Foto: Jacob Schultz

Foto: Jacob Schultz

Mentorordning får udsatte unge i job eller studie

15. jan 2018

To uddannelsesmentorer har opnået gode resultater med at støtte unge ledige i Koldings udsatte boligområder. Nu er ordningen blevet forlænget med fire år og er blevet en del af helhedsplanen.

 

I halvandet år har 45-årige Dennis Meyer og 44-årige Maria de Osa Aznar vejledt og hjulpet unge imellem 18-30 år, som oplever udfordringer i forhold til at komme i uddannelse eller job i Kolding. De to uddannelsesmentorer har arbejdet koncentreret med cirka 70 beboere, hvoraf 55 i dag er selvforsørgende ved enten at være i uddannelse eller arbejde. Mentorerne er ansat på Jobcenter Kolding, og projektet er finansieret af både Kolding Kommune og ByLivKolding, som er et boligsocialt fællessekretariat, der udfører og koordinerer det boligsociale arbejde i Kolding, og er et samarbejde imellem Lejerbo Kolding, AAB Kolding, Boligselskabet Kolding.


Dennis Meyer fortæller, at der er tale om unge, som er i den kategori, der hedder uddannelsesparat inden for et år i jobcentret. Typisk er der tale om unge, som ikke lige af sig selv kommer i job eller uddannelse. Omvendt er det heller ikke dem, der kræver en langvarig indsats for at komme videre i et forløb. Rådgivere fra jobcentret har vurderet, at de unge vil kunne være klar inden for et års tid.


”Da vi startede, fik vi en bruttoliste over de unge, der var tilknyttet jobcentret, og som boede på de adresser, der var med i helhedsplanerne på det tidspunkt. Langt de fleste var blevet briefet om, at vi ville kontakte dem. Vi talte med dem om, hvordan vi kunne få etableret en kontakt.  Langt de fleste var positive,” siger han.

 

Gør ikke arbejdet for de unge

Opgaverne er lige så forskellige, som de unge er. Typisk er de to uddannelsesmentorer meget opsøgende i deres kontakt og ringer på døren hos unge, hjælper dem med at udfylde ansøgningsskemaer til SU og andet. De vejleder og støtter de unge, men gør ikke arbejdet for dem.


Maria de Osa Aznar fortæller, at de unge selv har mulighed for at sige mentorerne fra uden konsekvens. Hun siger:

”De unge kan sige nej tak til uddannelsesmentortilbuddet, men ved aktivt at skulle takke ja til ordningen, tager de ejerskab og får en positiv tilgang til samarbejdet. Mange af vores unge har brug for meget støtte. Vi understreger over for dem, at vi ikke gør tingene for dem. Vi er med på sidelinjen og går med til uddannelsessteder og så videre, men vi gør ikke noget for dem, kun med dem. Hen ad vejen bliver de gode til at finde ud af, hvad de kan bruge os til.”


Dennis Meyer fortæller, at mange af deres rådgiverkollegaer nogle gange er lidt kede af, at arbejdet kun er koncentreret om udsatte boligområder.

”De kan have en ung, og så spørger de om, en given adresse er en af vores adresser, og er den ikke det, så er den ikke længere. På en måde er det en fordel, for vi har nemt ved at afgrænse os. Men det er også en ulempe, fordi der er mange flere unge, der godt kunne bruge sådan en indsats. Det hjælper mange at have en stabil voksen, der kan støtte dem i deres udfordringer,” siger han og fortæller, at forløbet især skiller sig ud fra andre projekter ved at vare længere i forhold til andre tilbud.

 

 

Om projektet

Den ny helhedsplan løber over fire år og har et budget på 27 millioner kroner. Landsbyggefonden finansierer de 75 procent, og de resterende 25 procent bidrager Kolding Kommune og boligorganisationer i Kolding med. Den nye helhedsplan sætter fokus på boligområderne omkring Skovparken, kvarteret omkring Munkebo, Brændkjær/Fjordparken og Knud Hansens Vej/Junghansvej.

Læs også: