Foto: Mette Lauth

Foto: Mette Lauth

'De ved for lidt om de boligområder, de lovgiver om'

14. jun 2018

Den netop vedtagede ghettoplan fik kritik både fra beboere og BL's næstformand Vinnie Hansen i debatten hos Mellemfolkeligt Samvirke på Folkemødet.

Hvad mener beboerne om ghettoplanen, spurgte Mellemfolkeligt Samvirke i en debat på Folkemødet.

 

17-årige Nadeen Aiche lagde ud. Hun er vokset op ved Blågårds Plads og bydelsfrivillig hos MS

 

”Problemet for de folkevalgte er, at de ved for lidt om de boligområder, de lovgiver om. Præmissen er at man ikke kan lide at bo i sit boligområde og bare vil væk derfra. Men jeg elsker det,” siger Nadeen Aiche.

 

Hun undrer sig også meget over retorikken i ghetto-debatten.

 

”Når de snakker dårligt om de boligområder – hvordan vil man så samtidig tiltrække middelklassen? Der er da ingen, der vil gamble med deres børn ved at flytte til et område, når man omtaler det som om ens børn bliver kriminelle og ender i bander, hvis man bor der,” siger Nadeen Aiche.

 

Forfatteren Ahmed Mahmoud er vokset op i Askerød, og har i lang tid råbt op om mange af de ting, som ghettopakken indeholder.

 

”Det er ikke mangfoldigt, når der bor 70-80 procent med anden etnisk baggrund nogle steder. Når der i gennemsnittet i landet er 8,5 procent med anden etnisk baggrund,” siger han

 

Men han mener, ghettoplanen vil fejle, når man har taget alle de kulturtiltag ud, der koster penge. Som fripladser til børn og unge, så de kan komme ud af boligområderne og gå til sport eller i privatskole.

 

Frontalt angreb på den almene boligbevægelse

Ghettoplanen blev vedtaget med et bredt politisk flertal i maj. Næstformand for BL Vinnie Hansen var stærkt kritisk overfor den vedtagede 40-procentsplan, der betyder, at de 16 boligområder på listen over ”de hårdste ghettoer”, skal nedbringe antallet af familieboliger til 40 procent inden 2030. Det vil betyde, at mange skal flytte.

 

”Det her er jo vanvittigt. Hvor skal de mennesker bo? Der er ingen planer om at bygge mere alment,” siger Vinnie Hansen.

 

Vinnie Hansen rettede også en hård kritik mod regeringens forslag om at finansiere hele ghettoplanen med penge fra Landsbyggefonden. Det udløste blandt andet en underskriftsindsamling fra beboerne og en kampagne fra BL. Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet endnte med ikke at støtte finansieringen.

 

”Vi opfatter det som et frontalt angreb på den almene boligbevægelse, at tage pengene i vores Landbyggefond. Vores alle sammens friværdi. Var det lykkedes, havde vi kunnet sige farvel til vores almene boligbevægelse,” lød det fra næstformanden i BL.

 

Hun fremhævede at den almene sektor allerede har afviklet ghettoområder og er i gang i blandt andet Gellerup i Aarhus.

 

”Jeg vil ikke negligere, at der er udfordringer i nogle boligområder, men man skal samarbejde om at finde løsningerne i samarbejde mellem kommunen, boligorganisationen og beboerne,” siger Vinnie Hansen.

 

Vi skal bo sammen

Socialdemokratiet var en af fortalerne for ghettoplanen. Boligordfører Kaare Dybvad forsvarede planen. Socialdemokratiet har altid stået for en tanke om at renøringsassistentens sønd skal spille fodbold med bankdirektøren datter og at man tilbage i 70'erne også støttede rydningen af belastede brokvarterer.

 

”Der skal ejerboliger i Mjølnerparken og der skal almene boliger på strandvejen,” siger Kaare Dybvad.

 

Han mener, at pengene fra salget i forbindelse med 40 procentsreglen skal gå til at bygge gode almene boliger.

 

Men Vinnie Hansen vil se det ske, før hun tror det.

 

”Jeg er enig med meget af det: Vi skal bo sammen. Men hvordan vil du tvinge kommunerne på Nordsjælland til at bygge alment.