Foto: Egevænget i Ølstykke. Foto: Jørgen Jørgensen

Foto: Egevænget i Ølstykke. Foto: Jørgen Jørgensen

En ganske særlig dag

03. sep 2018

Bebyggelsens gårdrum
Tagterrasser og svalegange

Fagbladet Boligens arkitekturanmelder, Nathan Romero Muelas, besøger en hastigt voksende bydel ved Egedal Station. Den almene  afdeling Egevænget, som består af 60 boliger, har fællesskabet i højsædet og ligger i den nye bydel Egedal By.

 

Det lader til, at Egedal vokser meget. Øst for jernbanen er det nye rådhus sammen med et plejecenter og det almene boligkompleks, vi besøger i dag, blot brobygninger til en kraftfuld fremtidig urbanisering med 10.000 nye indbyggere. Egedal By, som den nye bydel hedder, følger de kendte storbymodeller med en tæt karréstruktur. Og netop tiltag som disse begynder normalt med offentlige, fællesorienterede bygninger, måske for at charmere de nuværende naboer, mens resten af byggebølgen gør sig klar til at overdække landskabet. 

To ansigter

Idet vi nærmer os Egevænget, den fire etager høje karrébebyggelse, bliver det tydeligt, at den har to forskellige ansigter. Det, der vender imod byen, er ret familiært og typisk for mange af de senere byggerier. Det fremstår i en simpel, grå murstens­overflade, der er brudt i et regulært mønster af vinduer, hvor vinduerne nok er lidt større end normalt. Det andet ansigt, der kigger indad, er derimod ret specielt. Her er facaden pudset og hvidmalet. Og på denne solrige juni-morgen skinner det, og sammen med svalegangmotivet giver det gården en særlig Middelhavsatmosfære. 


Svalegangen består af en tynd, rå stålkonstruktion, der kaster skiftende skygger på den hvide væg. Gårdrummet, der ikke er for stort, kunne være ganske klaustrofobisk, hvis det ikke var for de hvide vægge og for de to ekstra redskaber, som arkitekterne bruger: en bred port imod byen, som forbinder gården med gaden, og det ”manglende” hjørne ud imod landskabet, det sydøstlige hjørne, hvor karreen åbner op til en smuk pittoresk, næsten engelsk udsigt, med en vanddam og træklynger på de bløde græsforhøjninger. Karreen nedtrappes her med fælles tagterrasser imod bydelens kommend bypark, Den Grønne Fletning.

Kig fra øverste svalegang.
Der er en meget tynd linje imellem det at tillade eller endda opmuntre til møder imellem naboerne og så tvinge dem til det. Og denne svalegang og gårdens dimensioner befinder sig på den rigtige side af linjen, omend meget tæt på den. Når man kommer ind i gården eller går på svalegangen, er der ingen mulighed for at undgå naboernes overvågning, og man er udstillet, når man sidder på sin terrasse. Alligevel vil jeg ikke blive overrasket over, hvis denne nærhed tilskynder til nye relationer og måske øger fællesskabet.

Nathan Romero Muelas, arkitekt

Et tæt fællesskab

Ved at åbne karreen op forskellige steder blødgøres denne ellers indadvendte bygningstype, men det er svalegangen af stål, der fanger min interesse.

Der, hvor jeg kommer fra, har svalegangen traditionelt set været forbundet med socialt boligbyggeri, og det har der været en åbenlys økonomisk grund til: man sparede penge med færre trapper og elevatorer. I Egevænget har den en anden karakter. For det første er den meget bredere. Dette giver mulighed for et udeareal, hvor man kan placere havemøbler og planter, og dermed udvide ens stue, mens naboerne stadig har gangplads til at passere forbi. Og her er tricket: det er svært at passere uden at sige hej, hvilket er en meget bevidst og effektiv måde, synes jeg, til at opfordre til fællesskab på. For det andet vil den ekstra bredde normalt dømme gårdfacaden til mørket, men her adskilles svalegangen mange steder fra facaden, og lyset strømmer således til, mens der skabes privatliv rundt om vinduerne ud imod svalegangen.


