Ny formand: John Olsen

29. maj 2017

Den 18. maj 2017 blev John Olsen valgt til ny formand for KAB. En erfaren demokrat, som kender organisationen godt, da han har siddet med omkring bestyrelsesbordet i knap 20 år, heraf fire som næstformand.

 

John Olsen vil lægge vægt på at værne om KAB’s service, kvalitet og stabilitet. I den nærmeste fremtid står digitalisering højt på dagsordenen i KAB, hvilket den nye formand har gode forudsætninger for at følge.

   

John Olsen er IT-uddannet og arbejder til dagligt med systemer til vandrensning i firmaet Bin-X Water Treatment. Men selvom han også privat går for at være lidt af en teknologi-freak, så har han en udpræget pragmatisk tilgang til digitalisering i KAB. Der skal kun indføres moderne teknologier dér, hvor det giver mening og på organisationens præmisser.

   

John Olsen er født i 1951 i Gilleleje. Uddannet bankassistent og it-rådgiver, samt HD i strategi og planlægning. Privat er han gift med Helen Rosenfeld og bor i boligafdelingen Søfryd i Måløv.

   

Sideløbende med det beboerdemokratiske arbejde i KAB’s bestyrelse har John Olsen igennem mere end 10 år været hhv. næstformand og formand i Fredensborg Boligselskab. I dag er han bestyrelsesmedlem i Ballerup Ejendomsselskab.

Nyheder