Foto: Al2Bolig

Foto: Al2Bolig

Langkærparken vinder nordisk 'Bostadspris'

01. sep 2018

Boligområde fra Tilst modtager prestigefuld nordisk pris for renovering og jobindsats. Samtidig blev en ny rapport om det nordiske byggemarked præsenteret på NBO-konferencen.

 

Ikke blot for beboerne i Langkærparken i Tilst er renoveringen af boligområdet ved Aarhus en succes, men også i et nordisk lys er der fokus på forvandlingen fra slidt boligområde til velfungerende kvarter.

 

Torsdag 30. august vandt projektet fra Langkærparken den såkaldte ‘Bostadspris’, som blev uddelt i Stockholm i forbindelse med en konference for almene boliger i norden, arrangeret af repræsentanter for boligorganisationer i hele norden. NBO - Housing Nordic var arrangører af konferencen.

 

Projektet i Langkærparken er en succeshistorie, som mange andre renoverede boligområder herhjemme, men udmærker sig også ved at kombinere den store planlægnings- og håndværksmæssige indsats med et beskæftigelsesprojekt. ”JobFirst” kaldes dén indsats.

 

I forbindelse med renoveringen af det udsatte boligområde Langkærparken i Aarhus indledte bygherre Al2bolig, Jobcenter Aarhus og entreprenør Enemærke & Petersen det ambitiøse JobFirst-samarbejde, der havde til hensigt at beskæftige områdets unge i renoveringsprojektet. 24 unge arbejdsløse beboere kom i fuldtidsarbejde arbejde ved renoveringen.

 

Til NBO-konferencen, arrangeret af repræsentanter for boligorganisationer i hele norden, tog projektet også kegler, da det blev præsenteret torsdag.

 

Otte nominerede fra Norge, Sverige, Island, Finland og Danmark var nominerede. Hensigten var klar: at sætte fokus på den værdi renoveringer i de nordiske boligområder giver både lokalområdet og samfundet. Også et renoveringsprojekt som Tellusgatan i Göteborg, hvor 800 lejere bor, var med langt fremme, lyder det. 

 

Langkærparken blev valgt som samlet vinder blandt de otte nominerede og understøtter visionen i det nordiske samarbejde, som på engelsk lyder: "NBO, Nordic cooperative and public housing associations, has a vision of a Nordic region with economically, ecologically and socially sustainable housing for all.”

 

Du kan læse mere om alle de otte nominerede og NBO-konferencen lige her - og læse mere om tendenserne på det nordiske boligmarked i en helt ny rapport lige her

 

Du kan læse mere om Langkærparken og 'Jobfirst'-indsatsen hos Al2Bolig her

 

Vinderen af den såkaldte 'Bostadspris' gik til Langkærparken i Tilst ved Aarhus.