Foto: Signe Schlictkrull

Foto: Signe Schlictkrull

Indblik: Vandsengs-effekten

05. nov 2018

Nyt hollandsk studie af 393 nedrevne og ombyggede boligområder viser, at nabokvarterene mister højtlønnede beboere og i stedet får flere med lave indkomster.


I Holland kalder de det vandsengs-effekten. Når man presser ned i den ene side af en vandmadras, hæver den sig i den anden side. Vand kan ikke presses sammen, så det fylder mindre, og det kan fattige mennesker heller ikke. Forsvinder de fra et sted, dukker de op et andet sted, og meget tyder på, at det er i nærheden af det sted, de befandt sig før.

Det er en af konklusionerne på et stort studie, som den hollandske sociolog og statistiker Merle Zwiers har offentlig¬gjort i 2018.

”Når du river en masse socialt boligbyggeri ned, skal mennesker med lave indkomster flytte et sted hen, og de fleste foretrækker at blive i nærheden af det kvarter, hvor de har familie og venner, og hvor deres børn går i skole. Jeg tror, det er hovedårsagen til, at tilstødende kvarterer lider under omdannelserne,” siger Merle Zwiers, der forsker i byudvikling ved Delfts Tekniske Universitet.

Hun har analyseret udviklingen i beboernes indkomst i 393 boligområder, der undergik store fysiske forandringer, som for eksempel nedrivning og nybyggeri, over en periode på 14 år fra 1999 til 2013.

Indkomsterne steg hos beboerne i de omdannede boligområder, der som regel var transformeret fra lejeboliger til et mix af ejerboliger, private lejeboliger og socialt boligbyggeri. Men Merle Zwiers kiggede også på, hvordan det gik i de 921 kvarterer, der grænsede op til de ombyggede boligområder. Her var udviklingen negativ.

Ingen positiv naboeffekt
Undersøgelsen viste, at naboområderne fik flere beboere med lave indkomster. Samtidig mistede de også flere højtlønnede beboere end lignende boligområder andre steder i byen.

”Til en vis grad er de fysiske omdannelser af udsatte boligområder succesfulde i forhold til at modvirke koncentrationer af fattigdom, men til dels flytter du også bare problemet,” siger hun.

”Der har været en stor diskussion i Holland om, hvorvidt den førte politik med at nedrive boligområder har været en succes. Ideen var, at hvis bare folk flyttede til en anden type boligområde, så ville de automatisk blive mere socialt mobile og klare sig bedre,” siger hun.

”Hvis du virkelig vil takle problemet, så skal du også investere i mennesker,” siger hun.

Det handler blandt andet om at uddanne og at øge folks muligheder på arbejdsmarkedet.


De værste boliger fjernet fra landkortet
Alt er dog ikke endt dårligt. Merle Zwiers mener, at de sidste cirka 20 års mange nedrivninger og omdannelser af socialt byggeri betyder, at Holland i dag ikke har store slumområder, som for eksempel USA, England eller Frankrig.

”Det har i høj grad været de værste boligområder, der blev omdannet. De var af virkelig dårlig fysisk kvalitet – for eksempel dårligt isolerede, meget kolde om vinteren og varme om sommeren, eller utrygge. Dårlig kvalitet var en af hovedårsagerne til, at boligområderne blev nedrevet. Og de beboere, der var tvunget til at flytte, bor nu ofte i bedre socialt boligbyggeri,” siger hun.



Fagbladet Boligen nr. 6 - 2018

SOCIALT BOLIGBYGGERI I HOLLAND

• Holland er det land med størst andel af socialt boligbyggeri i Europa. 32 procent af alle boliger i Holland er socialt boligbyggeri.

• I Holland er der 2,4 millioner boliger med 4 millioner beboere.
I Holland har man igennem de seneste årtier praktiseret omfattende nedrivninger af socialt byggeri. Derudover har boligorganisationerne ret til at sælge og købe boliger.

Nedenfor er, hvad Hollands 350 boligorganisationer markedsmæssigt foretog sig i 2015:

• 10.200 boliger blev nedrevet
• 17.100 boliger blev bygget, hvoraf 2.100 blev solgt til private
• 1.600 boliger blev købt
• 18.400 eksisterende boliger solgt, heraf 15.200 til private.

Kilde: AEDES (BL’s hollandske søsterorganisation), 2017

Vanvittigt dyrt og med tvivlsom effekt

Indblik: Vanvittigt dyrt med tvivlsom effekt
Indblik: Skuffende resultat af nedrivninger og omdannede boligområder

En af Europas førende forskere gør boet op efter nedrivningsbølgen: Dyrt og med begrænset effekt på socialt og etnisk mix.

Indblik: Velkommen til Vreewijk

Hollandske forskere fandt, at tvangsflyttede beboere fra nedrevne boligområder i Rotterdam påvirkede beboerne i deres nye kvarter Vreewijk negativt. Fagbladet Boligen har besøgt kvarteret.

Indblik: Hollands lejere: Nedrivninger tvang folk i dyrere boliger

Bølge af nedrivninger skadede hollandske lejere uden rigtigt at løse problemerne, forlyder det fra Woonbond, lejernes organisation i Holland.

Indblik: Vandsengs-effekten

Nyt hollandsk studie af 393 nedrevne og ombyggede boligområder viser, at nabokvarterene mister højtlønnede beboere og i stedet får flere med lave indkomster.

Indblik: Forvandlingen skete – men effekten udeblev i Bijlmermeer

Efter en investering på 18 milliarder er Bijlmermeer stadig en af Amsterdams fattigste bydele med flest arbejdsløse.

Indblik: Når problemfamilien flytter ind

Mange tvangsflyttede beboere, hvoraf nogen er del af multiproblem-familier, kan skabe utryghed og medføre betydelige plager for oprindelige beboere i deres nye kvarter, viser hollandsk forskning.