Udvikling? Afvikling?

30. apr 2018

Mens jeg skriver denne leder, er forhandlingerne om en parallelsamfundspakke i fuld gang, og det er vigtigt at stille det helt grundlæggende spørgsmål, om pakken peger på udvikling eller afvikling af almene boliger, og her er mit nedslående svar: Afvikling. For tre elementer peger i helt forkert retning. 


Det ene er, at pakken vil betyde stop for renoveringer uden for de udsatte områder. Det andet, at refusionen hæves, svarende til en ekstraregning på 13 mia. kr. ifølge regeringens egne opgørelser, men nok mere realistisk 20 mia. kr., hvilket kan få Landsbyggefonden til helt at kollapse!

Kære politikere - pil venligst afviklingsforslagene ud af parallelsamfundspakken og fokuser på udvikling!

Bent Madsen, administrerende direktør i BL

Disse to elementer er i sig selv helt katastrofale og må stoppes, for de vil starte en nedadgående spiral med lavere boligkvalitet, højere husleje og en almen sektor, der ikke evner at tage ansvar for nødvendige renoveringer og udvikling.  


Men her vil jeg især sætte fokus på det tredje element, nemlig ”udvikling” af de såkaldte ”hårde ghettoer”, som er områder, der 4 gange i træk har været på den officielle ”ghettoliste”. De skal inden årets udgang aflevere en såkaldt ”udviklingsplan”, der skal afvikle 60 pct. af de almene familieboliger i områderne frem til 2030. Og lever deres ”udviklingsplan” ikke op til ministerens forventninger, så påbydes en ”afviklingsplan”, hvorefter mindst 75 pct. af familieboligerne skal afvikles, og det kan ende i ekspropriation og totalafvikling! 


Grundlæggende er det en fuldstændig forfejlet tilgang, hvor man fjerner almene familieboliger, fordi for få er i arbejde, for mange begår kriminalitet, og børnene skal klare sig bedre i skolen. Hvor er den logiske tanke imellem mål og midler. Hvor er den almindelige anstændighed, når man vil tvinge familier ud af deres hjem. Det skaber også en urimelig utryghed – særligt for ældre mennesker. 


Politikerne burde tage ved lære af virkeligheden. Varbergparken er omtalt i dette nummer i en historie om et demenscenter, som blev bygget i boligområdet som led i en helhedsplan. Det er ikke på ”ghettolisten” mere. Se på udviklingen i Ishøjplanen/Vejleåparken. Gellerup, Rosenhøj, Aalborg Øst m.fl. Se på planerne for Tingbjerg og Mjølnerparken.


Svaret er ikke afvikling, det er udvikling! Og det lykkes vi faktisk med i den grad! Tag ved lære af det, før der laves tankespind bag verdensfjerne skriveborde, hvor det øjensynlig ikke skænkes en tanke, at det er menneskers hjem, vi taler os. 


Blot for at understrege det, så alle kan forstå det: Vi argumenterer ikke for, at alt er godt. Vi argumenterer ikke imod fx blandede ejerformer, for det bruger vi jo i praksis i fx Gellerup og Aalborg Øst. Men vi argumenterer for, at konkrete udfordringer skal mødes med konkrete effektive løsninger. På den måde kan man klogest leve op til den samfundsmæssige ambition om, at der i 2030 ikke skal være ”ghettoer”. 

Så kære politikere – pil venligst afviklingsforslagene ud af parallelsamfundspakken og fokuser på udvikling!


Fagbladet Boligen nr. 3 - 2018