Varieret og tillokkende

05. mar 2018

Udearealer er til for at blive brugt, siger landskabschef. Udendørs mødesteder kan medvirke til at nedbryde fordomme, siger boligsocial konsulent.

Der kan være en tendens til at fokusere på bygningerne og selve boligerne – og så nedprioritere udearealerne. 

Og det er ærgerligt, mener Mogens Bundgaard, som er manden bag observationen. Han er landskabschef i DAB, der i flere årtier har ydet rådgivning til almene boligorganisationer om planlægning, renovering og drift af netop udearealer.


”Det er ikke nok med en vel vedligeholdt græsplæne og fint klippede hække,” siger Mogens Bundgaard.

Han opfordrer til at skabe et varieret og ”rart” landskab omkring ejendommene, der understreger samhørigheden imellem boliger og omgivelser.


”Der skal gerne være en afveksling – med høje træer og desuden små træer og store buske omkring passager. De grønne arealer bør bære præg af, at der bor mennesker på stedet. At de er til for at blive brugt. Der skal være opholdspladser og aktivitetsmuligheder og et stiforløb på tværs,” siger Mogens Bundgaard.


På den måde kommer folk ud af lejlighederne, og der bliver mere social kontakt, konstaterer han. Området får liv.

 

SOCIALE PLATFORME

Anne Maria Foldgast, specialkonsulent i Center for Boligsocial Udvikling, appellerer ligeledes til at skabe mødesteder udendørs, fordi de kan være en fælles social platform for beboere – og samtidig kan tiltrække folk udefra.


Hun nævner flere eksempler: På en legeplads laver man en aktivitet sammen. I en nyttehave skaber man fællesskaber på tværs af blandt andet køn og etnicitet. I et fælleshus på udearealet styrker man samarbejdet imellem beboere, der er frivillige, og professionelle organisationer.


”Mødesteder af den art kan nedbryde fordomme,” siger Anne Maria Foldgast.

Hun opfordrer til at tænke de fysiske rammer ind i sammenhængen, når der skal gøres en indsats for det sociale fællesskab i et boligområde.

 

DET SKAL FORBEREDES!

Anne Maria Foldgast og Mogens Bundgaard understreger begge, at forbedringer med hensyn til udearealet kræver forberedelse. Ifølge Foldgast er en analyse af området og beboernes ønsker et must. 


Ifølge Bundgaard kan beboernes repræsentanter og de, der passer området, med fordel overveje udearealets potentiale med hjælp fra en landskabsarkitekt, der kender sektoren.

”Det kan være en øjenåbner, der viser, at der er muligheder for forbedringer, uden at det behøver at være guldrandet,” siger DAB-landskabschefen.

Mogens Bundgaard pointerer, når det gælder driften, at et spændende og varieret udeareal ikke behøver at være dyrere i drift end store plæner og studsede hække.

FAKA

Tjekliste til udearealer


Er der uformelle opholdsmuligheder tæt på forbipasserende?

Er der steder med sol, skygge og læ?

Er der et inspirerende grønt miljø?

Er der tilbud om fysiske og sociale aktiviteter til alle aldersgrupper?

Er det også muligt at være sammen på tværs af generationer?

Kan udefrakommende være med?

Er der et system af stier, som inviterer til at gå og løbe?

Kan brugere af rollator og kørestol samt barnevogne komme rundt?


Kilde: AlmenNet