Foto Anders Biger

Indblik: Når folkeskolen og lokalsamfundet harmonerer

02. jun 2016

Indblik

Skolen i lokalsamfundet

Foto: Anders Biger

Folkeskolen er under udvikling. I august 2014 trådte den nye folkeskolereform i kraft. Reformen har medført en lang række strukturelle ændringer på skolerne. Herunder flere aktivitetstimer og en længere skoledag. Skolerne skal ifølge reformen også spille en større rolle i lokalsamfundet.


Aktuelt forhandler partiernes uddannelsesordførere på Christiansborg, om der skal indføres karakterkrav til optagelse på gymnasiet i dansk og matematik. Skal karakterkravet være 4 eller 7, diskuteres i øjeblikket.

 

Den almene sektor forholder sig ikke til karakterkrav. Men indføres der øgede adgangskrav, skal grundskolerne alle sammen kunne følge med. Ellers risikerer resultatet at blive, at færre unge får mulighed for at bryde den negative sociale arv. Hvis et adgangskrav på 4 til gymnasiet bliver til virkelighed, vil 50 procent af børnene fra ufaglærte hjem ikke kunne komme i gymnasiet. Det står i skærende kontrast til børn, der har mindst én forælder med en lang videregående uddannelse. Her er andelen kun 10 procent. Det viser en analyse fra Den Sociale Kapitalfond.

Folkeskolen har enorm betydning for det lokalområde, den ligger i. Det har man også opdaget andre steder i verden. I London har man gennemført The London Challenge – et gennemgribende skoleprogram, der trimmer skolerne til at præstere bedre. I dag er der minimal forskel på børn fra stærke og svage hjem. Hemmeligheden er bl.a. partnerskaber, data og motivation – og ikke mindst skoleledelse og lærerne.


Boligen har besøgt Gladesmore Community School i Tottenham, som er en skole med 1.300 elever i et hårdt belastet område i nord-London. Skolen ligger i et af de fattigste områder i England. Alligevel formår skolen nu at være et særdeles attraktivt tilbud, som løfter børnene fagligt, såvel som menneskeligt. Et tæt samarbejde imellem politi, det lokale erhvervsliv, religiøse grupperinger og forældre samt en stærkt dedikeret gruppe ansatte med et fælles formål er af stor betydning for skolens succes. 

 

Red. 

Skolen i lokalsamfundet

Indblik: Når folkeskolen og lokalsamfundet harmonerer
Indblik: Stoltheden stråler ud af Tottenham-skole

Gladesmore Community School i Tottenham ligger i et af Englands fattigste områder. Karaktererne på skolen var nogle af de allerdårligste i hele landet. Nu er de imod alle odds forvandlet til flotte tal.

Indblik: Skolen har arme ude i alle dele af lokalsamfundet

Gladesmore Community School var indtil for godt 10 år siden en af de mest upopulære skoler i hele nord-London.