Foto: Christoffer Regild, Folketinget.dk

Foto: Christoffer Regild, Folketinget.dk

Nye dryp fra udspillet til bekæmpelse af parallelsamfund

27. feb 2018

Regeringens udspil ”Et Danmark uden parallelsamfund – ingen ghettoer i 2030” præsenteres torsdag. Vi har samlet et overblik over, hvad regeringen de seneste dage har lækket fra udspillet.

Tirsdag den 27. februar 2018 kom der endnu et dryp, der fortæller mere om indholdet i udspillet, statsministeren vil fremlægge torsdag. Dels skal boligselskaber have mulighed for at sige nej til at udleje en bolig, hvis en lejer har begået visse typer af kriminalitet de seneste fem år. Dels skal det blive lettere at sætte kriminelle lejere på gaden.

”Nu bliver reglerne enkle: Får du en ubetinget fængselsstraf for utryghedsskabende kriminalitet begået inden for en kilometer fra din bolig, så kan du blive udsat af din bolig,” skriver justitsministeren på sin Facebook. Ifølge Søren Pape Poulsen er det redskaber, som boligselskaberne selv har efterspurgt.


Dryppet fra i går

Mandag blev sløret også løftet for nogle af punkterne. Nemlig 'skærpede strafzoner' og 'politiindsatser', som justitsminister Søren Pape Poulsen (K) fortæller nærmere om, bl.a. at ’Skærpede straffezoner’ skal forstås som, at visse typer af kriminalitet skal straffes særligt hårdt i områder, der udpeges som strafzoner. Dét forslag blev mandag begyndelsen på en stor diskussion i medierne. At indføre dobbeltstraf i ghettoområder vil derfor sandsynligvis være i strid med både dansk lov, menneskerettighedskonventionen og FN's konvention mod racediskrimination, vurderer professor ved Københavns Universitets Juridiske Fakultet Kirsten Ketscher.


Fra Venstre var retsordfører Preben Bang Henriksen ude at sige: ”Det er en fordrejning at lægge det sådan ud. Man straffes akkurat lige hårdt, om man bor i Skagen, Gedser eller Tingbjerg. Man straffes hårdere, hvis den kriminalitet, man begår, er udøvet i en af de zoner, der udpeges.” Han opfordrer til, at ’se forslaget om dobbelt straf som en ’lille brik i et større ghettoudspil’.”


BL – Danmarks Almene Boliger kommenterede også forslaget til Fagbladet Boligen:
”Hvad angår forslaget om dobbelt straf, så mener vi – som de fleste andre – at alle bør være lige for loven. Så vi vil være imod enhver form for negativ forskelsbehandling, baseret på, hvilken matrikel man bebor. Vi vil derfor arbejde for, at dobbelt straf kun kan komme på tale, hvis det gælder for alle borgere, uanset bopæl. Altså sådan, at begår man kriminalitet i et udsat boligområde, så skal det straffes hårdere. Det kan godt tænkes at have en virkning i form af en præventiv effekt og skabe større tryghed for beboerne i området,” sagde Bent Madsen, adm. direktør i BL – Danmarks Almene Boliger.

Fra Brabrand Boligforening, der administrerer boliger i bl.a. Gellerupparken, sagde direktør Keld Laursen: ”Vi skal ikke lave negativ særbehandling for beboerne på bestemte adresser, når vi samtidig arbejder for at tiltrække ressourcestærke beboere og private investorer. Så har vi i højere grad brug for en normalisering af boligområderne.”

Også søndag

Derudover bebudede statsministeren søndag i Berlingske, at regeringen vil være kendetegnet ved to nye tilgange til at få løst udfordringerne. Størstedelen af regeringens ministre har budt ind med forslag for at skabe sammenhæng inden for eksempelvis socialområdet, beskæftigelsesområdet og boligområdet.

FAKTA

Skærpede strafzoner

  • Regeringen vil give politiet mulighed for at oprette strafzoner fra Hellerup til Gellerup, der fordobler straffen for kriminalitet.
  • En skærpet strafzone kan oprettes af politiet i en ekstraordinær situation i det pågældende område. Der skal være en særlig grund til at oprette en zone.
  • Initiativet betyder, at straffen for eksempelvis hærværk, tyveri og trusler stiger markant inden for den skærpede strafzone.
  • For kriminalitet med en i forvejen høj straf vil straffen stige med en tredjedel.
  • Derudover vil visse typer kriminalitet, der i dag straffes med bøde, kunne straffes med fængsel ved gentagne overtrædelser.


Kriminelle lejere

  • Boligselskaber skal have mulighed for at sige nej til at udleje en bolig, hvis en lejer har begået visse typer af kriminalitet de seneste fem år.
  • Med forslaget kan boligselskaberne forlange at se en straffeattest på alle medlemmer af husstanden, før de udlejer en bolig.
  • Det skal desuden blive lettere at sætte kriminelle lejere på gaden, da regeringen mener, at domstolsforløbene er for lange, som de er i dag.
  • Regeringen vil med det nye regelsæt gøre det mere enkelt at træffe en afgørelse om udsættelse i fogedretten.


Datadeling i ghettoer

  • Kommunerne skal have lettere adgang til oplysninger om borgere i de udsatte områder.
  • Straffen skal skærpes over for fagpersoner, der ikke indberetter, hvis børn mistrives.
  • Overholder personale ikke underretningspligten, skal man kunne blive straffet med bøde eller op til fire måneders fængsel. Under særligt skærpende omstændigheder kan straffen blive op til et år.


Kilder: Justitsministeriet, Børne- og Socialministeriet.

Ritzau.

Annonce