01. JUN. 2015 KL. 00:00

Indblik: Fodboldregning hjælper

abildgaardskolen02.jpg

Jens Bach

Abildgårdskolen i Vollsmose bruger folkeskolereformen til at bygge videre på samarbejde, der skaber gode aktivitetstimer.

”Hvorfor er I for sent på den?”

Karim og Hussein er lige kommet stormende ind i hallen, og en stakåndet Hussein fortæller, at de skændtes i frikvarteret, og at det derfor kun var med nød og næppe, at de fik lov til at være med.

”Der var I heldige,” siger Lars Buchardt.

”Nu kan I sætte jer ned sammen med de andre og følge med i det sidste.”

Han er ved at gennemgå den fodboldregning, som de 11 drenge skal i gang med. De skal sparke med indersiden til hinanden, og så længe bolden når frem og rammer inden for keglerne, skal der tælles. Når man er igennem 10 omgange, lægges resultaterne sammen, og den, der tæller, skal i gang med at skyde.

”I bliver inddelt i tre hold, nej fire,” retter Lars Buchardt det til.

”Nu, da Hussein og Karim er kommet til. Og hvad skal der til, for at man rykker op?”

”At man laver gode afleveringer,” bliver der svaret i kor.

Eleverne kommer fra de tre første klasser på Abildgårdskolen, og de er i fodboldskolen en eftermiddag om ugen sammen med elever fra H.C. Andersen Skolen, der ligger lige i nærheden.

Begge skoler har en lærer med; og tre trænere fra idrætsklubben B1909, der ejer hal og lokaler, deltager også i forløbet, der ud over fodboldmatematik byder på en runde træningskampe samt matematik og dansk. Andre dage er det elever fra 0., 2. og 3. klasserne fra de to skoler, der deltager.

Nemmere at koncentrere sig

”Der er mange gode ting ved at kombinere fodbold og matematik,” siger Lars Buchardt i en pause.

”Det er meget nemmere at koncentrere sig om at regne, når man får lov til at bevæge sig, og der opstår meget færre konflikter, fordi der skal samarbejdes i fodbold. Børnene har også godt af at lære den disciplin, der er i spillet. I skolen er der ikke noget rødt kort. Det er der, når vi er i hallen.”  

Efter en halv times træningskampe og et stykke frugt i opholdsrummet, bliver drengene delt op. Et hold arbejder med regnestykker på tablets, et andet har lærerstyret matematikundervisning.

Fire af de fem ved bordet med de små computere begynder hurtigt og koncentreret at lægge sammen eller trække fra. Den femte, Karim, har svært ved at lade sidemanden i fred og får et par ord med på vejen fra læreren. Kort efter klikker Karim regnestykker frem, tæller på fingrene og trykker resultaterne.

”Kan I huske, hvor hurtige I skal være for at blive mester?”

”Er det ikke to minutter?” spørger Yousuf.

Læreren nikker. Eftermiddagen byder på en sejr for Yousuf. Han har de sidste fire måneder regnet plusstykker på niveau 3, uden at det er lykkedes at nå i mål til tiden. I dag lykkes det.

”1.58. Fantastisk flot, Yousuf,” siger Lars Buchardt.

”Du plejer at være SÅ langsom, men jeg vidste godt, at du kunne.”

Den lille dreng har smil i øjnene, da han kort efter sammen med de andre får lov til at slutte lektionen af med en omgang computerskak. Så er det videre til dansk… 

Om skribenten

Artikler

vi anbefaler

Foto Holger Anderson Tingbjerg 2 Tingbjerg er bedre end sit rygte
20200910 211915 L 1920X1280we Boligministeren udelukker ikke regulering af ghettokriteriet om antallet af dømte
20200910 211554 L 1920X1280we Her er regeringens 3 indgreb, som skal løse problemerne på Motalavej
DSC2316 Til dig i afdelingsbestyrelsen: Sådan bliver du klar til renovering
Korskærparken 037 Ny rapport: Sådan fik helhedsplan flere i job og indtægten op
Se alle artikler ( 1794 )

0

Læseliste