Foto: Signe Schlichtkrull

Foto: Signe Schlichtkrull

Etnisk ung: Nogle kunder vil ikke snakke med mig

15. jun 2018

Debat om hverdagsracisme på Folkemødet viste, at der er et problem

 

Manilla Ghafuri fortalte om at være ung med anden etnisk baggrund på et debatmøde fredag på Folkemødet. Hun arbejder lejlighedsvis i en bagerforretning.


”En pige som mig, der ikke engang ser så brunagtig ud, møder kunder, der ikke vil snakke med mig,” fortalte hun, der er aktiv i den demokratibaserede organisation Rapolitics.


Hun fortalte, at telefonsælgere må kalde sig Morten i stedet for Mohammed, og hvordan det føles, når det ikke er lige så godt at hedde Manilla som Kamilla.


”Jeg føler ikke, der er nogen, der tror på mig,” sagde hun, og lavt selvværd blandt unge med anden etnisk baggrund end dansk var netop centrum for debatten som Finn Nørgaard Foreningen stod bag.

 

Etnisk underklasse

Temaet var ”Hvordan taler vi unge op og ikke ned?”, og paneldeltagerne fulgte op på Manilla Ghafuris fortælling.


”Når en sej ung person som Manila føler sig ekskluderet, så har man jo et problem. Vi har en voksende middelklasse af hipsterperkere som os, men i forhold til Mohammed og Ali i Tingbjerg, så har vi stadig et job og en uddannelse og noget at falde tilbage på. Det, vi skal være mest opmærksomme på, er den her udsatte gruppe,” sagde sociologen Aydin Soey.


Og netop de udsatte unge kender Eskild Dahl Pedersen, Tryghedschef i Mjølnerparken, BO-VEST.


”Jeg møder alt for mange unge med et mindreværd, der er meget lavere end de reelt er værd,” sagde han og fortalte, at boligorganisationen havde skaffet jobs til 500 unge.


”Nogle gange går det godt, og nogle gange ikke. En ung kommer på universitetet, og en anden i fængsel. Jeg oplever, at hos dem, hvor det ikke går, er selvværdet i bund,” sagde Eskild Dahl Pedersen.

  

Det påvirker vores liv

Forfatteren Knud Lindholm Lau lagde vægt på, at debatten var et problem.


”Politikerne har fat i den helt store mikrofon i den her sammenhæng og er bundet sammen i en dødedans, hvor de vender ryggen til publikum og danser vildere og vildere. Udlændinge bruges som et bytteobjekt i dansk politik i for tiden, og det er meget ubehageligt.”


Manilla Ghafuri var klar til forandringer.


”Jeg ville ønske, der sad en politiker her nu, og sagde undskyld, men det gør fucking noget, det de skriver om. Det påvirker vores liv 100 procent. Der bliver nødt til at ske noget. Jeg er ikke den eneste.”