Foto: Jørgen Jørgensen

Foto: Jørgen Jørgensen

Havnefront og tegneserier – Århusgadekvarteret i Nordhavn

05. nov 2018

Boligens arkitekturanmelder, Nathan Romero Muelas, har besøgt det nye kvarter i nordhavn, som er mere end blot et bykvarter. Hele nordhavn, når det står færdigt, vil være lige så stor som det gamle københavn, det vil sige byen inden for voldene. Men mens københavn er blevet bygget på siden det 10. århundrede, så startede nordhavn med en åben arkitektkonkurrence tilbage i 2008. og dét præsenterer nogle udfordringer.

 

For at sige det lige ud og at dømme efter det, vi allerede ser i dag, så tror jeg, at Nordhavn er og bliver et godt sted at bo. Og der er ingen overraskelser ved det – plusserne er helt oplagte. Der er en masse havnefront, og man er meget tæt på Københavns centrum. Og alligevel, efter et par gåture på forskellige dage og tidspunkter, er minusserne også blevet synlige, som jeg vil forsøge at forklare i det følgende.

Jeg hader at være indlysende, men hvis vi ønsker at skabe et inkluderende og fornuftigt kvarter ved vandet, så bør vi placere lave, måske dyre bygninger tættere på vandet og højere og billigere bygninger længere inde. Ligesom man gør i teatret.

Nathan Romero Muelas, arkitekt

En form for dialog

Det første af Nordhavns kvarterer, Århus­gadekvarteret, er nu så fremskredent, at vi godt kan anmelde det. Og selvom det ikke er let at lave en by næsten fra bunden, så går Nordhavn langt hen ad vejen i den rigtige retning. Specielt i nogle af de områder, hvor gamle havnebygninger har fået lov til at stå. Det sker især i den centrale del af området, tættere på fastlandet. Dér, længst væk fra vandet, er bygningerne lavere. Gaderne er smallere og ikke for lange og nu og da afbrudt af små pladser. Man går rundt med en følelse af den uforudsigelighed, der hører de gamle byer til.

Rækkehusene oveni det gamle pakhus.

 

En spadseretur blandt ”transformers”

Sameksistensen imellem gammelt og nyt er vigtig for at give substans til det nye kvarter, og dette sker til en vis grad i Århusgadekvarteret. Men overlejringen af det nye på det gamle får nogle gange det nye til at fremstå grotesk og det gamle latterligt. Meget få bygninger er bevaret i deres originale, eksterne form. De fleste er blevet transformeret, indeni og udenpå, mest ved at tilføje flere etager på toppen. Det forekommer mig som en meget voldsom og kunstig handling, som tilføjer tæthed og flere kvadratmeter, men sjældent nogen arkitektonisk værdi.

Ombygning af en gammel bygning.


Det er lettere at forstå omdannelsen af de tre store siloer, hvor betonbeholderne, som engang holdt korn, er blevet perforeret til at huse folk. Siloernes nye facader og altaner er da begrundet og tilmed interessante. Det er robuste, store bygninger, der kan tage imod næsten enhver form for transformation.


Men det er sværere at begribe i de lavere, mere ydmyge, men flotte bygninger, der tilhørte den gamle havn. Her går resultaterne fra overraskende til simpelthen forfærdelige. Bare et eksempel – og der er flere end et par stykker – kunne være det smukke pakhus k fra det 19. århundrede, der nu er forvandlet til grimme rækkehuse. Det er en mærkværdig ombygning, der fik mig til at tænke på den japanske legetøjs- og tegneserie fra 1980’erne, ”transformers”, hvor helte-robotfiguren omdannes til en bil og derefter et fly osv. Generationen før ”transformers” vil forstå mig, når jeg siger, at disse rækkehuse ligner, at krokodillen endelig har spist Tarzan, mens armene stadig stikker ud imellem tand­rækkerne. Renoveringen er her blevet til en joke.


Og én ting mere om stedets hukommelse: Gadenavnene på skiltene er ledsaget af forklaringer om, at for eksempel Antwerpen og Liverpool er berømte havnebyer. Dette er måske lidt for paternalistisk. Hvis man ikke har tiltro til borgernes viden, burde man i det mindste have tillid til deres nysgerrighed. Man kan slå det op, et vejskilt er ikke en encyklopædi. 

 

En modstandsø

I midten af Århusgadekvarteret rejser Domea det eneste almene boligbyggeri i kvarteret. Det vil være en almen ø, som er omringet – ikke af vand – men af højere bygninger. Det ser lovende ud at dømme efter tegningerne og de rå vægge, der allerede står. Formet som en semiåben karré, tilbyder den en variation af højder (fra to til seks etager) og materialer og vil huse 96 almene boliger, 9 ungdomsboliger, 24 servicelovsboliger, en børneinstitution, en restaurant, cafeer og butikker. 

