Foto: Domea.dk - Foreløbig tegning

Foto: Domea.dk - Foreløbig tegning

500 står stadig på venteliste til forsinket skandalebyggeri i Vinge

29. jan 2018

20.000 indbyggere. 4.000 arbejdspladser. En helt ny S-togsstation. Skole, daginstitutioner, idrætshaller og andre offentlige faciliteter. Alt det forventer man, at byudviklingsprojektet Vinge Centrum vil kunne byde på om 30 år, når området er fuldt udbygget.


Omtalen af projektet har fået 500 kommende beboere til at skrive sig på ventelisten til kun 115 boliger hos Boligselskabet Rosenvænget, der administreres af Domea.dk. Men der er ingen dato på, hvornår byggeriet kan gå i gang. Vinge Centrum – som projektudviklingschef Karsten Pedersen vurderer kan blive det nye Ørestad om mange år – er i store økonomiske vanskeligheder.


Frederikssund Kommune mangler 163 millioner kroner i kassen. Og det betyder, at man i kommunen i disse dage knokler på at få et nyt grundlag for fremtidens by. Således siger Karsten Pedersen, der for nylig har holdt et møde med kommunen, at selve grundlaget for Vinge ikke har ændret sig.


”I første udbud havde man lagt op til, at Vinge Centrum skulle være et ikon. Man gentager nu samme udbud dog i en mindre kunstnerisk udformning, hvor det designmæssigt ikke er så attraktivt, som det var i starten. Man håber, at man i et nyt udbud kan komme lidt lavere ned i prisniveau, som gør, at kommunen kan finde grundlag for at blive enig med en investor og entreprenører til at skyde penge i og bygge de fleste af tingene,” siger han.

 

Mulig afklaring inden sommerferien

Han fortæller, at Frederikssund Kommune frem til sommerferien vil bruge tiden på at afklare med de forskellige interessenter, der har været med sidste år, hvordan de ser på tingene nu. Derefter vil man lave et nyt udbud, som man håber på kan løbe af stablen inden sommerferien.

For Boligselskabet Rosenvænget betyder det en udskydelse af byggestart i forhold til det gamle udbud, som undervejs har været ramt af mindre forsinkelser.


”Det er ikke første gang, at det er ramt af en kæp i hjulet, og det er jo ærgerligt hver gang. Vi havde i oktober og november en forventning om, at Rosenvænget kunne stikke en spade i jorden i foråret 2019. Når kommunen formentlig får alt det her udbud på plads inden sommerferien og får tilbud ind, kan vi forhandle en kontrakt på plads inden udgangen af 2018, så vil Rosenvænget også få et støttetilsagn inden udgangen af 2018. Herefter vil vi kunne bruge et halvt års tid på at projektere og gøre klar til et udbud af byggearbejder. Derfor er det troværdigt, at vi kan gå i gang i oktober 2019 med at bygge. Og det er nok et halvt til trekvart år senere, end vi sidst har haft forventning til,” uddyber han.

Karsten Pedersen fortæller, at folk stadig pænt står på venteliste, og at ingen har bedt om at blive strøget fra den. Han forventer endda, at ventelisten vokser.

”Vi har da selv en tro på, at når vi stikker en spade i jorden, så vil der være nogle positive fortællinger, og givet med de erfaringer, vi har, vil der stå cirka 1.000 på venteliste, når spaden går i jorden. Men det er da drøn ærgerligt, at så spændende et projekt bliver ved med at trække ud. Vi håber, at det er den sidste forsinkelse, der opstår,” siger han.