Anmelder: Almene boliger i et af landets dyreste boligområder tegner godt

I operaen og teatret hedder en af de sidste øvelser uden publikum kostumeprøven. Her skal alt være som til premieren. Dét er ikke tilfældet ved vores besøg i Orienten, Nordhavns første almene byggeri, tegnet af Dorte Mandrup Arkitekter med Domea København som bygherre.

Selvom ”premieren” (indvielsen) er blevet afholdt, og de fleste indbyggere er flyttet ind i deres lejligheder, ankommer vi mens de forskellige facadebeklædninger endnu er ved at blive monteret. En ganske usædvanlig oplevelse - i det mindste i Danmark- at få nøglerne til sit nye hus, mens facaden endnu ikke er færdig.

En arkitekt elsker dette øjeblik: vi vil gerne vide, hvad der er inde i væggene. Fordi kvaliteten ofte ligger i materialernes møde, eller måden hvorpå to vægge skaber et hjørne.

Omgivet af maskiner og arbejdere går vi et par gange rundt om bygningen. Det er en stor karré, men med den rummelige overdækkede legeplads og de store fælles terrasser fremstår Orienten mere åben og tilgængelig, end mange af de andre nye bygninger omkring.

Et indre fodgænger-“stræde”, opdeler bygningen i to karréer, og skaber to gårdhaver af meget forskellig størrelse og karakter. Strædet har allerede en gammel bys intime proportioner og stemning. Butikkerne og caféerne, placeret i gadeniveau, vil desuden oplive og gøre Orienten endnu mere tilgængelig.

Gårdhaverne er lyse og attraktive, selvom svalegangens lette struktur fra konkurrencetegningerne er blevet til en temmelig tung affære. Der er i alt tre ret store tagterrasser og to legepladser tilknyttet børnehaven og vuggestuen, som naboerne kan bruge uden for åbningstiden, såvel som fælleslokaler med anretterkøkken. Alt sammen er det arrangeret på en naturlig og overbevisende måde, og tilbyder mange muligheder for fællesskab.

Fællesskab har været en bevidst søgen hos arkitekterne hos Dorte Mandrup Arkitekter, der beskriver det på denne måde: “Det er ikke tvangsfællesskaber, men derimod små lommer af offentlige rum, som man på en afslappet facon kan navigere i”.

Som Little Italy eller Chinatown

Opskriften på nye danske kollektivboliger er blevet næsten universel, en opskrift man kunne kalde variation galore. Variation i højde, i facademateriale, og variation i lejlighedernes type, størrelse og form. Vi anstrenger os enormt for at undgå monotoni eller gentagelse. En bygning som Kay Fiskers Hornbækhus, eller Dronningegården i centrum af København, begge store og karakterfulde og lavet kun i tegl, ville i dag være utænkelige.

For at nedbryde størrelsen og undgå monotoni, følger Orienten opskriften og foregiver at være sammensat af mange mindre byhuse eller blokke, beklædte med forskellige materialer. Metal, tegl, skifer, osv. Omgivet af mere helstøbte bygninger som de to siloer (”Frihavnstårnet” og “The Silo”), fremstår Orienten som et mindre kvarter, New Yorks Little Italy eller Chinatown. Og det fungerer faktisk fint, selvom det er den samme betonelementbygning overalt. Dolly Partons “Coat of many colours” popper op i mine ører, mens jeg går rundt.

Mangfoldighed eller undtagelsen

 
Imidlertid kan dette facade-patchwork måske afhjælpe Orientens mulige handicap i forhold til kvarteret, nemlig koncentrationen af almene enheder i én stor struktur, som en ø i et hav af velstand. Mens vi alle er enige om behovet for flere almene boliger, er alle ikke nødvendigvis enige om, hvordan det skal gøres. Og jeg er ikke sikker på, at dét at placere alle de almene boliger i én bygning (uanset hvor varieret facaderne er) er vejen at gå. Mindre, flere spredte lommer af almene boliger, er muligvis en bedre løsning.

Men selvfølgelig, hvis man skal undgå den første række ved vandet, er der ikke så mange andre muligheder, eftersom vi næsten står på en mole. Det karakteristiske ved Orienten er nemlig, at udsigten fra bygningen mestendels er til de dyre huse, der har direkte udsigt over vandet

De rigtige ingredienser

Vi besøger en af duplexerne, de såkaldte rækkehuse, på 4. og 5. etage. Det er en 115m2 stor 4-værelses lejlighed med udsigt ud mod Sassnitzgade, i den vestlige, større karré. Udtrykket er egentligt meget råt, med alle installationer synlige, og nøgne betonvægge og lofter. Domea.dk kalder det New Yorker-stil, og det fungerer fint i de store lejligheder som denne. Men man har muligvis brug for lidt mere omsorg i de små studenterboliger. På et loft i New York er råheden et trade off for det enorme rum. I en knap 40m2 studenterbolig, ligner det måske mere en måde at spare maling på. Men her er god plads i duplex-lejligheden, der har et dobbelthøjt opholdsrum, et meget praktisk opbevaringsrum på 3m2, samt en dejlig 8m2 stor altan. Den besidder også en smule excentricitet: en gangbro eller passerelle, der fra de øverste soveværelser fører os, over køkkenet, til facaden. Det er et charmerende tiltag, som ville være mere nyttigt, hvis det var bredere, eller hvis det endte på en altan. Huslejen med forbrug er 12.310 kr., for sådan en, mens de billigste studenterboliger starter ved 4.560 kroner inklusiv forbrug for 45m2. 

Fra de store vinduer i penthouse-lejligheden ser vi på de flotte, ikoniske hvide skorstene i Svanemølleværket, og vi forbindes med en magtfuld fortid, den industrielle havn, som Nordhavn engang var. Det er ikke en anmelders job at forudsige fremtiden, men, mens hele Nordhavn stadig udformes, er mit indtryk, at Orienten (det første og hidtil eneste almene boligbyggeri i Nordhavn) har mange af de rigtige ingredienser til at blive en succes.