Og som det ikke kunne være anderledes i disse dage, er denne almene ø blevet givet navnet ”Orienten”. I det store billede kunne man have håbet på en mere spredt fordeling af de almene boliger. Hvorfor ikke opføre nogle få, eventuelt mindre, separate bygninger, måske endda nede ved havnefronten. Bedre end ingenting, kunne man sige. Ja, men denne eneste almene karré midt i en hyper gentrificeret og eksklusive, bydel føles en smule som Asterix og Obelix’ by, ”den eneste modstandsenklave midt i det romerske imperium”, for at blive ved tegneserier.

 

Markedslogik og murstenskedsomhed

Mens vi nærmer os vandet, tager markedslogikken tydeligvis overhånd. Ingen hemmeligheder her, for udviklingschefen for den offentlige bygherre ”By og Havn” har sagt, at de skaber byområder ”på et forretningsmæssigt grundlag”. Jeg hader at være indlysende, men hvis vi ønsker at skabe et inkluderende og fornuftigt kvarter ved vandet, så bør vi placere lave, måske dyre bygninger tættere på vandet og højere og billigere bygninger længere inde. Ligesom man gør i teatret og på stadioner – her i Nordhavn er forestillingen blot vandet. Kun dumhed eller grådighed placerer de dyre pladser tæt på scenen højt oppe og lader rækkerne på bagsiden ude af festen. Mens jeg i de tidlige morgentimer går omkring i Århusgadekvarteret, har jeg netop den oplevelse: En solrig kant af høje boligblokke og en mørk kerne med lavere byggeri. Paradoksalt nok, som jeg nævnte, er det de lavere bygningsskalaer og gader i ”bunden af skeen”, som føles mere succesfulde bymæssigt set. I modsætning til de eksklusive havnefrontboliger, der er nøjagtig som resten af vores nye havne: En kontinuerlig murstensvæg, hvor små variationer i farve og højde mislykkes med at bryde ensformigheden.

De almene boliger skyder op.

Den “almene ø” på vej i midten af billedet.

 

Tre ikoniske undtagelser 

Der er efter min mening tre åbenlyse undtagelser i denne urbane fabrik – to af de renoverede siloer og den nye parkeringsbygning – som tilbyder en spændende arkitektonisk dialog, baseret på kontraster og variationer.


Parkeringsbygningen er udført i rød cortenstål og beton med et åbent offentligt træningsareal på toppen – ”Konditaget Lüders” opkaldt efter havneingeniøren. Faktisk synes denne nye rustne, røde boks mere på sin plads her end mange af de andre nye bygninger.


Og så ”The Silo”. Nogen har kaldt den Batman-skyskraberen. Den er ikke så høj, men det er rigtigt: Siloens facetterede stålrustning gør den nye facade dyb og mysteriøs, men også utilnærmelig. Nogle af lejlighederne på 300 m2, med en loftshøjde på syv meter, koster 23,5 millioner kroner, hvilket da også gør dem uopnåelige for, ja, de fleste mennesker. Indeni giver den gamle silos potente betonvægge pondus og vægt til dette luksuriøse sted. 

Frihavnstårnet (tv.) og The Silo (th.) fra Konditaget Lüders. 


Blandt den rutinemæssige masse af bygninger er der én, der fanger min opmærksomhed med sin konstruktive ærlighed og elegante proportioner. Det er ”Frihavnstårnet”, en anden af de renoverede gamle siloer. På afstand minder den om masseturismens arkitektur, men jeg nærmer mig og beundrer de dybe sammenhængende altaners delikate komposition og den offentlige arkade i stueplan. Tilbageholdenhed fører her til kvalitet og stilfuld arkitektur. Materialerne er anvendt med god smag og omhu.

 

Mangfoldighedstjekket 

Jeg vil gerne indenfor i Frihavnstårnet, men da jeg står ved indgangen, kommer en ung mand med en Paris Hilton-agtig lille taskehund ud i løbetøj. Han virker for posh til at være sand, eller måske er han bare høj og flot. Han vil gerne lade os komme ind, men ejerforeningen er meget striks. Vi må gerne fotografere indgangen, som faktisk er meget fin. Vi spørger, om han er glad for at bo der. Han elsker det, men han skal snart videre. Han købte lejligheden for to år siden som en investering, har tjent en lille formue og netop solgt den, ”for at komme videre til det næste projekt”.


Dette fik mig til at tænke på, hvor succesfuld en bydel Nordhavn er. Mit overordnede positive indtryk af Århusgadekvarteret kommer fra nogle enkeltpræstationer i bystrukturen, men mange af de nye boligblokkes middelmådighed og omdannelsen af de gamle bygninger gør, at min entusiasme er dalet. Og mødet med jogger-investoren understreger bare denne åbenlyse socioøkonomiske – hvad skal vi kalde det – monotoni?

Hvis man tænker på Nordhavns enorme eksempelværdi som idealprojekt for en inkluderende, mangfoldig by, så er man dømt til at blive skuffet. 


Fagbladet Boligen nr. 6 - 2018

FAKTA

Adresse:
Århusgadekvarteret, Nordhavn

Bygherre:
By og Havn

Arkitekter og Landskabsarkitekter:
COBE, SLETH & Polyform

Ingeniør:
Rambøll

Størrelse:
550.000 m2

Masterplan:
2009

Forventet færdiggørelse:
2020