Foto: Jens Wognsen

Foto: Jens Wognsen

Flygtninge får hjælp på modersmålet

16. jan 2018

Med Mindspring-grupper har 17 boligsociale helhedsplaner givet flygtninge mulighed for at bearbejde udfordringer som ensomhed, seksualitet og stress.


Mindspring-gruppeforløb er for flygtninge i hele landet. Forløbet er på deltagernes modersmål. Det bliver ledet af en Mindspring-træner. Typisk er det en udvalgt flygtning, som taler samme sprog, og selv har oplevet, hvordan det er at komme til Danmark uden at kende kulturen eller sproget.


Temaerne varierer, alt efter om gruppeforløbet er tilrettelagt for forældre, unge eller børn. I grupperne drøfter de, hvordan det er at leve i eksil med blandt andet stress og traumer, og hvilke normer og rettigheder der er i det danske samfund.

”Deltagerne møder i grupperne mennesker med lignende udfordringer og erfaringer, som de kan dele med. Og bare det at få sat ord på følelser og tanker er et skridt på vej imod at kunne se det hele i et bredere perspektiv,” siger Tove Madsen, konsulent i Mindspring.

I forældregrupperne er det store samtalepunkt børneopdragelse i et samfund med andre værdier og normer. Her er det et krav, at Mindspring-træneren selv har børn.

Mange emner fra forældregruppen går igen i ungegruppen, men de bliver præsenteret i et andet perspektiv. Der er fokus på netværk og ensomhed samt seksualitet og social kontrol. Og træneren har selv erfaring med at være ung flygtning i Danmark.

18-årige Luai Ahmad Kurbilal kom til Danmark fra Syrien for halvandet år siden. Han har deltaget i et Mindspring-forløb for unge.

”Jeg fik at vide, at det er godt at blande sig og tale med danskerne. Jeg har lært om demokratiet, som er meget anderledes end Syrien. Og vi talte om, hvad man gør, når man er stresset. Det var godt, for jeg var meget stresset, da jeg kom til Danmark. Der var sproget, der var opholdstilladelsen, og jeg savnede min familie. Det har jeg lært at håndtere i Mindspring,” siger Luai Ahmad Kurbilal.

Børnegrupperne er et nyt tiltag, der startede i efteråret 2017. Deltagerne lærer at håndtere følelserne at være bange, vred eller ked af det, og de taler om de gode oplevelser i livet. Træneren har personlig eller professionel erfaring med børn.

Konceptet er udbredt af Dansk Flygtningehjælp, og siden 2014 har det været brugt i forbindelse med boligsociale helhedsplaner. En af de helhedsplaner er Bo Trivsel i Horsens Kommune, som har gode erfaringer.

”Det tiltaler os meget, at det er på deres eget sprog. Og at det er deres egne tanker og erfaringer, der er med til at udvikle tilgangen til at være i eksil,” siger Bettina Bach, boligsocial medarbejder i Horsens boligsociale helhedsplan Bo Trivsel.

En modificeret metode
Mindspring-metoden er udviklet af den hollandske psykolog Paul Sterk. Det er oprindeligt til at bearbejde tilbagevendende psykiske reaktioner på krig, flugt og eksiltilværelsen.

Siden er metoden blevet udviklet til at give psykosocial støtte. Det betyder, at deltagerne kommunikerer kultur og identitet fremfor at bearbejde traumer. Men det kan bruges til at vurdere, om en deltager har brug for psykologhjælp.

Forløbet bliver tilrettelagt af en Mindspring-træner og en medtræner, men er baseret på manualer, som de bliver uddannet i. 

Mindspring-træneren arbejder frivilligt. Det er værten, fx den boligsociale helhedsplan, der finder kandidaterne til trænerrollen. Kandidaten bliver evalueret efter første gruppeforløb, for at vedkommende kan blive certificeret som MindSpring-træner.

Medtræneren er en repræsentant fra kommunen eller den boligsociale helhedsplan. Medtrænerens funktion er at sørge for det praktiske omkring forløbet, at støtte Mindspring-træneren og følge op på den enkeltes behov. I tilfælde af at medtræneren ikke taler sproget under forløbet, er der også en professionel tolk til stede.

Grupperne bliver samlet af vært og medtræner. 8-10 kursister deltager i forløbet. Det er én gang ugentligt over 8-10 uger.

Evalueret af CFBU
Center for Boligsocial Udvikling (CFBU) har evalueret metoden. I evalueringen står der blandt andet, at forældrene efter deres deltagelse i Mindspring har fået styrket deres forældrekompetencer og oplever færre konflikter med deres børn – både på kort og længere sigt. Og den konkluderer, at Mindspring-konceptet er oplagt i det boligsociale arbejde.

Evalueringen understreger også, at træner og medtræner ikke har kompetencer til at bearbejde traumer i grupperne, men at det forsat er en god idé at tale om stress og bekymringer.