Foto: Torben Klint / Ritzau Scanpix

Foto: Torben Klint / Ritzau Scanpix

Udbuddet af ejerlejligheder er det højeste i seks år

04. sep 2018

Antallet af ejerlejligheder til salg på det danske marked er på samme høje niveau som i 2012. Mere end 8200 lejligheder er i udbud og det presser sælgerne på prisen.

 

Antallet af ejerlejligheder til salg på det danske boligmarked er steget med 18 pct. på blot et år. Det viser helt nye tal fra Boligsiden.dk. Det er det højeste antal af ejerlejligheder til salg siden marts 2012.

 

Ved indgangen til september måned havde mere end 8.250 lejligheder i Danmark et ”til salg-skilt” i vinduet, efter at 407 nye ejerlejligheder blev udbudt i løbet af august måned.

 

Det kan have konsekvenser for både liggetid og pris, advarer Boligsiden.dk

 

“I de første syv måneder af 2018 ligger salget 10 pct. lavere sammenlignet med samme periode sidste år. Køberne har et større udbud at vælge imellem, og derfor er det vigtigt, at sælgers pris er konkurrencedygtig. Er den ikke det, vælger køber noget andet, og en del sælgere vil være nødt til at give større afslag i prisen end de havde beregnet,” siger Birgit Daetz, der er boligøkonom og kommunikationsdirektør hos Boligsiden.dk.

 

Udbud størst i hovedstaden

I Region Hovedstaden er udbuddet af ejerlejligheder steget med 25 pct. på blot et år. Selvom regionen er den med flest ejerlejligheder til salg på landsplan, er det her man har oplevet den største stigning.

 

“Region Hovedstaden tegner sig for mere end halvdelen af ejerlejlighedsmarkedet i Danmark. Derfor har stigningen i udbuddet i Region Hovedstaden en afsmittende effekt på resten af landet,” siger Birgit Daetz.

 

Det er særligt i de store byer, hvor man oplever en kraftig stigning i udbuddet af ejerlejligheder der sættes til salg.

 

“Vi ser høje stigninger i Region Midtjylland og Region Nordjylland, hvor det særligt er Aarhus og Aalborg der driver markedet, men stigningen kan også ses helt ude nær kommunegrænserne,” siger Birgit Daetz.

 

Ikke blot en sommertrend

Det er ikke usædvanligt, at der er en stigning i udbud og efterspørgsel i sommermånederne. I år ser tendensen dog ud til at være både større og længerevarende end normalt.

 

“Vi har nu set det meget høje udbud tre måneder i træk, og tallene for september bekræfter, at de høje tal i sommermåneder ikke var et udtryk for tilfældigheder,” siger Birgit Daetz.

 

Derfor opfordrer hun sælgere og købere til at tænke sig en ekstra gang om, før de indgår en handel.

 

“For dem, der er i markedet for at sælge, er det vigtigt at tage bestik af en situation, der hvor udbuddet har ændret sig så markant. Køberne har meget mere at vælge imellem, og derfor er det vigtigt, at sælgers pris er konkurrencedygtig,” siger Birgit Daetz.