Foto: Malte Kristiansen/Ritzau Scanpix

Foto: Malte Kristiansen/Ritzau Scanpix

Efter højsteretsdom: Boligselskaber gør klar til flere udsmidninger

04. maj 2018

Flere boligselskaber gør klar til at bruge netop afsagt højesteretsdom til at smide hele familier ud, hvis et enkelt familiemedlem skaber utryghed i området.


En højesteretsdom kan give hidtil uanede muligheder for at komme utryghed i udsatte boligområder til livs, vurderer boligselskaber. Det skriver Kristeligt Dagblad.
For da en ung mand sammen med syv andre for mere end to år siden blev dømt for at kaste sten og brandbomber mod politiet i Vollsmose i Odense, satte han også gang i en proces ved det danske retssystem, som Højesteret tirsdag middag afsluttede. 

Her slog Danmarks højeste domstol fast, at det var i orden, da Fyns Almennyttige Boligselskab opsagde lejemålet for en mor og hendes to hjemmeboende børn på grund af den tredje søns angreb på politiet. 

Højesteret omstøder dom: I orden at smide familie på gaden

Flere sager på vej
Fyns Almennyttige Boligselskab oplyser, at selskabet har to lignende sager, der også omhandler stenkast og brandbomber, på vej under behandling. Også i Danmarks tredjestørste ghettoområde, Gellerupparken, kan dommen få betydning, siger direktør i Brabrand Boligforening, Keld Laursen. 

”For nogle familier er det næsten dagligdag, at der sidder et familiemedlem i fængsel. Derfor kan det være den hårdeste del af straffen, at familiens lejemål bliver ophævet. Nu, hvor Højesteret har åbnet for den meget stramme fortolkning af retspraksis, vil vi helt sikkert også afprøve loven, når det er meningsfuldt. For os handler det om skabe tryghed for vores beboere. Og det skaber lige så stor utryghed, om det sker på den anden side af matriklen eller ej,” siger Keld Laursen og henviser til, at det særlige ved dommen var, at kriminaliteten blev begået i en anden boligafdeling end den, som den dømte boede i. 

Men Højesteret fandt alligevel, at kriminaliteten havde skabt så stor utryghed, at lejemålet kunne ophæves. 

Selvom kriminaliteten i landets udsatte boligområder er faldet inden for de senere år, er ungdomskriminaliteten blandt de 16-20-årige i de socialt belastede boligområder stadig to en halv gange så høj som i resten af landet. 

Heldigvis få sager
Hos BL - Danmarks Almene Boliger er direktør Bent Madsen også tilfreds med dommen, som ifølge ham kan være med til at mindske den utryghed, der kan være i de udsatte boligområder. 

Han vurderer særligt, at dommen kan få betydning i de større udsatte boligområder, såsom Gellerupparken i Aarhus, Odense-bydelen Vollsmose eller i Tingbjerg i København. 

”Heldigvis har vi ganske få sager, der ligner den fra Vollsmose og er lige så alvorlig. Men kernen er, at vi nu får mulighed for overhovedet at gribe effektivt ind,” siger Bent Madsen. 

Professor mso Jakob Juul-Sandberg, der forsker i lejeret ved Syddansk Universitet, har fulgt sagen fra Vollsmose tæt, siden Fyns Almennyttige Boligselskab ophævede lejemålet for mere end to år siden. 

”Det er nu blevet blåstemplet én gang for alle, at det ikke nødvendigvis er lejerens egen kriminalitet, der er afgørende for, om man kan blive sagt op. Det kan også være kriminalitet begået af personer, der tilhører lejeboligen. Det er det helt nye i sagen,” siger Jakob Juul-Sandberg. 

Der rejses ifølge ham flere principielle spørgsmål i forlængelse af højesteretsdommen. For hvor langt væk må kriminaliteten være begået, før overtrædelsen får betydning for lejeren og vedkommendes familie, og hvad betyder familiens forhold, herunder eventuel sygdom, for en dom?


Læs hele historien i Kristeligt Dagblad og på k.dk