Der er en meget tynd linje imellem det at tillade eller endda opmuntre til møder imellem naboerne og så tvinge dem til det. Og denne svalegang og gårdens dimensioner befinder sig på den rigtige side af linjen, omend meget tæt på den. Når man kommer ind i gården eller går på svalegangen, er der ingen mulighed for at undgå naboernes overvågning, og man er udstillet, når man sidder på sin terrasse. Alligevel vil jeg ikke blive overrasket over, hvis denne nærhed tilskynder til nye relationer og måske øger fællesskabet. Dog var den pænt anlagte gård temmelig tom under vores besøg, måske fordi der ikke er så mange børnefamilier endnu. 

 

Gammel hollandsk inspiration 

Lejlighedernes store vinduer gør dem utrolig lyse, og der er mange forskellige boligstørrelser, fra 47 til 114 m2, alle med en praktisk rumfordeling. De lejligheder, der vender ud imod jernbanen, lader ingen støj komme ind, hvilket vidner om ganske tykke vægge i denne højisolerede bygning, der kan prale af et 2020 lavt energiforbrug.


Men blandt de forskellige lejlighedstyper er særlig én interessant, nemlig de fem større 4-værelseslejligheder, der minder mig om Amsterdams gamle kanalhuse. I Holland er disse vertikale lejligheder ret smalle og udvider sig over tre etager, nogle gange fire. Her i Egedal kommer man fra svalegangen på anden etage ind i køkkenalrummet, og derfra fører en central trappe ned til soveværelserne på første sal eller op til udhusene (til opbevaring) og private terrasser på taget. De fem udhuse på taget bliver her til et vibrerende motiv, der bryder bygningens enkle geometri. Og faktisk fremstår taget som et landskab i sig selv, beklædt af de nævnte udhuse og private terrasser, solpaneler og de fire fælles tagterrasser, der trapper ned imod syd.

Gårdrummet set fra en af tagterrasserne.
Stue med udsigt og vanddammen
I det hele taget synes jeg, at det er en modig, rig og interessant bygning med den rette dosis af innovation. Hermed mener jeg, at eksperimenterne ikke har været på beboernes regning, men faktisk er ment til at forbedre deres liv. Således er der en grad af innovation i nogle af lejlighedstyperne og på kaskaden af de fælles tagterrasser. Men allermest i den generøse svalegang, der ikke er en billig korridor, men som opnår ægte livskvaliteter.

Nathan Romero Muelas, arkitekt

En dristig bygning

Bygningens overordnede udseende gør mig lidt urolig, men jeg erkender, at mine grunde måske er nørdede. For eksempel synes jeg, at den hvide inderfacade – når den møder murstensfacaden – får murstenen til at virke som en tynd hud, og at den byggede volumen derved kommer til at fremstå svag. Rampen, der eroderer bygningen ud imod gaden og tager cyklisterne op i den store cykelparkering, er original, men også hård og afvisende imod gaden, hvor man ellers kunne ønske sig indgange og butikker.


I det hele taget synes jeg, at det er en modig, rig og interessant bygning med den rette dosis af innovation. Hermed mener jeg, at eksperimenterne ikke har været på beboernes regning, men faktisk er ment til at forbedre deres liv. Således er der en grad af innovation i nogle af lejlighedstyperne og på kaskaden af de fælles tagterrasser. Men allermest i den generøse svalegang, der ikke er en billig korridor, men som opnår ægte livskvaliteter. Det fik mig til at tænke på den vidunderlige Ettore Scola film fra 1977, ”Una giornata particolare” (”En ganske særlig dag”), hvor den underlige romance imellem Marcello Mastroianni og Sophia Loren sker over gården og fuldendes imellem de hvide lagner, der tørrer på det fælles tag. 


Jeg ved ikke, om arkitekter kan tegne fællesskaber, men de kan helt sikkert tegne mulighederne.




Fagbladet Boligen nr. 5 - 2018

Vis flere

Annonce Annonce Annonce Annonce

FAKTA om Egevænget

Adresse: Rådhustrædet 1-29, 3650 Ølstykke
Bygherre: Ølstykke almennyttige Boligselskab v/DAB
Arkitekst: Dorte Mandrup Arkitekter a/s
Landskab: Opland ApS
Opførelse: 2016
Totalentrprenør: O. Adsbøll & Sønner a/s