gjort kvinderne mere trygge i det digitale rum samtidig med, at de bedre kan hjælpe deres børn i hjemmeskolen. Det fremgår af den data, som Susannes kollegaer har samlet undervejs. Således har de hver gang har stillet deltagerne to spørgsmål med svar på en skala fra 1-5: ”Hvor tryg føler du dig ved at deltage på Zoom?” og ”Hvordan går det med hjemmeskolen?”

En afledt effekt er, at Susanne nu kan henvise kvinderne og deres børn til Red Barnet og Ungdommens Røde Kors’ online lektiehjælp, fordi deres digitale kompetencer er blevet styrket.

Med de digitale formater kan vi lettere nå ud til flere

Michael Wulff er chefkonsulent i DAB og står for projektet ”Aktive Fællesskaber”, hvor de uddanner frivillige fællesskabsambassadører. Ambassadørerne har fokus på fællesskab i boligafdelingerne og hjælper andre beboere med at bygge nye fællesskaber.

Under den første nedlukning var de ikke så orienterede mod det digitale rum, men spredte ambassadørernes egne gode initiativer som for eksempel banko over Zoom. I sensommeren 2020 nåede de holde deres ambassadør-uddannelse fysisk.

Det opfølgende netværksmøde blev imidlertid digitalt, da anden bølge af corona rasede henover landet. Det fungerede overraskende godt over Zoom, og deltagerne var glade for det.

Det har givet Michael mod på at fortsætte med de digitale formater. Således er det hans oplevelse, at det ligestiller DAB’s afdelinger rundt omkring i landet: Man behøver ikke tage til hovedstaden for at deltage.

Vi kan ikke undvære det fysiske møde

De beboere, som Michael og Susanne har kontakt med, har adgang til en smartphone, computer eller tablet.

Susanne tog i starten udgangspunkt i apps som Messenger og What’s App, da kvinderne kendte dem fra deres hverdag. I det seneste forløb har hun fået kvinderne over på Zoom, hvor lyd- og billedkvaliteten er bedre – og læringspotentialet større.

Selvom både Michael og Susanne er blevet positivt overraskede over de digitale formater, mener de ikke, at det digitale rum kan stå alene. Som Michael siger: ”Fysiske én-til-én møder skaber en anden forståelse. Det er en investering af tid, der giver mening på den lange bane”. Og dermed også sikrer, at det er muligt at få deltagerne med ind i det digitale rum.

Gode råd til arbejdet med digitale formater

 

  • Overvej formålet samt mål og succeskriterier: Hvad skal aktiviteten bidrage med? Hvad skal beboerne have ud af at deltage? Hvor mange deltagere er en succes?

  • Vælg en digital platform: Er det vigtigt, at deltagerne kender den i forvejen? At lyd- og billedkvaliteten er i top? At den åbner nye døre for deltagerne?

  • Få hjælp af dine kollegaer og vær som minimum to til en aktivitet: En vært og en pedel, der kan hjælpe med tekniske udfordringer, chat, indsamling af data m.m.

  • Vær opmærksom på de relationelle kompetencer hos værten: Digitale formater kræver tydelig facilitering!

  • Overvej hvor mange deltagere, værten kan rumme, hvis alle skal have taletid og opmærksomhed.

  • Sørg for en klar dagsorden og brug energi på den digitale mødekultur: Skal deltagerne slå lyden fra, når de ikke taler? Skal de bruge række-hånd-op knappen? Hvem er ordstyrer?

Om skribenten

Fik du

læst disse?

Oversigt Kbh BL-direktør: Der er brug for tryghed om ejendomsvurderingerne
Notech Ude Ålegræs i vinduerne: Beboere får bæredygtig isolering
Stinewadskaermunch01 Stine bygger bro og får flere udsatte børn og unge ind i foreningslivet
BL 04994 Ny BL-rapport: Flere vil bidrage til fællesskabet, men ved ikke hvordan
DSF9561 Ny hjemløsereform skal afskaffe langvarig hjemløshed
Se alle artikler ( 2995 )

0

Læseliste