02. JUN. 2020 KL. 00:00
Her er den almene boligsektor en ’first mover’
02. JUN. 2020 KL. 00:00
Et solcelleprojekt i Silergården ved København kan flytte grænser for, hvordan vi i fremtiden tænker vedvarende energi. Byggerådgiver kalder den almene boligsektor for ’first mover’ på området – og det er der særligt én grund til.
”Vi har talt om at få solceller i mere end ti år. Det begyndte egentlig med, at man desværre fandt PCB i nogle af vores højhuse. Det var meget ubehageligt, men det var også det som gjorde, at vi besluttede, at vi ville være meget grønne herude.”
Bitten Skotte, der er formand for afdelingsbestyrelsen i Silergården siger: ”Fundet af PCB betød også, at der blev udskrevet en arkitektkonkurrence om fremtiden herude, og vinderen gik videre med på vores grønne profil. Så i oplægget hedder vi nu ’Grønby Strand’.”
Silergården har fået støtte til et demonstrationsprojekt fra Landsbyggefonden som kan udnytte de mange kilometer tage. Det skriver Landsbyggefonden i en artikel om projektet.
Per Bager, som er seniorprojektleder i BO-VEST, der administrerer bebyggelsen, fortæller om projektet: ”Det nye solcelleanlæg samler strømmen op i batterier. Vi etablerer et mindre pilotanlæg og efter evaluering evt. opsætter solcelleanlæg i hele afdelingen.”
Projektet i Brøndby Strand skal tjekke potentialet for hybride solcelleanlæg i Danmark.
”Tanken er, at elektriciteten fra solcellerne også skal kunne bruges, når solcellerne ikke producerer så meget el, f.eks. når der laves aftensmad.”
I BO-VEST forventer man, at pilotanlægget står klar til næste år. Pilotanlægget skal producere strøm til 250 udvalgte boliger, hvilket svarer til ca. 25 procent af bebyggelsen.
”Vi har jo mange kilometer tag, der ikke bruges til noget. Solceller er så oplagt,” mener bestyrelsesformand, Bitten Skotte.
Besparelsen deles på alle
Frem til sommer 2021 skal anlægget testes og driftsoptimeres, og siden skal Silergården og BO-VEST dele deres erfaringer med andre via Landsbyggefonden.
Det samlede budget for pilot-solcelleanlægget løber op i ca. 11 mio. kr.
”Det var vores tidligere formand herude, som havde de første møder med elselskaberne omkring vores solcelleprojekt. Dengang var de vist ikke så velvillige. For det betyder jo, at vi skal købe mindre strøm hos dem,” siger Bodil Kærholm, der er næstformand i afdelingsbestyrelsen oger begejstret for projektet.
Bilstrøm skal også hjælpe på Silergårdens grønne omstilling
Solcellerne på taget af Silergården er dog kun starten på den grønne omstilling. Fremtiden tegner lys og grøn for Brøndby Strand-bebyggelsen, mener Steen Gravenslund Olesen, projektleder hos Cowi A/S:
”I fremtiden kan vi fylde ladestandere til el-biler med solenergi. Kører du i elbil, kan du ’låne’ Silergården din bilstrøm fra batterierne om aftenen, når der er spidsbelastning og købe den retur, når der igen er billig strøm i kontakten i løbet af natten.”
Almene boliger bygges med et langt tidsperspektiv
Ifølge chefrådgiver i Kuben Management, Jakob Klint, så er der specielt én bestemt årsag til at den almene bolig sektor er foran:
”Den almene sektor har et langt tidsperspektiv, når der bygges. En udvikler skal sælge boligerne, før de næsten er bygget. Man kan godt sige, at den almene boligsektor er ’first mover’, når det gælder nybyggeri og nye tanker om energiformer. Der er mange boligorganisationer, der vil noget med det, som er kommet langt,” siger Jakob Klint.
Om skribenten
Kristoffer skriver om ny arkitektur, byggeri, renoveringer, boligpolitik og fra livet i landets almene boligafdelinger.
Seneste Artikel
Løb Mellem Husene har vokseværkKristoffer skriver om ny arkitektur, byggeri, renoveringer, boligpolitik og fra livet i landets almene boligafdelinger.
Seneste Artikel
Løb Mellem Husene har vokseværk