Forebyggere skal holde unge ude af bandemiljøet

17. jul 2018

Københavns Politi ansætter ni medarbejdere, der indsættes i særligt udsatte boligområder og som skal sørge for, at unge ikke bliver en del af bandemiljøet. De ni medarbejdere har alle en faglig baggrund som fx pædagog, socialrådgiver og lærer.

25 nye medarbejdere bliver på landsplan ansat i dansk politi for at forebygge og styrke kampen mod banderne i særligt udsatte områder. 9 af de nye medarbejdere er ansat i Københavns Politi. Indsatsen er et led i Justitsministeriet udspil ”Trygheden skal tilbage i gaderne - 12 initiativer” fra august 2017. Initiativerne skal bidrage til at forebygge kriminalitet bl.a. i forhold til rocker- og bandemiljøerne.

Fokus på udsatte unge
Forebyggerne vil i tæt samarbejde med politifolk bidrage til at styrke den borgernære forebyggelse til gavn for beboerne i de særligt udsatte områder. Forebyggerne skal således supplere den eksisterende indsats, hvor de i udvalgte boligområder vil være ansvarlige for Københavns Politis socialpædagogiske- og kriminalpræventive indsats – i tæt samarbejde med Den Kriminalpræventive Sektions kontaktfolk og Lokalpolitiet.

Forebyggerne er fagligt uddannet som fx pædagog, socialrådgiver og lærer. Der er i forbindelse med rekruttering lagt særlig vægt på kommunikative og relationsskabende kompetencer, oplyser Københavns Politi i en pressemeddelelse.


De skal deltage i det opsøgende og relationsbyggende arbejde med unge og understøtte samarbejdet med lokale samarbejdspartnere som skoler, kommuner, klubber, lokale beboere m.v.

Samspil mellem forebyggere og politi
”Vi ser frem til, at forebyggerne starter deres relationsopbyggende arbejde i lokalmiljøerne. Hvis vi skal knække rekrutteringen til banderne, så er det vigtigt, at vi går på to ben, hvor vi både forebygger, men også slår hårdt ned på kriminalitet” siger fungerende vicepolitiinspektør Riad Tolba.


Understøtte lokalpolitiets indsatser

Forebyggerne skal understøtte lokalpolitiets kriminalpræventive indsatser for unge på kanten af bandemiljø og kriminalitet.

Forebyggernes arbejde vil bl.a. bestå af:

• fast støtte for udsatte unge og deres familier
• opfølgning på hjemmebesøg foretaget af socialforvaltningen og politiet
• at indgå i SSP-samarbejdet
• relationsarbejde mellem unge og lokalpolitiet