10. MAR. 2018 KL. 17:23

Hyldespjældet slås med vandskader, fugt og kulde

20101028-133721-6_60mb.jpg

Martin Stampe / Ritzau/Scanpix

Vinie Hansen er næstformand i BL's bestyrelse og bor i Hyldespjældet i Albertslund, der ser ud til at komme til at vente i mange år endnu med utætte tage. For udspillet mod parallelsamfund skal betales med penge fra Landsbyggefonden, der er lejernes opsparing til renoveringer.

 
Det er 42 år siden, at Vinie Hansen flyttede ind i Hyldespjældet i Albertslund. Et alment boligområde med frugttræer, fugleliv og fokus på miljø og fællesskab.


Hun holder meget af området, men de seneste år har problemer med fugt, kulde og skimmel taget en stor del af opmærksomheden. 

Foto: BO-VEST

”Tagene er utætte, og det det giver en masse gener for beboerne med vandskader, fugt og skimmel i boligerne. Vi skal også have renoveret kuldebroer i betonen, som også betyder skimmel og kolde boliger,” siger Vinie Hansen, der er formand for afdelingsbestyrelsen.


Hun er læreruddannet og har boet i Hyldespjældet, siden det stod færdigt i 1976. I dag er hun også næstformand i bestyrelsen for BL -
Danmarks Almene Boliger og formand for Bo-Vest, der administrerer 10.000 boliger for boligorganisationerne Tranemosegård, Albertslund Boligselskab og Vridsløselille Andelsboligforening. 


Renoveringen af de utætte tage er godkendt til støtte i Landsbyggefonden, som er penge indbetalt af beboerne i almene boliger til blandt andet renoveringer. Men der er allerede nu lang kø til penge fra Landsbyggefonden, fordi det er politisk bestemt, hvor meget den må udbetale om året. Beboerne i Hyldespjældet har fået besked om, at renoveringen kan gå i gang i 2021.


Men efter regeringen meldte ud, at udspillet mod parallelsamfund skal betales med penge fra Landsbyggefonden, er det tvivlsomt. For så vil der ikke være penge til renoveringer uden for de særligt udsatte boligområder. 


”Først og fremmest er det en gene, at beboerne skal vente og vente og have håndværkere og synes, at det er svært. Hvis de så får at vide, at nu skal vi vente yderligere flere år…? Det håber jeg virkelig ikke kommer til at ske,” siger Vinnie Hansen med eftertryk.

Utætte tage æder penge til nye vinduer

Imens beboerne i Hyldespjældet venter, æder de mange reparationer en stor del af afdelingens penge. Penge, som de meget hellere ville bruge til nye vinduer og forbedringer på deres beboerhuse og administrationslokaler.

”Tagene giver os en masse ekstraomkostninger. Vi er nødt til at reparere dem, når der er skader. Men vi har jo sagt til beboerne, at renoveringen jo er lige om hjørnet. I hvert fald de sidste fem år. Så det bliver en svær situation, hvis det bliver udskudt yderligere,” siger Vinnie Hansen.

De prøver at holde udgifterne til reparationerne så lave som muligt.

”For det er jo penge ud af vinduet. Men vi er jo nødt til at sikre, at folk kan bo der,” siger hun.

Hun synes, finansieringen af udspillet mod parallelsamfund er helt forkert.

”Jeg synes, vi skal hjælpe de boligområder, som de så kalder ’ghettoer’. Men det er en samfundsopgave, som alle i samfundet skal være med til at betale. Det er jo ikke bare lejernes opsparede penge, der skal gå til det,” siger hun

Hun bekymrer sig også for de boligafdelinger, der ikke er nået at blive godkendt og komme på venteliste endnu, og som kommer til at vente mange år på renoveringer.

”Det vil sige, at så forringer vi de almene boliger, som vi gerne vil vedligeholde. Det er vi meget imod, og det er vigtigt, at vi får sagt klart og tydeligt, at det vil vi ikke være med til,” siger hun.

 

Om skribenten

Fik du

læst disse?

Oversigt Kbh BL-direktør: Der er brug for tryghed om ejendomsvurderingerne
Notech Ude Ålegræs i vinduerne: Beboere får bæredygtig isolering
Stinewadskaermunch01 Stine bygger bro og får flere udsatte børn og unge ind i foreningslivet
BL 04994 Ny BL-rapport: Flere vil bidrage til fællesskabet, men ved ikke hvordan
DSF9561 Ny hjemløsereform skal afskaffe langvarig hjemløshed
Se alle artikler ( 2995 )

0

Læseliste