Foto Colourbox

Indblik: Kvantitetsrabat bør også hentes på malerstrøg

09. okt 2017

Indblik

Foto: Colourbox

Små og mellemstore boligorganisationer skal have malet ­hundredevis af boliger hvert år. Store organisationer flere tusinder.  Der kan spares millioner, hvis så store opgaver sendes i et samlet og centralt udbud.

 

Mange boligforeninger har planer om at centralisere indkøbene – men viger tilbage for det, fordi viceværterne og servicemedarbejderne er imod. De synes, at en del af deres handlemuligheder og kompetencer bliver taget fra dem. De er glade for det ansvar og den tillid, der er forbundet med at forhandle med leverandører og træffe selvstændige beslutninger om indkøb af både kaffe og håndværkerydelser. Den vil de nødig miste.


Adskillige boligorganisationer har imidlertid taget fat om problemet, og det viser sig, at der er millioner af kroner at spare, når indkøbene centraliseres og professionaliseres. Selvfølgelig kan man få bedre priser, når man – som fsb’s indkøbskonsulent – køber ind for 97 afdelinger og i øvrigt har sin spidskompetence i at gennemskue fakturaer og vurdere gode tilbud. Tilsvarende sikrer centrale indkøb hos B45, at viceværten ikke selv skal bruge fredag formiddag på at købe et nyt toilet eller blandingsbatteri. Tid er også penge, så når indkøb centraliseres, kan medarbejderne bruge deres tid på at løse andre opgaver for beboerne. 


Boligen har besøgt fsb og B45, der har sparet millioner af lejernes penge ved at købe mere rationelt ind. Og heldigvis er resultatet også, at driften og viceværterne er tilfredse med den nye ordning.

En sidegevinst ved centrale indkøb er, at de ansatte slipper for mistænkeliggørelse og myter om returkommission. Selvfølgelig går de også glip af de gaver, de måske har fået, men de tilfredse medarbejdere i driften tyder på, at de vinder meget andet, for selvfølgelig var det en stor opgave at forhandle priser med leverandører. Måske også stressende, fordi man aldrig kunne føle sig sikker på, at man nu havde fået forhandlet sig til den rigtige pris og måske manglede tid til at indhente konkurrerende tilbud.


Fagbladet Boligen nr. 10 - 2017

Effektiviserings-føljeton

I regeringens lovkatalog for folketings­året 2016-17 blev der vedtaget en række forslag til ændring af lov om almene boliger, herunder forslag til effektivisering af den almene boligsektors drift. Konkret er det forudsat, at den almene boligsektor skal spare halvanden milliard kroner i 2020 sammenlignet med et grundforløb. 

 

Lokalt er almene boligorganisatio­ner mange steder allerede i gang med effektiviseringsprocesser. I de foregående indblik om effektivisering af den almene boligsektor har redaktionen fortrinsvist kigget på administration og drift. Derfor har vi i dette indblik fokus på effektivisering af indkøb. I kommende numre af Boligen vil redaktionen i effek­tiviseringsføljetonen blandt andet se på forholdet imellem ledelse og personale.

Indblik: Kvantitetsrabat bør også hentes på malerstrøg
Indblik: 16 millioner sparet

Fsb har siden 2013 sparet 16 millioner kroner ved hjælp af indkøbsaftaler – og endnu større besparelser er på vej.

Indblik: Den dyreste lakseside

Slut med gratis gaver til viceværterne, efter driften blev moderniseret og indkøbene centraliseret i boligselskabet B45.