Foto: Kristoffer Friis Sørensen

Foto: Kristoffer Friis Sørensen

Fælles almen mission på Experimentarium

13. nov 2018

AlmenNet-konference om effektivitet i landets almene boligorganisationer satte fokus på, hvor meget der i disse år forandres i landets boligorganisationer - og på hvordan ledelsen kan få hele organisationen med på missionen, til gavn for medarbejdere og beboere.


“Dejligt at være her. I ser jo godt ud. I er dem, der kan designe den almene sektors udvikling. Det er da fedt. En million danskere bor i en almen bolig, det er sgu da ikke så lidt. I har temmelig stor indflydelse på mange danskeres liv. Det har en kæmpe relevans, at I udvikler sektoren og også ledelsen. Effektivitet er en udvikling,” indledte Alfred Josefsen, tidligere topdirektør i Irma.

Over 200 repræsentanter fra landets boligorganisationer havde tirsdag 13. november taget turen til Hellerup for at deltage i konferencen om effektiv drift ’Fremtid, Forandring og Fællesskab’Experimentarium. - arrangeret af AlmenNet, Trafik- Bygge- og Boligstyrelsen, BL Drifts- og Bestyrelsesnet.

 

For at sætte fokus på at det vigtigste grundstof i en virksomhed er dens medarbejdere, skød Alfred Josefsen dagen i gang med fem principper om ledelse. Og så var der en peptalk om, hvor vigtigt det er at finde meningen - sit purpose - med sin virksomhed. Indlægget handlede om at få bredt missionen helt ud i fronten, når forandringens vinde blæser. Og ikke mindst have fokus på mennesket og på at skabe tryghed for medarbejderne, så de tør prøve nyt og være innovative.

“I skal møde kunderne der, hvor de er. Fint nok med strategi og koordinering, det er en forudsætning. Men dvæl ved, at ledelse handler om at skabe rammer for dem, der udfører deres arbejde. Skab maksimal kampkraft i yderste led, så laver I gode resultater. Man kan ikke lede, hvis man ikke er i kontakt med dem, der skal ledes. Så kan man styre, men ikke lede. Det er en påvirkningsdisciplin, hvor hjertet skal være med. Det må ikke handle om et ‘dem og os’ internt i en organisationen eller i en branche. Det skal altid være et ‘os og os’,” sagde Alfred Josefsen, som tænker kultur frem for struktur, værdier frem for regler, emotionalitet frem for rationalitet og ikke mindst decentralisering frem for centralisering.
 
Og forandringen blæser hurtigt i landets boligorganisationer i øjeblikket. Baggrunden for konferencen, som blev afholdt 13. november i Hellerup på Experimentarium for ledelser, byggechefer, organisationsbestyrelser og andre ansatte, er den effektiviseringsdagsorden, som de seneste år har været en overskrift for driften af landets mange boligorganisationer. Der er realiseret besparelser på en mia. kr.

“Der blev sat et meget markant sparemål for jer og der er sket en markant ændring. I har realiseret besparelser for en mia. Kr. på få år. Det er imponerende, på en kort årrække. Der er forskel. Nogle er nået langt, andre er på vej, men målet er jo, at effektiv drift bliver en del af sektorens DNA. Målet om at nå besparelser på 1,5 mia. kr. kan nås i 2020,” sagde Kåre Clemmesen, vicedirektør i Trafik, bygge- og Boligstyrelsen og roste forsamlingen for idérigdom hos både direktører og organisationer omkring de 89 projekter, som den Almene Forsøgspulje har bidraget med 40 mio. kr. til.

 

Efter en indledning i auditoriet bag Experimentariums snorrige Helix-trappe i kobber, blev det tid til workshops.

 

Fem workshops, som alle foregik ud og ind imellem skoleklasser. Og mens eleverne legede i udstillinger med Lyslabyrinten, Bobleriet, Puls Torvet, Hovedbruddet og kom tættere på teknologi og videnskab i interaktive udstillinger, var de 200 deltagere i gang i mødelokaler og mellem aktiviteterne.

 

Workshoppen ’Effektivt strategiarbejde – afdæk og afhjælp barrierne’ fyldte rummet helt ud med spørgsmål og konkrete svar på, hvordan man bedst muligt kan få størst udbytte af sin strategi. Andre workshops handlede om selvbetjeningsløsninger for beboerne, debatter om forandringsprojekter og socialt ansvar og fællesskaber i perspektiv af effektiv drift.

 

Hele dagen igennem blev der fra scenen bragt små videoklip med ejendomsfunktionærer, projektledere, teamledere og direktører, som fortalte om virkeligheden fra 26 steder ude mellem bygningerne i hele landet og for at huske hinanden på at bag de effektive indsatser gemmer der sig en menneskelig indsats.

 

Næsten 200 deltagere var mødt op til AlmenNets konference om effektiv drift.

Alfred Josefsen, tidligere direktør i Irma, kom med gode råd til positiv - og effektiv - ledelse.

 

Den kobberbeklædte trappe ved indgangen til Experimentarium.