Justitsministeren lover forebyggelsespakke 2 og mere borgernært politi

15. jun 2018

Justitsminister Søren Pape Poulsen, lovede i dag i forbindelse med et debatmøde med sin kollega, udlændingeminister Inger Støjberg, at der kommer en forebyggelsespakke to. Den første blev offentliggjort i efteråret 2017.


”Den første pakke handlede i høj grad om konsekvenserne, hvis man som ung eller barn bryder loven. Den næste pakke vil i højere grad fokusere på forebyggelse,” oplyste Søren Pape Poulsen over for Fagbladet Boligen efter debatmødet med ministerkollegaen.


”Blandt de nye elementer er blandt andet en ny uddannelse i SSP-samarbejde,” uddybede Søren Pape.

Søren Pape afslørede videre for Fagbladet Boligen, at han efter sommerferien vil offentliggøre en plan om, hvordan politiet skal gøres mere borgernært. Om sidstnævnte vil han afsløre mere i morgen, oplyste han.