02. MAJ. 2017 KL. 00:00
BL om boligskatterne: Det endte godt

Scanpix
02. MAJ. 2017 KL. 00:00
Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet sikrede lejerne trygheden i forhold til stigninger i ejendomsskatten.
Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet sikrede lejerne trygheden i forhold til stigninger i ejendomsskatten.
I Boligen 4, der udkom i slutningen af marts, kunne Boligen citere både Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, og Dansk Folkepartis finanspolitiske ordfører, Rene Frederiksen, for, at de i de dengang hede forhandlinger om en ejendomsskattereform ville have fokus på, at de almene lejere også skulle tilgodeses af eventuelle fastfrysninger af grundskyld og skatterabatter. I dag har de to partier leveret varen.
Klokken 17.40 trådte finansminister Kristian Jensen og chefforhandlerne fra de øvrige partier, der står bag den nye ejendomsskattereform, frem i Finansministeriet for at lægge værket frem for befolkningen.
Forliget sikrer, at den gennemsnitlige huslejestigning på grund af grundskylden for de almene beboere i 2040 ikke vil være højere, end den efter de nuværende regler ville have været i 2021.
Tryghedsgaranti
”Da boligskatteforhandlingerne startede, var det var en hård kamp at få politikerne på Christiansborg til at huske, at en meget stor del af befolkningen bor til leje, at næsten en million af disse bor til leje i almene boliger, og at de også betaler boligskatter. Men heldigvis satsede regeringen på en bred politisk aftale, så da de største partier uden for regeringen kom med i forhandlingerne, kom hensynet til lejerne – herunder beboerne i Danmarks almene boliger – til at spille en stor rolle. Og vi er ganske tilfredse med, hvor forhandlingerne på dette område er landet. Vi har fået en tryghed på samme niveau, som boligejerne har fået det. Trygheden for ejerne er nu blevet fulgt op af en tryghedsgaranti for lejerne, især i den almene sektor, og det var det, vi arbejdede for,” siger Bent Madsen, administrerende direktør i BL – Danmarks Almene Boliger, om den ny aftale med titlen ”Tryghed om boligbeskatningen”.
Soc. og DF tog slæbet
Når grundskyldsforhandlingerne landede med en acceptabel skatterabat for de almene lejere, hænger det især sammen med en hård kamp fra de to største partier uden for regeringen.
”Det lykkedes Socialdemokratiet at sørge for, at de almene boliger også er sikret imod store huslejestigninger. Nogle lejere har indtil nu betalt for meget i husleje, fordi flere udlejningsejendomme i dag betaler grundskyld på baggrund af for høje grundvurderinger. Vi har sikret, at også lejerne får tilbagebetalt den boligskat, som de indtil nu har betalt for meget, siger Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen.
”Der er sikret et loft over, hvor meget grundskylden kan stige for de almene boliger som følge af de nye vurderinger og skatteregler," fortsætter hun.
Samtidig genbesøges aftalen, når de nye vurderinger af de almene boliger kendes fuldt ud, med henblik på at sikre, at ingen almene boliger oplever store huslejestigninger. Der indføres endeligt en stigningsbegrænsningsregel, som fremadrettet lægger et loft på de årlige stigninger i grundskylden for udlejningsejendomme.
Også Dansk Folkeparti kæmpede hårdt for at sikre lejerne en tryghed imod stigende boligskatter på samme niveau som boligejerne.
”Vi er meget glade for, at det er lykkedes at sikre lejerne en forventet nedsættelse af ejendomsskatten på 600 millioner kroner frem til 2020," siger Dansk Folkepartis finanspolitiske ordfører, Rene Kristensen.
”Vi har også sikret, at lejernes situation skal vurderes i 2020. Hvis ikke lejerne opnår skattelettelsen på de 600 millioner kroner frem til 2020, så kan forliget genåbnes. Og så må det sikres, at lejerne kompenseres for det manglende fald i grundskylden i den udfasning af rabatten, der ellers er vedtaget frem imod 2040," fortsætter han.
Om skribenten

Regnar M. Nielsen er journalist og skriver gerne om landets almene boliger med fokus på det boligpolitiske.
Seneste Artikel
Fremtidens ældreboligmarked kræver bredere tilpasningRegnar M. Nielsen er journalist og skriver gerne om landets almene boliger med fokus på det boligpolitiske.
Seneste Artikel
Fremtidens ældreboligmarked kræver bredere tilpasning